Birkenau. Den 87-årige franske forfatter fortæller om sit ophold i Birkenau-koncentrationslejren, da hun var en ung pige. I detaljer fortæller hun om hverdagen i lejren og om overlevelsesstrategierne og om det liv, et efter befrielsen - om skammen over at overleve og om traumets kraft som rastløs energikilde og dødeligt sår.
Foto: MISHA JAPARIDZE/AP

Birkenau. Den 87-årige franske forfatter fortæller om sit ophold i Birkenau-koncentrationslejren, da hun var en ung pige. I detaljer fortæller hun om hverdagen i lejren og om overlevelsesstrategierne og om det liv, et efter befrielsen - om skammen over at overleve og om traumets kraft som rastløs energikilde og dødeligt sår.

Skønlitteratur

Vidnesbyrd fra KZ-lejr er stærkt foruroligende læsning

Der er kun en ganske lille flig af håb tilbage i Marceline Loridan-Ivens’ ’Men du kom ikke tilbage’.

Skønlitteratur

Vidnesbyrdlitteratur’ var noget, man begyndte at tale om for et par årtier siden på baggrund af de uafrystelige værker, som blev skrevet af ofrene for det tyvende århundredes totalitære regimer og især for holocaust. Primo Levis ’Hvis dette er et menneske’ (1947), Robert Antelmes ’Menneskeslægten’ (1957) og Victor Klemperers ’Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste’ (udgivet 1995) er eksempler på genren, der har givet os indblik i det helvede på jorden, som nazisterne skabte.

Det er i mange henseender en særlig slags litteratur – og er det ikke mindst i kraft af grunden til, at forfatterne overhovedet har skrevet den. Det er nemlig, som den israelske filosof Avishai Margalit har påpeget, litteratur, hvis forudsætning er et håb om, »at der til en anden tid og på et andet sted eksisterer – eller vil eksistere – et moralsk fællesskab, der vil lytte til deres vidnesbyrd«.

Traumets kraft

På det punkt adskiller Loridan-Ivens’ erindringsbog ’Men du kom ikke tilbage’ sig. Som et meget sent og kortfattet vidnesbyrd fortæller den 87-årige franske forfatter og filminstruktør i bogen, som netop er oversat til dansk, om sit ophold i Birkenau-koncentrationslejren, da hun var en ung pige. I detaljer fortæller hun om hverdagen i lejren og om overlevelsesstrategierne og om det liv, et efter befrielsen – om skammen over at overleve og om traumets kraft som rastløs energikilde og dødeligt sår.

Men hun gør det i form af et brev stilet til faren, der også blev deporteret, til Auschwitz, og som aldrig kom tilbage. Det er til ham, at hun fortæller sin livshistorie. Adressaten er altså personlig og befinder sig tilbage i tiden, i stedet for det moralske fællesskab, som er et andet sted eller ude i fremtiden. Det er sigende for den pessimisme, der er i bogen.

»Du skal vide, at jeg faktisk har været et muntert menneske«, lyder bogens første sætning, henvendt til den døde fader. Datidsformen gør det klart, at det er hun ikke mere. »Jeg ved nu, at antisemitismen er en konstant faktor, der kommer i bølger med verdens storme, med de ord, uhyrer og midler, som er til rådighed i hver given epoke«. Det er kun en ganske lille flig af et håb, der er tilbage, og det gør den vidnesbyrdet til stærkt foruroligende læsning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden