Ny-norsk. Maria Navarro Skaranger (f. 1994) modtog Debutantprisen 2015 for 'Alle utlendinger har lukka gardiner'. I dag udkommer bogen oversat til dansk.
Foto: Finn Frandsen

Ny-norsk. Maria Navarro Skaranger (f. 1994) modtog Debutantprisen 2015 for 'Alle utlendinger har lukka gardiner'. I dag udkommer bogen oversat til dansk.

Skønlitteratur

Kebabnorsk roman er mere rytmisk end revolutionerende

Omvendt ordstilling og forkerte bøjninger blomstrer kontrolleret kreativt i underholdende roman fra det multietniske Oslo.

Skønlitteratur

Der kan man se. Det Norge, der trækker i nationaldragt ved enhver tænkelig lejlighed, og som efter sigende har det svært med et ord som ’ghetto’, har omsider fået en litterær indvandrerstemme.

Alene af den grund er det interessant at læse ’Alle udlændinge har lukkede gardiner’, Maria Navarro Skarangers debutroman, der minder Norge og os andre om, at landet er befolket af andet end ’kartofler’ (poteter på norsk), dette ny-nynorske ord for etniske nordmænd.

Skaranger, der selv er halvt chilensk, halvt norsk, beretter fra Oslo-forstaden Romsås med gedigen humor og en knitrende klar livline til den multikulturelle ungdomskultur, hun for kort tid siden selv var en del af. ’Alle udlændinge har lukkede gardiner’ er nemlig først og fremmest en ungdomsroman, skrevet i knæhøjde med det ælte af venskaber, forelskelser og pinlige forældre, de fleste teenagere vader rundt i.

MARIA NAVARRO SKARANGER:

Vi nærmer os det Thøger Birkeland-gemytlige i skildringen af den chilenske far, der kæmper med vægten og en trang til at æde fastfood i smug. Men som i øvrigt beder katolske bønner for sine børn. Foruden Mariana hører vi om en lillebror med søvnbesvær og en ældre med et problematisk forhold til loven. Belastet miljø? Jo, men også beriget af en kulturel diversitet, der udfordrer den klassisk norske. Her hedder lærerinden stadig Solveig, og dagens pensum er Knut Hamsun.

Kebabnorsk - kontrolleret og kreativt

Romanens fortæller Mariana bevæger sig skiftevis modvilligt og nysgerrigt mellem de dagsordner, der er teenagerens, og dem, der er ’samfundets’: I skolen har man gruppearbejde om politik og nationalitet, i matematiklæreren møder man sit livs første bøsse (gisp!), mens man i frikvartererne selv udlever de mange forskelligheder.

Især hvem der er bøsse optager Romsås ungdom: »Efter skole jeg fulgtes med Ruben hjem (nu alle seriøst tror han er bøsse for nummer én: han sagde Rihanna er hans yndlingssanger ...«.

Mariana bevægersig skiftevis modvilligt og nysgerrigt mellem de dagsordner, der er teenagerens og dem, der er 'samfundets'

Siden hører vi, hvad den kollektive viden gør ved Ruben, fordommene og ved Marianas retfærdighedssans. Har Skaranger et opdragende projekt i ærmet? Måske.

Den anden – og afgørende – grund til, at Skaranger er sjov at læse, er sproget, Skarangers ’kebabnorsk’, som Sara Koch har omdannet til en strømlinet version af perkerdansk, hvor slang, omvendt ordstilling og forkerte bøjninger blomstrer kontrolleret kreativt. I en rytme, hvor læsningen får lov til at danse. For eksempel anvender Skaranger vendingen ’bare’ efterfulgt af kolon. I stedet for ’hun siger’ og ’jeg siger’ skriver hun: »de bare: morta, hvor skal I hen? og vi bare: hjem, og de bare: de fede svin skal hjem og spise, og Isa bare: din mor er fed«. Osv.

Selv om Skarangers sprog absolut kan noget, står andre litterære lingoer alligevel stærkere – i hvert fald i min bevidsthed – måske fordi de i deres udspring er mere sjælelige end sociale?

Det danske skoleeksempel er Niels Franks rørende ordblindeskrift i ’Nellies Bog’, men også svenske Jonas Hassen Khemiri fremskriver i sin roman ’Montecore. En unik tiger’ en særegen arkaisk tone, der ligesom ophøjer sprogforbistringen til sær skønhed. Men altså, Skaranger er jo ung og debutant. En lovende kebabnorsk en af slagsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden