SOMMERBARN. Amalie Laulund Trudsø bevæger sig stedkendt i sommerhusets universelle terræn.
Foto: Lea Meilandt

SOMMERBARN. Amalie Laulund Trudsø bevæger sig stedkendt i sommerhusets universelle terræn.

Skønlitteratur

Amalie Laulund Trudsø tager dig med til barndommens land, sommerlandet og lykkelandet

Sejerøbugtens historie om det evige sommerhus er fortalt med sikker sans for mennesker og miljø.

Skønlitteratur

Kan man kortlægge Lykkens Land?

Amalie Laulund Trudsø gør forsøget, sætter sin spidse passer lige midt i sin families sommerhus – eller i hvert fald én families sommerhus – og tegner cirkler ud herfra.

Et kort træder frem, sommerhusområdet i Sejerøbugten, og Trudsø lykkes med at fortælle en både personlig og universel historie: ’Sommerhus’.

Barndommens land, sommerlandet og lykkelandet er samme terræn. Her følger tiden sine egne love, og her har alting anderledes proportioner. Et lille hus, måske bare en hytte eller et skur, kan erindres som et slot, og nogle årlige uger på dette sted kan fylde som en evighed.

’Sorgenfri’ hedder slottet somme tider, Sans Souci, men sådan er det egentlig ikke. De sorgløse sommerdage kan have en tone af melankoli, og i sommerhusets vægge kan der sidde noget, som gør ondt.

Ikke sjældent et fravær af den far, der byggede huset, men døde alt for tidligt. Sommerhuset er centrum i et smertens lykkeland, et sted, hvor personligheder og familier dannes på en anden måde end i barndomshjemmet. Og når huset til sidst skal gå i arv, er striden om det til tider så stor, at familien går i stykker. Formuer og ejendomme kan fordeles uden problemer, men sommerhuse kan splitte en søskendeflok. Hvem skal arve minderne?

Enkelt, ukunstlet, præcist

Amalie Laulund Trudsø bevæger sig sikkert og stedkendt i sommerhusets universelle terræn. Et familiesommerhus i Sejerøbugten gør hun til centrum i samme lilleverden, som hos Marcel Proust ( sans comparaison) hedder Combray og hos mangen en russer har navn efter en datja.

Annonce

Finske Tove Jansson har i ’Sommerbogen’ sat en lille pige, hendes farmor og hendes far på en skærgårdsø, der har ikke så få mindelser om Amalie Laulund Trudsøs familie i deres stråtækte hus ved den danske strand. Her fortæller en pige i evig nutid om huset, familien, somrene, kammeraterne, kæresterne og puberteten, der er på vej.

»Vi kører på landet i det tidligste forår, det meste er endnu brunt og træerne uden blade – kun et let, douche skær af lysegrønt kan med lidt god vilje ses over de brede skovdrag. Det knoppes, siger min mor, bare vent. Bilen lugter af metal og den halvkvalmende lugt fra blæseren, min bror og jeg sidder tæt på bagsædet med katten i sin transportkasse mellem os«.

Amalie Laulund Trudsø skriver enkelt, ukunstlet, præcist: »Jeg sidder på køkkenbordet, mens min farmor bager brød, og banker uden at tænke hælene taktfast ind i lågen under mig, så den står og klaprer op og i. Hold op med det, siger min farmor, hun står med hænderne i en skål dej og forklædet bundet stramt om livet. De andre er stadig på stranden, men der var ingen, jeg kunne lege med i dag (…)«.

Trudsø skriver in situ

’Sommerhus’ er en roman sat sammen af mange små fortællinger. Familiens liv i huset, på stranden og på egnen. Sommervennerne, familiens dramaer, moderens abort, faderens vredesudbrud, de dejlige fester, den dødssyge fest, bål på stranden, ugler, mus, mår og skibsforlis. Og hvordan man stopper en varm strandsten ind i det lille hul mellem benene.

’Sommerhus’ er samtidig en topografi, en egnsbeskrivelse bestående af korte indlagte kapitler, som i neutral tone beskriver de vigtigste steder:

»Ordrup Næs er resterne af et endemorænelandskab, der strækker sig fra Samsø hen over Sejerø til Odsherred på Sjælland, hvor det som en smal halvø rækker ud i Sejerøbugten nordvest for Fårevejle«. Ja, og Sejerø, Nekselø, Sjællands Odde, Vejrhøj, Bjergene, Kårup Skov, sommerlandet, lykkelandet, barndomslandet.

Amalie Laulund Trudsø debuterede med ’Koordinater’, som dyrkede de københavnske steder og lagde byens geografi ud i et ungt kvindesind. Med ’Sommerhus’ gør hun et lignende greb, skriver stedsspecifikt eller som billedkunstnerne siger: in situ. Det virker, stedernes ånder arbejder med og giver deres særlige geografi til den roman om at komme til køn og alder, som ’Sommerhus’ jo egentlig er.

Et pigesind på landet, et kvindesind i byen, a flat in town and a house in the country, som Oscar Wilde foreskriver. Sådan ligger landet hos Amalie Laulund Trudsø, og det skal blive spændende at følge hende videre ud i verden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden