Varsel. I Maja Lucas' roman er det ikke bilerne, men barnet, der truer sikkerheden i moderens liv. Arkivfoto: Rune Johansen

Varsel. I Maja Lucas' roman er det ikke bilerne, men barnet, der truer sikkerheden i moderens liv. Arkivfoto: Rune Johansen

Skønlitteratur

Omsorgsudfordret mor tæsker på træer. Det er sjovt.

Maja Lucas skriver uden gustne overlæg om det uperfekte moderskab. I kompakt og humoristisk råt format.

Skønlitteratur

Pigen, faren og moren. Uden navne, uden titler eller andre bindende regibemærkninger.

Det kan næsten ikke blive mere ur- og arkeagtigt. Men Maja Lucas’ nye roman ’Mor. En historie om blodet’ er også i al sin smukke nøgenhed en klassisk fortælling om moderdyret, der svigter. Som mister eller undertrykker omsorgsinstinktet til fordel for andre dyriske drifter. For eksempel trangen til at smadre.

»Hun forstår pludselig de mænd, som går i byen for at opsøge slagsmål«, står der hen mod romanens slutning. Og selv om man aldrig havde tænkt sig at ville forstå mænds trang til vold, gør man det nu, samtidig med at logikken bag morens handlinger begynder at dæmre. »Trangen til kamp, til at få afløb, er altoverskyggende. Til sidst finder hun en stor gren og et træ, som hun slår grenen mod, igen og igen, indtil den knækker«.

Det er lige før, man hepper. Så velgørende er det, at kvinden forlader hjemmet og sin ’psykotiske vrede’ over den mislykkede aftenputning og går løs på det stakkels træ i stedet for på barnet. Eller faren, der langsomt er blevet den omsorgsperson, datteren foretrækker. »Far sove der«. Den replik er en dræner, når man som mor har ammet og barslet, til man gik ud af facon og blev hende, der altid sidder ned.

Maja Lucas er skarp som en urtekniv, når hun snitter al overflødig ammestuesnak bort og bare beskriver, hvordan det er. Ikke for de fleste mødre, tror (håber) jeg, men for nogen og for mange i glimt.

Hvis man ikke kan eller tør følge Maja Lucas’ usentimentale beskrivelser af moderlig afmagt helt til dørs, kan man nøjes med at nikke genkendende til de mere harmløse udlægninger af forældreskabets pris: »Deres liv er blevet opdelt, rationelt. (...) Når de er på museum, sidder den ene i børnerummet og tegner med pigen, mens den anden ser på kunst«.

Pigen føles som en sygdom, der skal overstås

Romanen lyder måske sjovere, end den er. Med til historien hører i hvert fald, at morens flugt fra konflikterne bliver længere, hendes afstand til datteren større, selv om der er håb undervejs: »Hun forsøger at planlægge sig ud af konfrontationerne, hun forsøger at gøre brug af sin fornuft, hun forsøger at være voksen. Hun powernapper efter frokost på arbejdet, hun spiser et solidt mellemmåltid, inden hun henter pigen«. Alt sammen besluttet og effektueret i den råkolde ensomhed, der tynger hver eneste af bogens sider.

Annonce

DEBAT

Det begynder ellers ret traditionelt som noget, der kunne forklares med fødselspsykose eller panik før sidste presseve: »Hun ønsker at forsvinde fra stuen. Hun fortryder sit ønske om et barn, sammen med det parforhold, som førte til barnet«. Og kort efter fødslen: »Pigen føles som en sygdom, der skal overstås«. Altså en delvis hormonel misere, blandet med en almindelig skræk over det ultimative i forældrerollen. Ting, som man tænker, at den rette sundhedsplejerske nok skulle få sat skik på.

Men kvinden her er ikke sådan at få rettet til efter gængse standarder for godt moderskab. Måske var hendes indskydelse ikke en indskydelse, men en dybere sandhed: Hun burde aldrig have fået det barn?

Og sådan kunne man lade bogen lukke sig om sig selv og den private tragik. Men selv hvis man undlader at skele til de interviews, Maja Lucas har givet op til udgivelsen af denne sin fjerde bog, er det svært ikke at læse en kritik af samfundet ind. Selv om Maja Lucas netop har undveget segmenter og socialklasser og andet, der kunne ’støje’ kronikagtigt, er der lagt lunser ud: »Hun tænker, at alle har et skrøbeligt barn i sig, ingen ønsker at se sig selv som en belastning, derfor er den kulturelle fortælling om børn så positiv«.

Maja Lucas udtaler til Weekendavisen, at de destruktive følelser, hendes ’mor’ har, er tabuiserede i vores samfund, og at det at skrive debatindlæg om moderskab betragtes som uvæsentligt. Muligvis. I den nyere litteratur har den uformående mor en del fortilfælde, og hvis man ser på al den medieballade, kvinden, der her i avisen for nylig ytrede ønske om at være sammen med sit barn mest muligt, foranledigede, kommer jeg i tvivl om, om ikke det er det lykkelige moderskab, lysten og driften mod nærvær med barnet, der snarere er tabu?

Igen, Maja Lucas’ roman er intet debatindlæg. Den er et klogt og utilsløret portræt af et menneske fanget mellem et ydre og indre pres.

Uden at afsløre, hvordan det ender – det gør bogen faktisk ikke selv – kan man sige, at der bliver brug for at smadre nogle vinduer. Et helt sommerhus fuldt, faktisk. Og uagtet at den helbredende effekt ikke dokumenteres, forekommer denne pragt- og grufulde scene, hvor mor går til glasset, alligevel forløsende. Selv om Maja Lucas’ roman ikke anviser nogen samfundsomstyrtende handlingsplaner, ligger der måske en indirekte opfordring til at give trængte mødre lov til smadre noget. Bare en gang imellem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce