Almindeligt. Julie Top-Nørgaard, der er journalist og skriver klummer i Information, kan den kunst at skrive om noget helt almindeligt som at miste en forælder, uden at det bliver følende og sentimentalt.
Foto: Robin Skjoldborg (pr-foto)

Almindeligt. Julie Top-Nørgaard, der er journalist og skriver klummer i Information, kan den kunst at skrive om noget helt almindeligt som at miste en forælder, uden at det bliver følende og sentimentalt.

Skønlitteratur

Fin, lille bog beretter om det at miste en forælder

I den lille bog skriver Julie Top-Nørgaard både om sorgen, afmagten, irritationen, trætheden og den dårlige samvittighed.

Skønlitteratur

Støvlerne er brune, solide og lidt klodsede, og Julie Top-Nørgaard finder dem, da hun er ved at rydde op i sin fars lejlighed, før han flytter til en ældrebolig. De passer hende perfekt, og hun beholder dem på.

Det er i september 2012, godt to år før faderen dør af en kræftsygdom. Vejen dertil er svær for hans datter. De har aldrig haft et særlig nært forhold, faktisk husker hun med vrede alle de gange, han svigtede i hendes barndom. Alligevel er det nu hende, der skal være »den voksne datter, der hjælper ham«.

»Jeg ved godt, at han ved det. At han driver rovdrift på mig«, skriver hun en dag, hun er på vej hjem til sin egen familie, totalt mørbanket. »Han har for meget brug for mig. Det er klaustrofobisk«. Og et andet sted i bogen: »Hvor meget skal man gøre, hvor meget skal man give? Hvad er for lidt for ham, hvad er for meget for mig?«.

Bliver ikke sentimental

Julie Top-Nørgaard, der er journalist og skriver klummer i Information, kan den kunst at skrive om noget helt almindeligt som at miste en forælder, uden at det bliver følende og sentimentalt. For jo, det er hårdt, når man pludselig opdager, at nu sidder man yderst på pinden, og perioden op til den erkendelse kan være yderst smertefuld. Men den er vigtig, en del af livets betingelser, og det får Julie Top-Nørgaard beskrevet, så man haster gennem hendes lille, fine bog. Sorgen, afmagten, irritationen, trætheden, den dårlige samvittighed over ikke at gøre nok – det hele er med. Men også gaven ved at komme tættere på den far, der er ved at dø. Selv om det næsten er for sent nu.

»Han er ved at forsvinde fra mig. Han fortoner sig, ligesom vi glider væk fra ham, fortoner os. Jeg tror, vi bliver fjerne. Vi bliver små bitte, sorte silhuetter langt væk. Det er i hvert fald sådan, jeg føler mig«.

I september 2014 lakker det mod enden. Han er holdt op med at spise, han vil gerne dø, og han bliver indlagt på et hospice. Men der går endnu et par måneder, hvor han når at komme på plejehjem, før det endelig er slut. Hans tre børn sidder hos ham, og pludselig ændrer hans vejrtrækning sig. »Den bliver dyb og intens. Som om han vil trække den sidste ilt ud af verden. Så holder den op. Og vores far er død«.

En uge senere prøver Julie Top-Nørgaard at forklare andre mennesker, hvordan det var: »»Det mindede mig om en slags fødsel«, siger jeg. Jeg tror ikke, de forstår, hvad jeg mener. Og jeg kan ikke forklare det bedre. Døden var lige så stærk og uafvendelig som en fødsel. Og lige så smuk«. Støvlerne? De ryger i skraldeposen et par måneder før faderens død. De gnaver. Tre måneder efter skriver Julie Top-Nørgaard: »Jeg skulle ikke have smidt de støvler ud«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce