Foto: Aschehoug Agency

Skønlitteratur

Norges eneste beatforfatter slæber læseren til skafottet - og det er godt

Tag en pause fra Kjærstads ordguirlander, Knausgårds gnavne autofiktion, og synk ind i Ola Bauers marvfulde og hudløse fortælling om Tom.

Skønlitteratur

Norske Ola Bauer, der døde alt for tidligt i 1999 i en alder af 55 år, regnes i sit hjemland for Aksel Sandemoses arvtager og nationens eneste ægte beatforfatter.

Takket være Batzer & Co har Bauer fået eftermæle også i Danmark med de fire marvfulde manderomaner om drømmeren og flakkeren Tom: ’Hestehovedtågen’, ’Sortefod’, ’Magenta’ og senest ’Forløberen’.

Kvartetten følger Tom fra dreng til voksen og griber læseren i struben og om hjertet fra første side. I det afsluttende bind er han 56 år og er efter 40 års fravær fra Norge – dette land, som solen nægter at gå ned i – parat til at krydse sine gamle spor og begynde på en frisk.

I ’Magenta’ var han 20 år og stormede rundt i Paris’ gader som hæsblæsende assistent for en congolesisk hotelejer og alfons. Altid klædt i hvidt, en ren amatør på de fleste af livets områder og med en selvfølelse som et fjeld. Men for Tom har fjeldet aldrig været af granit; der er altid en dyb kløft efter de glitrende tinder, og det, der giver drive i Bauers psykologiske portræt, er en særlig evne til at skabe dramatik ved at lade disse modstridende følelser kæmpe i sin hårdt prøvede protagonist.

Da Tom 36 år senere genser Norge, er hans læderhud så brun, at han ligner en udlænding. Hvad der i mellemtiden er sket vides ikke. Han mangler en fortand, er iført judobukser og vandrer ind i sit land fra Nordkalotten, mens han skråler nationalsangen på sit nu gebrokne norsk.

Det er morsomt, men vi er ikke i latterens Erlend Loe-land, vi er i benhårde Bauer-land, hvor humoren altid går alvorens tjeneste: Som her om det særlige norske ansigtsudtryk, som åbenbart er forsvundet, efter at Norge er blevet velstående:

»Tom havde forventet, at den defekte lukkemuskel i kæbepartiet ville åbne sig så hagen hang frit og munden fulgte efter indtil den faldt i det berømte nationale hak. Misdannelsen i kæbepartiet som var en forudsætning for at kunne tabe næse og mund var forsvundet«.

Annonce

I stedet ses nu et værdigt træk af »besiddelse, åndsfraværende og højtideligt, med usynlig pigtråd omkring«.

På en strand hvor alle ligner atleter, føjer Tom flere facetter til det nye norske kontrafej: »Ansigterne var rolige, men indadvendte, som om de smagte på noget betydningsfuldt som krævede kontinuerlig tankevirksomhed. Det var effektivt, det var koncentration, det var sortering. Man positionerede sit liv, man ydede de rigtige steder, man ydede ikke på må og få, man spildte ikke tiden og derfor havde man god tid«.

Selv får Tom et deltidsjob som avisbud; det eneste, han er kvalificeret til, og han bor på et herberg for heroinmisbrugere, asylansøgere og psykotiske, som slår tiden ihjel ved at se tv uden lyd.

Bauer kobler mesterligt fra den store natur til den lille

Selv om norgesportrættet rammer rent, er det hudløsheden i Toms indre dæmonkamp, som kryber ind under læserens egne forsvarsværker. Tom ønsker sig »en stormende troværdighed«, han føler sig »skabt til karneval og livsfarlig erotik«, men opfatter sig samtidig som en »dybt patetisk og ulykkelig person«. Toms indre dialog lader alle slør falde. Han er det nøgne menneske, og det er, når han gennemskuer sig selv, at læseren selv føler sig gennemlyst og slæbt til skafottet.

Først kigger Tom andægtigt på den store norske skov; så tænker han: »Den norske skov var ikke nostalgi. Den norske skov var ikke romantik. Den norske skov var et mesterværk. Den norske skov var naturens underbevidsthed«. Og netop derfor skal manden, der elsker at tage chancer ikke ind i skoven, for er der noget, han frygter, er det underbevidstheden.

Tom, flygtningen, der altid har følt sig ’sølle’, er frem for alt på flugt fra sine egne minder, og det mærkes tydeligt i det sprog, Bauer har udstyret Tom med: Det sveder, sitrer, slår og sparker når det gengiver de særlige hallucinatorisk-intense (hamsunske!) øjeblikke, som Tom lever for, netop fordi de overtrumfer den mørke stemme, som også taler i ham.

Da Tom spiser en norsk tomatsuppe i ødemarken, overvældes han af en voldsom norgesfølelse, som Bauer gør til en anti-Proust-erfaring, fordi den tabte tid netop skal lades i fred: »Smagen repræsenterede ingen minder. Den repræsenterede en overdådig nutid«.

Bauer kobler mesterligt fra den store natur til den lille, som i eksemplet med skovene, og Tom er som en anden stor Tom, nemlig Patricia Highsmiths med efternavnet Ripley, en mester i at mime.

Men han er ikke nogen morder, og romankredsen slutter med at yde poetisk retfærdighed til stakkels Flågvitet, norsklæreren, som Tom ydmygede i folkeskolen og genså dramatisk på Boulevard Magenta i Paris. De 13 kladdehæfter, som Flågvitet fyldte med skrift, og som Tom har rejst rundt med i årtier, får en overraskende revival, som oven i alt det andet ender med også at gøre ’Forløberen’ til en raffineret roman om sandhed og løgn i de professionelle litteraters verden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce