Drama. En falleret karriere som skuespiller bliver i Lauren Groffs roman til succes som skuespilforfatter. Her er det dog Shakespeare, der opføres i Alabama, USA.
Foto: PORFIRIO SOLORZANO/AP

Drama. En falleret karriere som skuespiller bliver i Lauren Groffs roman til succes som skuespilforfatter. Her er det dog Shakespeare, der opføres i Alabama, USA.

Skønlitteratur

Obamas yndlingsroman fra 2015 er et skæbnedrama i teatrets verden

Lauren Groff har skrevet en stærk og underholdende roman om et ægtepar, hvor hustruen orkestrerer mandens succes.

Skønlitteratur

Det er en talemåde, at der bag hver stor mand står en kvinde. Hustruen. Netop det er en af indgangene til den amerikanske forfatter Lauren Groffs roman ’Skæbne og hævn’.

Titlen smager af græsk tragedie, men om hendes ægteskabsskildring er en tragedie eller komedie, beror på synsvinklen.

»Det drejer sig simpelthen om, hvordan man indrammer det, man ser«, som en dramalærer fortæller Lotto, den ene af romanens to hovedpersoner. Den anden indgang drejer sig om social opdrift – den, der skal kæmpe for en plads, i modsætning til den, der tager en plads i solen for givet.

Lotto hedder egentlig Lancelot, det berømte riddernavn fra Arthur-digtningen, og han stråler og funkler da også. Han er rig, hvid og mand. Hans tidligt afdøde far grundlagde et flaskevandsimperium i Florida, men da Lotto som teenager falder i dårligt selskab – sex og stoffer – sender den religiøse mor og enke ham på skrap kostskole i det kølige New England, hvor han bliver mobbet og længes hjem. Men han er dygtig med sin klæbehjerne. Og så har han en altædende appetit på piger, som han også udnytter på det fornemme universitet Vassar, hvor han som dramastuderende glimrer i rollen som Hamlet.

Den smukke gådefulde Mathilde – romanens anden hovedperson – opdager ham (og hans pengebaggrund). Lotto frier til hende, samme sekund de mødes, og 14 dage før dimissionen er de gift. Uden Lottos mors billigelse. Fra nu af er der lukket for pengestrømmen fra Florida.

Bundet sammen af sex

Hvordan det går dette ægtepar, gift som 22-årige, udgør romanens substans. De er bundet sammen af sex, Mathildes behov for en sikker havn og Lottos behov for beundring. Mathilde forsørger dem med sit arbejde i et galleri, og de er det strålende par, der for ingen penge holder store fester for vennerne i deres lille kælderlejlighed. Men Lottos skuespillerdrømme fører ingen vegne hen, og som 30-årig er han ved at miste gnisten og det lys, der var over ham.

Det får Mathilde rettet op på, da hun ser, at han kan blive skuespilforfatter. Hun retter hans manuskripter, hun er entreprenant og får umulige aftaler og opførelser på plads. Han – eller de! – får succes, en ordentlig lejlighed og et hus på landet. ’Dragehustruen’ bliver hun kaldt på teatrene. De er et lykkeligt par med hende som dukkeføreren, der trækker i sin marionet og får sin mand til at danse og blomstre og blive en ombejlet dramatiker.

Hvad hendes baggrund for det er, erfarer vi i romanens anden del, ’Hævn’, der sådan set er en hel roman for sig, bare fortalt fra hustruens synsvinkel, og som afdækker hele den ’flint’, der er hendes inderste kerne og udsprunget af hendes hemmelige baggrund. Her tager romanen ordentlig fart, lovlig fantasifuldt, men ikke desto mindre, eller netop derfor, holdes læseren fast. Så det skal jeg slet ikke komme ind på!

»Ægteskabet består af løgne. Velmente som regel. Undladelser«. Sådan siger Lottos afdøde far i en imaginær samtale med sin 46-årige søn, der plages af sin kones »store undladelsesløgn« om tiden, før de blev gift. Faderen siger også: »Det store er dit ego. Frygteligt, at du ikke var den eneste mand for hende. En pige skrubber dine toiletter i treogtyve år, og du bebrejder hende det liv, hun havde, før du var der«. Det er jo en meget kontant og ganske velgørende måde at opsummere hele ægteskabsskildringen på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Henvisninger til Shakespeare og det antikke drama

Mange personer kommer til syne i romanens anden halvdel, der på engelsk hedder ’Furies’ – raseri. Hævn og raseri er bestanddele i det antikke græske drama, der er et konstant referencepunkt, ligesom henvisninger til Shakespeare (alle menneskelige følelser), Saint-Exupérys ’Den lille prins’ (ensomhed), T.S. Eliots ’Ødemarken’ (altings tomhed) med mere. I firkantede parenteser kommenterer forfatteren hele tiden sine to hovedpersoners tanker, gøren og laden, lidt ligesom koret i et græsk drama. Det fungerer ret sjovt og spidst.

Lauren Groff fører sine dukker ind på scenen, også de mange bipersoner, og giver dem en ordentlig tur på gulvet. Det er ikke hverdagsrealisme, men snarere et forsøg på at sætte en ægteskabsfortælling og venskaber ind i et skæbnedrama. Romanen er godt skruet sammen, hvis man ellers kan tage al den litterære fernis, der er hældt ud over historien om baglandskvinden, der får sin mand frem i forreste række.

Den amerikanske præsident Obama er på bagklappen citeret for at have udnævnt bogen som den bedste, han har læst i 2015, hvor den udkom. Man kan jo lige gætte på, hvem der har givet den til ham ...

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce