Hvordan. Klaus Rifbjerg, der døde i april sidste år, valgte inden sin død at præsentere sine erindringer som et forsøg på at besvare spørgsmålet 'hvordan'. Arkivfoto: Joachim Adrian

Hvordan. Klaus Rifbjerg, der døde i april sidste år, valgte inden sin død at præsentere sine erindringer som et forsøg på at besvare spørgsmålet 'hvordan'. Arkivfoto: Joachim Adrian

Skønlitteratur

Rifbjerg posthumt: Revseren sårer stadig fra det hinsidige

Klaus Rifbjerg udkommer for første gang efter sin død. Man læser ham med vemod – og en hel del hovedrysten.

Skønlitteratur

Der er et sted i bogen, som på en dybere måde handler om ham selv. Det handler oven i købet om et træk, han gerne ville have været foruden:

»Det drejer sig (...) om noget destruktivt, som dengang jeg kørte min fars ny hat i stumper og stykker med græsslåmaskinen, men i endnu højere grad om en frivillig eller ufrivillig trang til at såre, dér hvor det gør mest ondt«.

Vel har han såret og sårer stadig fra det hinsidige.

Bogen er et gensyn med først og fremmest barndom og ungdom og den funklende, provokerende berømmelse, der fulgte på udgivelserne ’Under vejr med mig selv’ og ’Den kroniske uskyld’. Især den sidste bog (1958) fik ikke synderlig gode anmeldelser, og Rifbjerg har ikke glemt en eneste af de negative. Kunstneren lever af succes, summen af hans værk skal beskrives sådan: Det lykkedes! Godt at sige, at det gjorde det.

Men den destruktive tang sidder godt fast i den gamle mands klo, og hvad er det med dette destruktive?

Han kunne godt have gjort os den tjeneste at fundere mere over dette træk, især fordi han selv præsenterer sine erindringer som et forsøg på at svare på spørgsmålet ’hvordan’ snarere end at gentage sine erindringer ’Sådan’ fra 1999.

Han må have bestræbt sig på en forklaring, en opklaring – men ordene løber over stok og sten, uden meget bevidst planlægning, og pludselig er det for sent. Stram er bogen ikke – den er det modsatte. Men kunstneren inkluderer det hele, jeg’et kan ikke uddifferentieres.

Det er forlaget Tiderne Skifter, der udsender bogen, og der har tydeligvis manglet en konsekvent og loyal redaktør, der kunne have sagt til Klaus Rifbjerg: De første 143 sider er gode nok, et par kapitler ligefrem glimrende – slut her! Og lad for guds skyld hele mellemafsnittet ’Off limits’ ligge.

GUIDE

Hvad er det for tanketynde vrøvlerier, som kaldes nostalgiske og sentimentale? »Lydigt bøjede vi nakken og ydede den dejlige mad retfærdighed«, »Så sad jeg og puslede med ’I Danmark er jeg født’. Men det blev for meget. Så holdt jeg op«.

Annonce

Sentimentalitet bør ikke forveksles med overflødighed. Trykfejlene bogen igennem pynter heller ikke.

Det begynder og ender med Ingolfs Allé. Kommunelærerforældrene, krigens tvetydighed (»tvetydigheden har jeg vist aldrig beskrevet« – jo, det har han!), gymnasieskolen Vestre Borgerdyd og dens sadister – og aristokraterne, også socialt, Niels Barfoed og Jesper Jensen.

Før Facebook, i 30’erne og 40’erne og 50’erne, spillede det personlige venskab en forbløffende rolle. Man talte sammen mundtligt, eller man skrev nøglebøger, ikke bare sms’er. Og man blev uvenner – igen hvorfor?

Jesper Jensen blev revolutionær og skuffet maoist, Rifbjerg ikke – venskabet holdt, plus det, at Jesper Jensen engang havde frelst Rifbjerg fra buksevand i skolegården. Niels Barfoed får endnu en gang sin bekomst i den uhåndterlige blanding af dyb passion og foragt – og alligevel tillader Rifbjerg sig at meddele på slutsiden: »Og en del år efter fandt vi melodien igen, jeg og Niels«.

Man skal være to til venskab ligesom til tango.

Stram er bogen ikke - den er det modsatte. Men kunstneren inkluderer det hele, jeg'et kan ikke ud-differentieres

Meget af stoffet er genkendeligt, men underholdende nok. Det gælder imidlertid ikke de mange portrætter af 50’ernes litterære koryfæer. Karen Blixen var dæmonisk, Elsa Gress havde for meget mundvand, Thorkild Bjørnvig gik nedenom og hjem i druk og dårlige digte, halvfætteren Henrik Stangerup (som han tidligere har kaldt vandhovedet fra Møn) var tæt på landsforræderi i det franske, ligesom en vis kritiker kaldes »upålidelig despot«, hvis psyke er sammensat af lige dele mindreværd og grandios selvovervurdering.

Højere oppe på selvsamme side står der, at Rifbjerg har gjort det til en pligt ikke at polemisere mod kritikere. Til gengæld er der de gode mennesker, Villy Sørensen og ikke mindst Torben Brostrøm.

Rette vedkommende burde jo være mig. Jeg er ganske vist 68’er, ikke 58’ er, men jeg husker da de afdøde, som engang fyldte så meget.

Når den frivillige/ufrivillige revser holder inde, kommer der i gyldne glimt minderne om det, hvorom alting drejer sig i forfatterskabet: uskylden, morskaben, længslen, den sunde fornuft, duerne, der af og til flyver op, ingen ved rigtigt hvorfor. Den trofaste forfatter, som »sætter min hat som jeg vil«. Hertil tilføjes – med en understregning, der stammer fra Niels Barfoed: »... og sætter den gerne på spil«.

Hvordan? Hvorfor? Det må vi lade ligge.

-----------------

Rettelse: I en tidligere version blev bogen 'Sådan' omtalt som en roman. Det er erindringer med undertitlen 'En livsreportage'.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden