Hallgrímur Helgasons hovedperson, Tom Bokðiã, også kaldet Toxic, har en fortid i den kroatiske hær.

Han er en hård hund, og der er langt ind til den bløde kerne. Nu arbejder han for den kroatiske mafia i New York og opfatter sig selv som en jæger.

»At nedlægge svin er mit levebrød«, siger denne kyniske professionelle lejemorder, der sætter en ære i kun at bruge én kugle pr. mord.

Ved mord nr. 66 går det galt, FBI er på sporet af ham, og han er på vej for at tage en pause i Kroatien, da han får mistanke om, at han nok ikke når igennem køen i lufthavnen.

Han skal på et øjeblik skaffe sig en ny identitet, og det bliver tilfældigvis en amerikansk præst, Father Friendly, der leverer tøj, pas og billet. Til Island.

Toxic får travlt med at tænke over, hvordan sådan en præst taler og agerer, da han i lufthavnen bliver hentet af Friendlys islandske kolleger, der straks vil have ham til at tale i deres religiøse tv-show.

Fatter ikke Island
Gider man nu læse det pjat? Ja, for Helgason er sådan en forfatter, man gerne læser, nærmest uanset hvad han kaster sig over. Han skriver så rablende morsomt og med sådan en vitalitet og energi, at man altid bliver sært opkvikket.

Det, der er ideen i denne roman, er at lade en person, der intet kender til Island, møde landet og undre sig.

Toxic fatter ikke dette land, hvor Stortorvet minder mere om en halvtom parkeringsplads end om en central plads i en hovedstad, hvor alt er i lilleputformat undtagen de kæmpebiler, som islændingene kører rundt i i en grad, så fortovene altid er tomme.

Toxic forsynes med Helgasons kvikke registreringer af kulden, lyset, livsformen og konkluderer – lidt for hastigt, viser det sig – at Island må være gangsternes paradis: ingen hær, ingen våben, ingen mord og næsten intet politi.

Navnene kan han ikke udtale, så dem laver han bare om til noget amerikansk. Hans værter bliver til Sickreader og Goodmoondoor, deres dårende dejlige datter Gunhildur til Gunholder.

Stærkt underholdende
Kvinderne bedømmer han efter en skala. Ved synet af en kvinde spørger den tidligere soldat sig selv, hvornår han ville begynde at fantasere om hende, hvis hun var den eneste kvinde i delingen, og de var strandet i bjergene i en måned.

Med Gunholder er det fra dag 1, for hun er indbegrebet af en islandsk smørkvinde: »Hendes hår er mere end blondt. Det har en farve som smør lige fra køleskabet, før det bliver blødt og gult. Hendes hud ser ufattelig glat ud, blød og hvid som Philadelphia naturel lige fra pakken«.

Herefter går han videre med mejeriprodukterne, og romanen drøner af sted ad vilde veje med Toxics skiftende identiteter.

Man er stærkt underholdt af dette stykke islandssatire, hvor skildringen af det melodigrandprix, som alle islændinge åbenbart indtager foran fjernsynet i nærmest religiøs andagt, skaber underlægningsmusikken til romanens sidste forrygende del.

Drive på dansk
Helgason har skrevet ’Lejemorderens guide til at smukt hjem’ på engelsk, dernæst oversat den til islandsk. Det er den engelske version, der er brugt som forlæg for den danske oversættelse, og jeg var spændt på, om det helgasonske drive gik igennem.

Det gør det.

Romanen er ikke lige så stor i formatet som de to seneste, ’Islands forfatter’ og ’Stormland’, men morsom, det er den!