En underlødig genre.

Dilettantisk. Klichéernes holdeplads. Infantil underholdning. Lufthavnslitteratur af værste skuffe. På niveau med bladet ’Min Hest’.

Michael Katz Krefeld

Født 1966 i Gl. Holte og opvokset på den københavnske vestegn.

Har skrevet og instrueret novellefilm.

Manuskriptforfatter til flere episoder af tv-serier som 'Nikolaj & Julie' (DR), 'Hotellet' (TV 2) og 'Skjulte spor' (TV3) samt 'Nynne' (TV3).

Krefeld debuterede som krimiforfatter i 2007 med 'Før stormen'. I 2008 fik han Det Danske Kriminalakademis debutantpris for bogen. Tidligere i år udkom 'Pans hemmelighed'.

LÆS ANMELDELSE
'Før Stormen' (2007)

Research: Politikens Bibliotek

Foto: Per Folkver

Skudsmålet for krimigenren har til tider været sat lavt, og genren er aldrig blevet debatteret i en sådan grad af journalister, forlagsfolk og af kultureliten som nu.

Krimiforfatterne selv er til gengæld krøbet i flyverskjul. Med fare for at blive offer for mit eget plot stikker jeg som dedikeret krimiforfatter hovedet frem.

For hvorfor er der overhovedet nogen, som skriver krimier?

Hvad driver os forfattere ud i denne påståede underlødige genre?

En genre, der som en anden seriemorder slår alt andet ihjel på sin vej op ad bestsellerlisterne. Er det for pengenes skyld?

Det korte svar er, ja! – men derom senere.

En ny form for samtidslitteratur
Grundliggende er krimiforfattere mere fantasifulde end de fleste.

I hvert fald har vi et særligt behov for at få afløb for vores fantasier.

Vi er drevet af tre små ord: hvad nu hvis ... Det er de ord, som er omdrejningspunktet for vores fortællinger og sikkert også i måden, vi anskuer verdenen på.

De fleste forfattere sætter pris på at lege Gud i deres egne fortællinger. Krimiforfatteren har yderligere det privilegium, at vi også spiller djævelens rolle.

Hvilket ofte er noget mere underholdende. Og da djævelen antager mange skikkelser, og mennesket af natur er svagt, gør det listen over synder og fristelser, vi kan skrive om, uudtømmelig.

Det sker først og fremmest i underholdningens navn. Men det gør også, at man som krimiforfatter har en unik mulighed for at undersøge baggrunden for de tragedier, som sker i den virkelige verden.

Forsøge at forstå motivet bag og afdække de monstrøse handlinger, der næsten aldrig begås at monstre, men af almindelige mennesker.

Ikke kun i et forsøg på at forstå gerningsmanden, men for at vise læseren, hvad der gemmer sig bag forbrydelsen.

Skabe en smule mening, en smule retfærdighed og en smule indsigt i en verden, der dagligt udfordrer os. På den baggrund er krimien også en ny form for samtidslitteratur.

Indsigtssmugling
Min seneste krimi ’Pans hemmelighed’ handler om pædofili.

Det gør den, fordi jeg var oprørt over en lang række af sager, der kom frem i medierne om overgreb på børn. Jeg fattede ikke, at nogen kunne få sig selv til det.

Nu er bogen udkommet, og jeg fatter det stadigvæk ikke. Men skriveprocessen fik mig i kontakt med en lang række eksperter på området: politibetjente, sexologer og psykiatere.

De var alle sammen med til at nuancere mit syn.

Synliggjorde, at der også blandt krænkerne er ofre, og at det eneste, vi kan gøre, er at passe bedre på vores børn. Det er den indsigt, jeg smugler med i en ellers hårdkogt fortælling.

Og det er dét, som krimigenren alle dage har været god til.

At agere smuglerskib for forfatteren, der gerne vil forholde sig til sin samtid. Hvad end vores udgangspunkt er politisk, en social indignation, frygt eller noget helt fjerde.

At være i godt selskab
Krimigenren er tit blevet beskyldt for at have klichéfyldte hovedpersoner.

Hvilket er et paradoks, når de fleste krimiforfattere har et særligt nært forhold til deres hovedperson.

Genrekonventioner tillader os dog ikke at bruge plads til baggrundsinformation. Handlingen sker fremadrettet.

Derfor skal bedømmelsen af vores arbejde med vores persongalleri i højere grad bedømmes på realistisk handlekraft og begrundet motivation.

Hovedpersonen er vores alter ego.

Hvad end han er en midaldrende og bedrevidende kommissær, en handlekraftig kvindelig journalist eller noget helt tredje.

Det er i dem, vi lægger hele vores sjæl. Inkorporerer vores egne fejl og vor egen frygt. Giver dem egenskaber, som vi skatter og selv ønskede, at vi besad.

Det er årsagen til, at mange af os skriver i serier (forlagene har muligvis et andet motiv).

Endelig har vi fundet en person, som har magten til at kunne ændre tingene og gøre en forskel.

Derfor ønsker vi på godt og ondt at holde fast i vedkommende. Fordi vi på den måde bliver herrer over udfaldet, lige meget hvor tragisk og ond en historie vi fortæller.

Jeg mener, at man skal udfordre sin hovedperson mest muligt. At det skal gøre ondt.

At det skal koste dyrt at stikke næsen for langt frem. At læseren ALDRIG må føle sig sikker på udfaldet.

Personligt valgte jeg min hovedperson Maja Holm med omhu.

Jeg vidste, at skriveprocessen ville tage årevis, og ønskede derfor at være i godt selskab. Jeg ville gerne have en modsætning og valgte en kvindelig hovedperson.

En person, der ikke er som de fleste. En person, der er kompliceret og svær at komme i nærheden af. En person, der har sine egne dæmoner at slås med.

Jeg valgte, at hun skulle være læge, fordi det giver en særlig vinkel på opklaringsarbejdet samtidig med, at det giver hende en særlig empati i forhold til de sager, hun kommer i kontakt med.

Det holdt mig også fri af professioner som journalist og politibetjent, som genren i forvejen er fyldt med.

Underlødige på den gode måde
Men tilbage til kardinalpunktet: Er kritikken berettiget? Er krimier underlødige?

Ja, ofte! Og for at citere en gammel rotte i faget, Leif Davidsen:

»Der findes god og dårlig litteratur i alle genre. Men når krimierne er dårlige, så er de virkelige dårlige. Så er personerne endimensionelle, og plottet som regel helt usandsynligt«.

LÆS OGSÅ Krimiforfatter satte sin bog på auktion

Når det sker, så er det, at genren går hen og bliver offer for sin egen succes. Man kan med rette kalde den for underlødig kiosklitteratur.

På den anden side kan de somme tider også være underlødige på den gode måde.

Som en fedtet burger på en dag med tømmermænd. Som en spritter på gaden, der råber efter dig, at penge ikke er alt.

Gode krimier skal nemlig være utilpassede. De skal aldrig tilhøre det gode selskab og komme med de rigtige meninger. Mest af alt fordi det så bliver kedeligt at skive dem. Og på den måde forbliver vi nok litteraturens uægte børn.

Men ansvaret for kvalitet er kollektivt.

Som (krimi)forfatter skal man lade være med at tro, at man kan snyde sit publikum. Det er en synd at tage let på sit plot eller sine karakterer, blot fordi man skriver i en populær genre. Så står man til korporlig afstraffelse.

For krimigenren er også en af de mest genkendelige genrer. Vi kan muligvis ikke alle skrive krimier, men som publikum har vi enten læst eller set det hele på tv før. Og som regel bedre udført.

Derfor ligger der for forfatteren en daglig udfordring i at søge efter originaliteten. Finde frem til, hvorfor ens historie er vigtig at fortælle. Hvad berettiger den egentlig til at være en krimi?

Spørge sig selv, om man har udfyldt blot en centimeter af det fodspor, som er sat af tidligere og langt bedre krimiforfattere som Edgar Allen Poe, Raymond Chandler, Agatha Christie.

Og om man kan måle sig bare en lille bitte smule med de nulevende som Michael Connelly, James Ellroy, Dennis Lehane.

For det er deroppe, barren sidder.

Krimier og kroner
Anmelderne skal til gengæld lære at bedømme krimien på krimiens præmisser.

LÆS ANMELDELSE En bragende flot debut, en iskold thriller og en bittersød romance (2007)

Som den forbrugervejledning, de er, bør de i højere grad sætte sig ind i genrens konventioner frem for at formidle deres egen holdning til litteratur i almindelighed.

Alene fordi krimilæserne fortjener at kunne navigere uden om rædslerne og ind i favnen på forfattere, som rent faktisk fortæller en god historie.

Forlagene skal for deres vedkommende være mere kritiske i deres udgivelsespolitik. De skal lade være med at sætte lighedstegn mellem krimi og kroner, men i stedet gøre det mellem krimi og kvalitet. Så skal bestselleren i sidste ende nok komme i hus.

Og når vi nu er ved pengene.

Er krimiforfatternes eneste motiv virkelig skyhøje royalties og bestsellerplaceringer? Selvfølgelig ikke. Men vis mig en hvilken som helst forfatter, der ikke ønsker sig et stort publikum, og jeg viser dig en løgner.

Ikke kun fordi vi er skrøbelige individer, der trænger til anerkendelse, men fordi gode salgstal er magt.

Magt til at skabe de bedste betingelser for ens bog og ens forfatterskab generelt. Magt til at skrive præcis, hvad man har lyst til. Krimi eller poesi.

Kærlighed til en udødelig genre
Før i tiden bestemte forlagene egenrådigt, men med krimiforfatternes succes er magtfordelingen ved at blive ændret.

Man kan nu som forfatter stille krav til sin udgivelse, og man kan skifte forlag, hvis man får et bedre tilbud.

Min påstand er, at den udvikling skyldes krimiforfatternes indtog. Vores handlekraft bunder i, at vi kommer fra andre brancher med et andet miljø end det akademiske/litterære.

Selv har jeg en baggrund i film- og tv-branchen, hvor jeg har skrevet manuskripter til flere tv-serier. Her arbejder man typisk som freelancer og ved derfor, hvor vigtigt det er at forhandle kontrakter. Man ser sit forfatterskab som en forretning, der skal løbe rundt.

Vi kan påvirke andre forfattere til at gøre det samme.

Gøre krav på, hvad de er værd. Det er tiltrængt i en branche, hvor de fleste forfattere må leve på et eksistensminimum. I sidste ende vil denne professionaliseringsproces løfte hele branchen. Derfor er krimiernes succes ikke nødvendigvis et onde.

Lavtflyvende eller ej tror jeg, at mine krimikollegaer og jeg deler kærligheden til en udødelig genre. Svaret på, hvorfor vi skriver krimier, kan nok bedst forklares med, at vi ikke kan lade være.

Det er en kærlighedserklæring. En kærlighed, som vi heldigvis deler med en lige så passioneret og dedikeret læserskare.