Kolding. Sæsonåbning i Kolding Bad 28. maj 1956. Billedet er et af dem, man kan supplere sin læsning med, hvis man går ind på koldingkroeniken.word-press.com/billeder.

Kolding Krøniken er et sjovt eksperiment set fra både et lokalhistorisk, et litterært og et kulturformidlende perspektiv.

Den er skrevet af 11 anerkendte forfattere i perioden august 2008 til juni 2009. Skriveprocessen blev indhegnet af et sæt spilleregler. Forfatterne boede på skift 14 dage i Kolding.

Her opholdt de sig nogle timer dagligt på biblioteket i ’Holms lokale’, hvor store glaspartier giver udsigt til Koldinghus, Slotssøen og byen. Fra den anden side havde bibliotekets brugere indkig og adgang til forfatterens værksted.

Forfatterne måtte derfor forvente at få besøg af borgere, der gerne vil bidrage med historier. Hver forfatter skulle tage udgangspunkt i et givet årstal – 1908, 1928, 1938 osv. Handlingen skulle foregå i Kolding, og teksten skrives færdig, mens forfatteren var i byen, og derefter offentliggøres på nettet.

Spektakulær satsning fra Kolding Bibliotek
Ved på denne måde at iværksætte en litterær skabelsesproces hoppede Kolding Bibliotek over gærdet mellem kulturproducenter og kulturformidlere. I en tid, hvor spil og events af enhver art trænger biblioteksbøgerne væk fra tilgængelige hylder og ned i magasinerne, er det i sig selv prisværdigt at nytænke bibliotekets rolle, at satse så spektakulært på bogen og skabe kontakt mellem forfattere og læsere.

De skrappe spilleregler omfattede ikke genre og indhold – og krøniken er da også en blandet landhandel af litterære genrer. Nogle har fundet deres historie på stedet, dvs. i bibliotekets avisarkiv og bøger og gennem samtaler med borgere.

For eksempel Merete Pryds Helle. I sin rørende novelle ’Franske anemoner’ om borgmesterdatteren, der døde af brystsyge i 1938, lader hun et stort KU-landsmøde rumle i baggrunden, mens sølvsmeden udstiller i Berlin.

Autentiske begivenheder slår også et par historiske vingesus i ’Ruths dagbog’. Her tager Louis Jensens afsæt i et fotografi af en mand, der sidder i en dagligstue, hvor der hænger et absolut naturalistisk maleri på væggen.

Manden er lagerforvalter Peter Rindal, koldingenseren som sidst i tresserne formulerede en bred folkelig vrede over, at staten pøsede penge ud på uforståelig kunst. Han ville næppe have brudt sig om at være omdrejningspunkt i en novelle, hvor hovedpersonen går tur på bunden af Slotssøen.
Lokalhistorisk  begivenhed. Hyggelig læsning hvis man har interesse i byen.Gretelise Holm placerer journalisten Karin Sommer, hovedperson i hendes krimiserie, i en sommermordsfortælling, der oser af halvfjerdsernes kollektive venstrefløjsdepression og får kolorit af aviscitater fra Kolding Folkeblad.

Marie Hellebergs ’Martinus’ er en lille dannelsesfortælling om en skidt knægt, der arter sig med tiden og udlændigheden. Simon Fruelunds ’Simpelt tyveri’ er klassisk realisme om det tidlige nittenhundredtals sociale skel, Mette Winge vælger dramaets form i ’Kolding, Scener, 1998’ – tænkt som skolekomedie? – mens Jeppe Brixvolds nærmest skriver essayistisk erindringsmosaik i ’Vi var som en blanding af ungkommunister og aber på styre’.

Projektet er en usædvanlig lokalhistorisk begivenhed
Et par stykker ser stort på spillereglerne. Således er byen ren halvtredserkulisse i Thorstein Thomsens fine psykologiske drama, ’Begærets dunkle mål’, om to kvinder, der forelsker sig i hinanden, handlingen kunne have udspillet sig hvor som helst.

Og Pablo Llambias er klassens frække dreng, der helt bryder reglerne. Han er åbenbart uinteresseret i Kolding anno 1918 og skriver i stedet om nutidens Kolding Storcenter, hans forfatterkursus og -elever samt arbejdsdagene på biblioteket.

Sært, når han indgår i et historisk projekt – og oven i købet får tildelt det år, hvor Første Verdenskrig slutter, den spanske syge dræber tusindvis, kvinder og tyende stemmer for første gang til et folketingsvalg.

Samlet set er der ikke meget lokalhistorie at hente i ’Kolding Krøniken’, og derfor er titlen noget misvisende, men projektet er en usædvanlig lokalhistorisk begivenhed.

Forfatternes arbejdsvilkår har selvsagt været for skrappe til, at man kunne forvente 11 velslebne litterære smykkesten. Krøniken stritter, men det er hyggelig læsning, hvis man har blot den mindste interesse i byen og egnen og kan lide noveller.