Først får man åndenød af mangel på luft og åbne døre.

»Det er et sted der ikke eksisterer, / en stue uden døre«.

Senere begynder man at ånde i takt med den indelukkede sjæl, der taler i disse digte. Og til sidst bliver man befriet sammen med ham:

»Regndråberne samles i træerne. / Endelig orker jeg løfte blikket / op mod dem«.

Poetisk psykiatri
At læse Jan Mårtensons digte er at begive sig ud på en hård færd gennem et psykiatrisk indelukke. Digtene er uden titel, et langt stykke vej også uden udvikling.

Hver strofe er i grunden et digt for sig, som fra stadig nye vinkler søger ind til den ene oplevelse, der ligger til grund for dem alle, at være lukket ude fra resten af verden i sindssygens mørke.

Den talende klamrer sig til digtere, der har været gennem det samme, Sylvia Plath, Gustaf Fröding, August Strindberg, men ingen dåres forsvarstale kan yde ham noget forsvar. Navnet forsvinder under indlæggelsen. Alt selvværd går samme vej. Til sidst er han ikke engang et selv:

»I dag havde jeg en blind-date / med mig selv. / Men der kom ikke nogen«.

Men hov, hvad var det? En aforisme! I stedet for det tabte selv frembringer han den ene slagfærdige pointe efter den anden:

»Også himlen er forfængelig. / Den spejler sig i alle vande«.

En rædsel så stor, at den knap kan finde ord
Har han ikke magt over sig selv, så har han mere og mere magt over sproget. Han begynder at se ligheder og lege med sproget:

»Gråspurvene overdøver hinanden, / næsten som en stor familie / med forskellige synspunkter«.

Eller han vender op og ned på synsvinklen:

»Sød, sagde rønnebærrene om ræven«. Smilet kommer tilbage til de blege læber.

’Digte indefra’ er fortællingen om en rædsel så stor, at den knap kan finde ord, og om hvordan ord kan få rædslen under kontrol. Et menneskeligt dokument, som man siger, når man kun tænker på bogen som symptom.

Men nok så meget en manifestation af, hvad poesi kan udrette. Til oplevelsen af det sidste bidrager en forbilledlig oversættelse.