marcel proust

Marcel Prousts romanværk ’À la recherche du temps perdu’ udkom i perioden 1913-27.

Fem forskellige personer oversatte det til dansk i perioden 1932-38 med titlen ’På sporet efter den tabte tid’.

Værket udkom på dansk i 13 bind på Martins Forlag; siden i syv bind i 1963.

Nu er en ny oversættelse sat i værk.

De første tre bind af i alt 13 er udkommet i Else Henneberg Pedersens oversættelse, nemlig ’Swanns verden’, der først blev udsendt i ét bind i 2002 og nu er delt i to, Swanns verden 1-2, mens bind 3 er første del af ’I skyggen af unge piger i blomst’.

Værkets fjerde bind, som nu udkommer, er anden del af ’I skyggen af unger piger i blomst’. Det er oversat af Peter Borum.

Hvert af de følgende bind vil udkomme i perioden frem til 2013 ved forskellige andre oversættere.

Det smukkeste og sjoveste stykke verdenslitteratur, jeg kender, er nok åbningen til den bog, som nu foreligger i aktuel dansk oversættelse: ’I skyggen af unge piger i blomst’ – anden del.

Her tusind sider fremme i ’På sporet af den tabte tid’ samler Marcel Proust alle de afgørende motiver i sit hovedværk og udkomponerer dem som en ferierejse fra Paris til badestedet Balbec i Nordfrankrig.

Den unge Marcel og hans elskede mormor tager toget derop sammen med kokkepigen Francoise, hin uimodståeligt uvidende skabning, »i den fuldstændige mening, hvor det ingenting at vide er det samme som ingenting at forstå, undtagen de sjældne sandheder, som hjertet er i stand til umiddelbart at nå.«

Francoise er en konstant i værket ligesom mor, mormor, kirkerne, forelskelserne, jalousien, afskederne, angsten, foråret og »det begær efter at leve, som genfødes i os, hver gang vi på ny bliver os skønheden og lykken bevidst.«

Tyvstjålet fjols
Alle disse evige Proustmotiver findes på bogens første sider såvel som selskabslivets grundkomponenter af snob og naragtighed, hvor direktøren på Grand Hotel slår alle rekorder, når han »iført en herskabelig smoking og med menneskekenderens blik ved ’omnibussens’ ankomst almindeligvis antog fornemme folk for brokkehoveder og hotelrotterne for fornemme folk!«

(Agatha Christie tyvstjal for resten figuren og gjorde ham til den indiske purser i ’Døden på Nilen’: ham, som modtager alle flodbådens gæster med en selvglad forsikring om, at de ikke behøver sige deres navn, thi han kan gætte det – hvorpå han ikke en eneste gang gætter rigtigt).

Man mærker ind i sin inderste marv Marcels skamfuldhed, da hans mormor begynder at prutte om prisen med den rædselsfulde direktør, man flygter med ham, ligesom han selv flygtede »ind i mit allerinderste og forsøgte at udvandre til de evige tankers land og slet ikke efterlade noget af mig selv, intet der var levende på min krops overflade (…)«.

Underligt flertals-s
På fransk hedder værkets andet bind ’A l’ombre des jeunes filles en fleurs’, hvad man godt kan grunde ganske meget over, ikke mindst det allersidste s. Det er lidt, ligesom hvis man satte en flertalsendelse på den nye danske oversættelse af titlen: I skyggen af unge piger i blomst(er).

Men den gamle danske oversættelse var nu heller ikke så ligetil, selv om den både var poetisk og vildt langt væk fra forlægget: ’I et Rosenflor af purunge Piger’.

Pigerne, de unge, de purunge, de blomstrende, de skyggefulde, dem er det i hvert fald, det drejer sig om her i romanen. Den unge fortæller ser dem først i flok på stranden og begærer dem diffust, før de hver især individualiseres for ham og navnlig én træder frem: Albertine.

Hun bliver herfra romanens helt store affære, efter at to andre forhold har domineret de første bind af ’På sporet efter den tabte tid’: først kunstelskeren Swanns forhold til kokotten Odette, dernæst fortællerens eget forhold til Swanns datter Gilberte.

Forelsket i et selvskabt billede
Men nu, alle gode gange tre, kommer altså det helt store nummer. Marcel møder pigen på stranden og mødes af »hendes leende sideblik, rettet fra dybet af den umenneskelige verden som rummede denne lille stammes tilværelse (…)«.

I denne verden trænger Marcel ind, eller forsøger, og det bliver vidunderligt, og det bliver frygteligt.

Albertine præsenteres første gang for ham med navns nævnelse i maleren Elstirs atelier, og ligesom andre bind af ’På sporet’ er dedikeret til en komponist (Vinteuil) og til en forfatter (Bergotte), så er denne bog om de unge piger i høj grad helliget malerkunsten og billedmageriet:

Hun er et billede, Albertine, hun er skabt i fortællerens forelskede fantasi og fundet i Elstirs atelier, hvor alt er metafor: »Elstir havde forberedt beskuerens sind ved kun at bruge havets vendinger om den lille by, og kun byens vendinger om havet«.

Gik død midt i andet bind
Peter Borum har oversat dette bind til et nutidigt og læsbart dansk med øre både for værkets uendelige melodi (sætningerne respekteres fra punktum til punktum) og rige vokabular (’marterpæl’, ’svejf’, ’blænker’ …).

Borum er mere nøgtern i sin tone end oversætteren i 1932, C.E. Falbe Hansen, som også var virkelig kompetent. Men den gamle samlede danske udgave af ’På sporet efter den tabte tid’ var besørget af en hel stribe højst forskellige oversættere, hvoraf nogle var dygtige sprogmennesker, mens andre hverken kunne dansk eller fransk.

Idealet ville være at få en ny, kompetent oversætter til at klare hele værket, og dette ideal søgte man at leve op til, da Else Henneberg Pedersen påtog sig opgaven for snart rigtig mange år siden.

Men hun nåede ikke i havn, fik kun afleveret til og med første halvdel af ’I skyggen af unge piger’.

Lover mere end godt
Nu har en større gruppe så taget over under redaktion af Neal Ashley Conrad og John Pedersen. Første frugt af deres anstrengelser, Peter Borums nye oversættelse, foreligger her, og det lover mere end godt for resten af arbejdet.

Det er blevet et hovedværk i den danske oversatte verdenslitteratur, en bog, som kan læses helt selvstændigt og bærer den fuldstændige Marcel Proust i sig.

Læs ét bind Proust, og du har læst dem alle: Det er en af værkets mange lovmæssigheder. Tag dig tiden, og bryd hverdagens vaner, for her er en anden lovmæssighed:

»Almindeligvis er det med et væsen, reduceret til et minimum, vi lever; de fleste af vores åndsevner forbliver i en slummer, fordi de hviler i vanen, som ved, hvad der skal gøres, og ikke har brug for dem«. Men i skyggen af de unge piger slutter slummeren.