Der er ingen kære mor i Jesper Nicolaj Christiansens debutroman, ’Soldater græder ikke’. Historien om 11-årige Elektra er lige så barsk og ubarmhjertig som den virkelighed, vi kender fra tøndersagen, pigerne fra Taarnby og mishandlingssagen fra Mou.

Vi snakker omsorgssvigt i sværvægtsklasse. Og som læser er man ramt fra første side, hvor Elektra, dresset op i hvide laksko, denimnederdel og lyserød bluse med hestemotiv, er på vej hjem, fordi et eller andet ’pikfjæs’ på kommunen har bestemt, at hendes mor igen er »egnet« som forælder.

Tomme flasker, tærsk og trusler
Livet med moderen er dog mildest talt uegnet for mindre børn. Elektras soldatfar er meldt savnet i Afghanistan, og moderen, der er stærkt alkoholiseret som følge heraf, udsætter sin datter for både fysiske og verbale overgreb.

Hverdagen står på tomme flasker, tærsk, trusler, brændemærker, svigt og savn. Eneste trygge holdepunkt i Elektras forhutlede tilværelse er den soldaterhjelm, faderen har foræret hende.

Den har engang reddet faderens liv, og nu fungerer den som Elektras panser. Når hun tager hjelmen på, bliver hun stærk og tapper som en lille kriger.

Gribende portræt
Jesper Nicolaj Christiansen rammer hårdt med sin hjerteskærende skildring af omsorgssvigtede Elektras kamp for at bevare håbet om et bedre liv. Han formår på indlevende vis at tematisere pædofili, svigt, misbrug og vold, så det aldrig bliver hverken klichépræget eller sentimentalt.

Samtidig tegner han et så gribende portræt af den forsømte hovedperson, at man trænger helt ind under både hjelm og hud på hende.

Ved klogt at undgå den ensidige offerdyrkelse og hele tiden holde balancen mellem sort og hvidt, lader han Elektra folde sig ud som levende og troværdig figur med plads til udvikling undervejs.

Roadmovie
Som resultat af omsorgssvigtet bliver Elektra tvangsfjernet og anbragt på børnehjemmet med det misvisende navn Solsikken. Her er livet alt andet end varmt og blomstrende. Alligevel udvikler der sig i mødet med hjemmets andre fortabte unge en unik samhørighed, der er det tætteste, Elektra kommer på at opleve kærlighed.

Trods forskelligheder og konflikter står den lille, kuede flok sammen i nøden og ender med at stikke af i en rød Ferrari for at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete med Elektras far. Her smuldrer realismen en smule, og der går totalt roadmovie i den.

Men man køber genreskiftet og oplever det nærmere som et tiltrængt gearskifte. Det er på tide, at børnene tager sagen i egen hånd og gør oprør mod den voksenverden, der hele tiden svigter dem.

Brødrene Løvehjerte
Undervejs udvikler venskaberne sig, og børnene skaber for første gang noget, der trods de lovløse rammer minder om en normal hverdag med familiepizza og fødselsdagslagkage. Men lykken er kort, og turen får i overensstemmelse med virkelighedens hårde odds en fatal udgang.

Midt i al elendigheden har Jesper Nicolaj Christiansen på fintfølende vis vævet en række drømmesekvenser ind som en slags magisk parallelhandling. Her oplever Elektra faren som en ridder, der er på vej for at hente hende.

Der er noget ’Brødrene Løvehjerte’, noget Nangijala over denne trøstefortælling, hvor døden er porten til et bedre sted og eneste mulighed for den genforening, som både Elektra og Tvebak længes efter.

Knytnæveslag i ansigtet
Sprogligt markeres den kompositoriske dobbelthed ved hjælp af en gennemført vekslen mellem det uskyldsrene og poetiske i riddersekvenserne, og det rå og autentiske på realplanet, hvor dialogen nærmest fungerer som knytnæveslag i ansigtet.

Hele vejen igennem, men måske tydeligst i roadmoviedelen, mærker man Jesper Nicolaj Christiansens filmiske erfaring – hans eminente evne til at skabe billeder med sit sprog.

Disse billeder bliver på nethinden længe efter endt læsning sammen med en underlig knugende fornemmelse, som kun en roman af stor styrke og kvalitet kan fremkalde.