Økonomien er til rotterne, statsunderskuddet eksploderer, og næsten hele landet er pantsat til Kina.

USA er ikke, hvad det har været, men der er stadig to ting, landet kan bedre end nogen andre:

Det kan holde forrygende og ekstremt professionelle valgkampe – og dets journalister kan skrive politiske bøger, der er mindst lige så underholdende som de bedste kriminalromaner.

Begge dele kan man til overflod konstatere i John Heilemann og Mark Halperins ’Game Change’ om valgkampen i 2008, der har været must-read for det politiske USA, siden den udkom sidste måned.

Politisk porno
Her får man ikke bare genoprullet alle de store stunder i valget, Heilemann og Halperin tager os også med ind i maskinrummet, ja faktisk hele vejen ind i kandidaternes hoveder.

Hvor troværdigt den slags rekonstrueret virkelighed er, kan man altid diskutere. De to forfattere – der er de førende politiske journalister på New York Magazine og Time Magazine – siger, at bogen er baseret på mere end 300 interview, og til trods for at skildringen er endog meget nærgående, har der stort set ingen protester været fra de involverede.

Men underholdende er det, og er man interesseret i amerikansk politik, bliver det ikke meget bedre end ’Game Change’. Det er politisk porno, når det er bedst; ikke noget med de store linjer eller visioner, nej, hele bogen er en lang tour de force i valgkampens beskidte spil og kandidaternes gode og – især – mindre gode sider.

En hæsblæsende cocktail, for som undertitlen på bogen siger, var præsidentvalget i 2008 vitterlig ’the race of a lifetime’.

En ynkelig forestilling
Første – og bedste – halvdel handler udelukkende om det demokratiske primærvalg og kampen mellem Clinton, Obama og Edwards.

Sidstnævnte spiller naturligvis kun en birolle, men en ualmindelig ucharmerende en med sin slibrige affære og kolossale ambitioner.

Af alle er det klart Edwards og hans kone Elizabeth, der kommer værst ud af ’Game Change’.

Han på grund af affæren og de umættelige ambitioner, der, efter at det står klart, at han ikke selv har en chance, får ham til at forsøge at lave en studehandel om at blive vicepræsident eller justitsminister hos Obama.

En på enhver måde ynkelig forestilling, men næsten endnu mere hårdt er det billede af hans kræftsyge kone, Elizabeth, de to forfattere tegner.

I offentligheden har hun fremstået som en modig kvinde, der turde stå ved sin mand og sin sygdom, men ifølge Heilemann og Halperin kunne intet være længere fra sandheden.

I deres version fremstår hun som en usympatisk og nedladende tyran, der herser med de ansatte. Er det rimeligt at skrive sådan om en dødssyg kvinde?

Personlig synes jeg, det er acceptabelt, fordi Edwards brugte deres personlige historie så meget i valgkampen, og fordi det alt andet lige er en god ting, at folk, som stiller op til verdens mest magtfulde job, bliver gennemlyst, inden de får nøglerne til atomarsenalet.

Sympatiske Clinton og Obama
Meget mere sympatiske virker både Hillary Clinton og Obama.

Clinton forståeligt frustreret og til tider umådelig ophidset over sin dårlige valgkamp og det, som hun – med en vis ret – ser som pressens kritikløse forelskelse i Obama.

Men trods den ofte lidt maskinelle facade virker Hillary faktisk overraskende oprigtig.

Hun tror ganske enkelt, at hun vil være en bedre præsident end Obama. Ikke på grund af personlig modvilje; faktisk er et af de måske mest overraskende elementer, hvor megen sympati og respekt der trods den brutale valgkamp er mellem de to demokratiske stjerner.

Hun har et billede af Obama og familie stående på kontoret, og han kæmper efter valget intenst for at overtale hende til at blive udenrigsminister – noget hun ifølge ’Game Change’ i den første lange tid intet ønske har om.

Hasarderet beslutning
Betydelig mere sølle stod det til på den republikanske side, hvilket også afspejler sig i bogen.

LÆS OGSÅ Palin fanget i pinligt trick

Beskrivelsen af det republikanske primærvalg er langt kortere – for kort faktisk, det ville have været godt med lidt mere om eksempelvis Mike Huckabee – og beskriver stort set kun McCains kampagne.

Interessant nok i sig selv, men historien bliver først for alvor sexet, da han vælger Sarah Palin som sin vicepræsident. Og var nogen i tvivl om det hasarderede i beslutningen, gør ’Game Change’ klart, hvor vildt det egentlig var.

LÆS ARTIKEL Vil Palin udfordre Obama i 2012?

For det første blev beslutningen truffet i ekstrem hast.

McCain havde håbet at få sin ven, den demokratisk-uafhængige senator Joe Lieberman – Al Gores makker i år 2000 – som running mate, men blev stemt ned af den republikanske elite (der er en utrolig scene, hvor George W. Bushs chefstrateg, Karl Rove, henvender sig til Lieberman og tigger ham om at sige nej, hvis McCain alligevel spørger).

Palin er blank
Så efter at have haft næsten seks måneder til at beslutte sig vælger McCain næsten i blinde Palin.

Tankegangen er rigtig, noget drastisk måtte ske, hvis McCain skulle have en chance, men Palin er en katastrofe.

Hun ved intet, og det er tydeligvis noget nær et mirakel, at hun overlever debatten med Joe Biden, som hun end ikke kan huske navnet på (rådgivernes råd: »Bare kald ham Joe«).

Ufatteligt, at hun kunne være blevet vicepræsident – og måske præsident – og som læser er man godt tilfreds med, at vinderen blev Barack Obama, der ikke bare har den klart bedste kampagne, men også virker som en seriøs og integritetsfyldt mand.

Men sådan vil det naturligvis ofte være i bøger som denne – vinderens folk har ikke nogen motivation til at sladre, tværtimod. Så som så meget andet i bogen skal portrættet af Obama tages med et vist forbehold – men djævelsk underholdende er det.