Roy Jacobsen har i sit forfatterskab dyrket en udpræget maskulin emnekreds. I hovedværket ’Frost’ giver han med skildringen fra sagatiden liv til en litterær grundtype, manden på flugt.

LÆS OGSÅForfatter: 60’erne var et opreklameret årti

Den senere roman ’Huggerne’ udspiller sig under Vinterkrigen ved den finsk-russiske grænse, hvor en ung mand beslutter sig for at overleve alene i en nedbrændt landsby.

Denne gang, i ’Vidunderbarn’, befinder vi os i 1960’erne i et af Oslos nybyggede boligkvarterer, der stadig har marker og krat, hvor drengene kan øve sig i maskulinitet. Finn er nu alt andet end en hård negl. Han vokser op som sin mors lille hjælper, efter at faderen forlod dem og døde kort efter i en arbejdsulykke.

Enkepensionen blev der ikke noget af, for faderen havde lige nået at gifte sig igen. Finns mor har gemt ethvert spor af ham væk, men hun bliver kraftigt mindet om sin eksmand, da den nye kone dukker op og grådkvalt fortæller, at hun er ikke i stand til at tage sig af det barn, hun fik med Finns far. Hun er nemlig narkoman.

Lever på nåde og i dækning
Så mor og Finn overtager forsøgsvis den 5-årige Linda, der vender op og ned på det stille liv i boligkarreen, hvor moderen med den mørke underklassebaggrund kæmper en hård kamp for at holde den respektable facade som alenemor med halvdagsjob i en skoforretning.

De har en udtalt fornemmelse af at leve »på nåde og i dækning«, iagttaget af skole, naboer, myndigheder. Og Finn har sit at gøre med at forbinde rollerne som dygtig dreng i klassen, mors dengse og del af kvarterets drengegruppe, hvor helt andre normer end pænhedens hersker.

Denne historie om en drengs overlevelse lyder som noget, vi har hørt før, men sjældent er den fortalt med sådan en varme, humor og sprogligt overskud.

Moderen tager en noget gådefuld lejer ind i den lille lejlighed, og Finn bliver stærkt interesseret i både Kristians fjernsyn, hans mikroskop og hans stålkugler, den slags, en dreng kunne begære heftigt i de nøjsomme tressere.

Skitur fra helvede
Finn hænger i lejerens værelse tidligt og silde, men de tos maskuline fællesskab udfordres, da Kristian i et forsøg på at optræde som fadererstatning tager Finn ud på en skitur, mageløst skildret som en helvedesudgave af, hvad fritid er og skal bruges til.

Men skiture hører sig til i den socialdemokratiske forestilling om, hvad også et arbejderliv skal indeholde. Det gør sommerferier også, og her er Kristian igen behjælpelig, dog med bedre resultat.

Mor, Finn og Linda låner både telt- og teltplads på en ø, og her kan den store sommer begynde, en sødmefuld forening af sol, saltvand, krabbefiskeri, røgede pølser og fri omstrejfen med en ny ven – alt det, en rigtig drengesommer skal indeholde.

Og Linda lærer at svømme. Hun er kvikket gevaldigt op, efter at sundhedsplejersken opdagede, hvad det var for en medicin, hendes narkoman-mor havde givet hende med i den lille kuffert!

Et opreklameret årti
Finn bliver også Lindas væbner, efter at han har accepteret, at hun har drevet en kile ind i det tætte mor-søn-forhold. Pubertetsdrengen lærer at lægge afstand til sin mor og holde op med at føle, at han skal jævne vejen for alle dem, han synes, det er synd for.

Og efterhånden ebber tresserne ud, »et opreklameret, forløjet og misforstået årti«, som Finn kalder det.

Roy Jacobsen skriver med absolut gehør for både familierelationer og drengegruppens egne love – et sammenfiltret net af ubrydelig solidaritet og vold. Også bipersonerne lever. Miniportrættet af den tunge Freddy sender en dansk læsers tanker hen på en tragikomisk version af H.C. Branners novelle ’Hannibals træsko’.

For i ’Vidunderbarn’ fremstår alt i den store humors nådige belysning, selv om undersiden er mørk nok. Roy Jacobsen mestrer kunsten at skrive om nogle, der har det dårligt, så dem, der læser det, får det bedre. Romanen er en lille, sørgmunter perle.