Helene Hegemanns ’Axolotl Roadkill’ – vi taler ikke om en firehjulstrækker denne gang, men om en roman – ligger nummer 5 på denne uges bestsellerliste i Der Spiegel. I sidste uge var den slet ikke med.

Det skal man ikke undre sig over. Allerede 18. januar, altså før bogen overhovedet udkom, bragte Der Spiegel, Tysklands største seriøse ugeblad med et millionoplag, en foromtale af bog og forfatterinde på hele to fulde sider.

Sex og unge piger sælger. Forfatteren er bare 17 år og har allerede skrevet et teaterstykke og medvirket i en film, og hun romandebuterer med en bog om fortabt ungdom.

Bogen handler om et ungdomsoprør, der er kvalt i starten, fordi forældregenerationen allerede har været i oprør over alt, hvad det er muligt at gøre oprør over. De har taget alle de stoffer, det er muligt at tage, og er gået til bunds på alle de måder, det er muligt at gå til bunds på.

På kanten af det obskøne og pornografiske
Skruen går over gevind fra første side i et behjertet forsøg på at åbne sensationstrætte læseres øjne for den ungdomsscene, der trives i cyberspace-Berlin med stemplet no future trykt i rødt på panden. Sex i enhver afskygning, voldtægt, tortur, selvmordsforsøg, dagdriveri, filosofisampling, hvidt affald i lange baner.

»Jeg er venstreresigneret«, siger hun. Altså til venstre og uden vilje til at forandre samfundet.

Der er så meget sex på kryds og tværs mellem kønnene i denne bog, at filminstruktøren Roman Polanski, den just åbnede Berlinales triste og ufrivilligt fraværende helt, ville have kunnet anmelde en af bogens rodløse pigebørn for voldtægt, hvis Hegemann havde taget ham under behandling.

Bogen balancerer ifølge anmelderne på kanten af det obskøne og pornografiske, men er samtidig en sædeskildring af sædernes hastige og hovedkuldse forfald.

Fantastiske anmeldelser
Alt det kan den 17-årige Helene Hegemann berette om sort på hvidt, og det vil en tysk forældregeneration gerne vide mere om, inden den lader sine døtre gå alene hjem fra biografen.

Anmelderne jubler. Romanen vil overgå alle 2010’s debuter, ved berlineravisen Tagesspiegels anmelder allerede en måned henne i 2010.

Tysklands største seriøse morgenavis, Süddeutsche Zeitung, kalder såvel bog som forfatterinde ’fænomenal’.

Die Welt, den store borgerlige avis, kalder bogen »en vognladning brændende intensitet, der er læsset af for vore fødder«. Det kloge ugeblad Die Zeit taler om ’et kuglelyn’, og den gravalvorlige Frankfurter Allgemeine Zeitung taler om den store ’udviklingsroman fra 00’erne’.

Til at brække sig over
Én anmeldelse udmærker sig i særlig grad.

Den er skrevet af Maxim Biller, selv forfatterkollega og dertil provokatør af første skuffe, i Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung. For ham er bogen intet mindre end ’en sensation i tysk litteratur’.

»Her har vi nu igen en roman, som enhver over 30 bør vogte sig for. For denne roman er gemen, sørgelig, pervers, kitschet, bloddryppende«.

»De optrædende personer er så usympatiske, at man kan brække sig over dem, og af lutter ungdom og fortvivlelse skønnere end enhver normallæser, som vil få denne farlige sorte sag anbefalet af den civiliserede kvindelige boghandlerassistent som en babyvariant af ’Fugtområder’«.

Himmelsk rytmisk
Biller nævner her, bestemt ikke uden grund, Charlotte Roches bramfri tyske bestseller fra 2008, der også beskæftigede sig indgående med de væsker, der flyder ind og ud af vores kropsåbninger.

LÆS ANMELDELSETysk roman om kvindekroppens sekreter deler vandene

Men slutstregen er, at Helene Hegemann, det 17-årige geni, skriver et tysk, som man aldrig har set før.

Biller skriver: »Suggestivt som sovjetpropaganda, himmelsk rytmisk, hjemme på alle sprogniveauer og så forførerisk individuelt, at hundredvis af andre tyske forfattere – mange endda mod deres vilje – vil efterligne Hegemann-sound’en og derved naturligvis ramme absolut ved siden af«.

Undrede sig over aldersgrænse
Hvad angår lige præcis efterligning er strømmen imidlertid gået den anden vej.

Det skyldes en forfatter ved navn Deef Pirmasens i München. Han driver et site ved navn ’die gefühlskonserve’ (’følelseskonserves’ kan man måske oversætte det med).

Aldrig så snart var bogen udkommet, før Pirmansens sikrede sig et eksemplar og faldt i trance ligesom alle andre.

Ved nærmere eftertanke undrede det ham dog, at forfatterinden kunne invitere sine læsere inden for i et berlinsk hænge-ud-sted, Berghain, på ungdomsscenen i Friedrichhain. Stedet er nemlig absolut lukket for unge under 21, og den betingelse opfylder Hegemann meget langt fra.

Ti direkte afskrifter
Og så faldt det ham ind, at han havde læst nogle af bogens sætninger en gang før, nemlig i en obskur roman om en undergangsviet forfatterspire, ’Strobo’, hed den. Dens anonyme forfatter kalder sig Airen, han er ligesom Pirmasens fra München, men 11 år ældre end Hegemann og dermed knap så sensationel.

På sit site kunne Pirmasens i Hegemanns roman påvise ti utvetydige større eller mindre afskrifter efter ’Strobo’ eller Airens blog. Uden anførselstegn og uden nogen som helst anden form for henvisning.

Da ’Strobo’ udkom i fjor på et undergrundsforlag, tog ingen notits af bogen. Den kom end ikke med på Amazon.de, men måtte bestilles via en boghandel. Listeprisen er stadig 17 euro.

Afsløret af Amazon
I denne uge kræver en enkelt udbyder på Amazon.de 45 euro for sit antikvariske eksemplar! Airen er blevet berømt og efterspurgt fra den ene dag til den anden.

Hegemann er blevet berygtet – og det en del mere, end hun oprindelig sigtede efter.

Først forklarede Hegemann, at hun godt kendte Airens blog, og havde lånt lidt derfra. Men hans bog kendte hun ikke.

Så viste det sig, at hendes far Carl Hegemann, en landskendt dramaturg på Volksbühne i Berlin og nu professor i Leipzig, havde købt ’Strobo’ med leveringsadresse hos sin datter i august i fjor på Amazon – det site ved alt om os, skal vi ikke glemme.

På ophavsretsoverdrevet
Helene Hegemann siger nu, at hun skånselsløst kopierer sine venner, filmkolleger, andre forfattere – og sig selv. Shakespeare kopierede jo også Montaigne, anfører hun beskedent og med henvisning til dramatikerens sidste skuespil, ’Stormen’, der trækker veksler på den berømte franske essayist.

Hun opfordrer til en fuldstændig kuldkastelse af hele dette ’ophavsretsoverdrev’ og fri ret til at kopiere og omforme andres tekster. »Kildeangivelse er et æstetisk problem«, siger hun om sin forsømmelse.

I en pressemeddelelse siger hun spidsfindigt: »Originalitet findes sådan set ikke, kun ægthed«. Hun har højst planket en side i ’Strobo’, forsikrer hun. I øvrigt vrimler hendes roman med uangivne citater fra alle mulige andre inspirationskilder høj som lav.

Hun undskylder, at hun ikke fik anførselstegnene med. Det var tankeløst og egoistisk, indrømmer hun.

Slagtet i nyanmeldelse
Kultursektionerne har i de forløbne dage kastet sig lige så frådende over hende, som de i sidste uge tiljublede hende. Nu hedder det i en lang nyanmeldelse i Süddeutsche Zeitung, skrevet af kulturredaktør Thomas Steinfeld selv, at alt er forfalsket.

De skingre toner skal skjule, at det er åbenbart, at forfatteren hverken råder over den erfaring eller det sprog, der overhovedet skal til for at skrive en roman.

Manden som opdagede plagiatet, Deef Pirmasens, undrer sig på sit site højlydt over, at forlaget Ullstein ikke har gået bogen nærmere efter i sømmene, inden den blev hastet på markedet. Det virker uprofessionelt, skriver han.

»Tog forlagskonsulenten forsætligt plagiatet med i købet?«, spørger Pirmasens. »Jeg mener, at det ville passe Ullstein bedre med en undskyldning end at sende sorteper videre til en mindreårig forfatter«.

Indstillet til bogpris
Hvorom alting er, slet omtale er bedre end ingen omtale. Helene Hagemann er nu blevet indstillet til årets pris på bogmessen i Leipzig, der afvikles i næste måned.

Selv forklarer hun sit verdenssyn således:

»Så længe man er under 22, har man en følelse af, at en afgrund nærmer sig. Det har næsten hver eneste teenager, og derfor tænker alle, at de ikke bliver ældre end 19, inklusive mig. Man kan slet og ret ikke gøre sig en forestilling om, at man skal blive en del af det, som man som ung ser med skepsis på, uden selvmordstanker«.

I den ånd er bogen skrevet.

Denne artikel derimod er skrevet af efter talløse og omfangsrige bidrag til Der Spiegel, Die Zeit, Süddeutsche Zeitung, Frankfurter Allgemeine Zeitung og ditto Sonntagszeitung, Welt, Tagesspiegel, die gefühlskonserve, Frankfurter Rundschau osv., osv., alt for meget kopieret direkte og skamløst fra nettet og Wikipedia.