I forvejen er familieforvirringen – heldigvis! – total.

Altså skal der noget til at imponere moderne børn, når snakken går om, hvem man lige for tiden deler bord og køjeseng med, og hvordan de (pap)familiære relationer egentlig hænger sammen.

Hvor man kommer fra, sådan helt fra grunden af og bioIogisk set.

I det lys er adoptivbørns familiemæssige ’forklaringsproblem’ ikke mere påtrængende end så mange andres. Men det er der, og det er selvfølgelig af en anden sværhedsgrad, når omgivelserne og barnet selv vil til bunds.

En far og en mor er født.
Det ved filmproducenten og forfatteren Henrik Lund en hel del om. Han har selv adopteret en dreng, drejet en film og nu også forfattet en rigtig behagelig bog om, hvordan det sædvanligvis går til, når far, mor og børn finder sammen i en adoptivfamilie.

Eller rettere, skrevet den genkendelige fortælling i en enkel og uhøjtidelig tone; mens Liller Møller har tegnet sig mindst lige så klart og ukunstlet gennem hele følelsesregistret fra frustration og opslidende papirnusseri frem til den store forløsning i en lyseblå sofa på et børnehjem et sted i Colombia.

To tårer sprøjter synkront fra forældrenes øjne, mens mundvigene peger opad i lige så synkrone smil: En far og en mor er født.

Fra barnets perspektiv
Men hvad med babyen? Ja, hun er en halvstor pige med proptrækkerkrøller og betuttet mine. Og så sidder hun stadig dér på en fremmed kvindes arm. »Endelig! Efter laaang tid kom min plejemor ind med mig, og det var første gang, de så mig«, lyder teksten.

Det er nemlig Andrea selv, der fortæller. Hvilket jo er en god og børnevenlig vinkel, der understøtter intentionen i billedbogens titel: ’Hvor kommer DU fra? – en bog om at blive adopteret’.

Problemet, eller diskussionspunktet, er blot, at bogen snarere handler om at adoptere end om at blive adopteret. Om den bizarre historie, der består af lige dele mirakler og benhårdt bureaukrati, som vi adoptivforældre elsker at fortælle i tide og utide, på legepladser og til middagsselskaber, ja, til hvem der bare antyder en høflig interesse.

Og ikke mindst – når vores børn spørger os, hvordan det hele egentlig gik til. Og hvilken historie skal vi ellers fortælle, når vi intet ved om den første mor og den første tid, eller når det, vi ved, er aldeles uegnet som godnathistorie?

Er vinklen mere tro mod forældrene?
Henrik Lund og Liller Møller kunne derfor næppe fortælle en adoptionshistorie med samme stærke genkendelighed og brede appel, hvis de havde valgt Andreas version, hendes forhistorie, hendes følelser, hendes tanker.

For mens vores småbøvlede ’skabelseshistorier’ ofte ligner hinanden, er børnenes jo netop alt andet end ens, eller som bogen nøgternt slutter: »Hvert år kommer der omkring 500 adoptivbørn til Danmark. De kommer fra alle dele af verden og ser meget forskellige ud«.

Måske er det ganske enkelt de voksne adoptivbørns lod at tage Andrea og de andres vinkel, sådan som digteren Eva Tind Kristensen for nylig gjorde det i digtsamlingen ’do’. Eller også skal adoptionslitteraturen for børn – som resten af børnelitteraturen – vove sig ud i langt mere mineret terræn, der hvor de forældreløse børn endnu ikke er blevet vasket, vejet og godkendt til international adoption.

Liller Møllers rummelige streg og Henrik Lunds ordknappe lune vil i den grad kunne bære det. Og jeg er ikke i tvivl om, at behovet for at høre historierne findes.

Det ændrer ikke ved, at ’Hvor kommer DU fra?’ med al sin grundlæggende optimisme er fremragende godnatlæsning – så længe børnene altså gider høre en selvoptaget forældregenerations egne, lykkelige skabelseshistorier.