Det er en smule uforståeligt, at den lille svenske ø Gotland stadig er et eftertragtet ferie- og sommerhusområde. For bortset fra den engelske universitetsby Oxford, dengang inspektør Morse endnu var i live, findes der vel næppe noget andet sted på planeten, hvor der myrdes så mange mennesker per kvadratkilometer.

Hvis man vel at mærke skal dømme efter kriminallitteraturen. Og det skal man jo al den stund, netop denne genre siges at have et særligt privilegeret forhold til virkeligheden og faktisk er det nærmeste, vi kommer på en realistisk samtidsroman i John Chr. Jørgensensk forstand.

Seneste skud på denne stamme af blodighedsskildringer fra sommerhusidyllen er – i en dansk sammenhæng i alle tilfælde – journalisten Håkan Östlundhs ’Blod’. Östlundh debuterer på dansk med denne mere end ferme sag, men har skrevet andre romaner før, og ivrige tv-seere vil kende hans navn fra tv-serien ’Höök’, om den kvindelige politichef Eva Höök og hendes jeremiader i Luleå.

Voldeligt machosvin
Omdrejningspunktet er en familie, som giver begrebet dysfunktionel ny og dybere mening. Og historien er den, at faderen, Arvid Traneus, et voldeligt machosvin af en jaloux patriark, vender hjem fra ti års udstationering i Japan, hvor han har tjent en formue og i øvrigt hygget sig med sin underdanige geishapige.

I samme periode er hans efterladte hustru kommet på mere end venskabelig fod med hans bror Anders, som hun i sin tid var forlovet med, men forlod, fordi han ikke besad den samme seksuelle stamina som Arvid. Storesøster Stefania er død efter alvorlig sygdom.

Mor har fået rigtig mange tærsk. Storebroder er en fiasko af en fars dreng og i øvrigt skabsbøsse, mens lillesøster er flyttet til Stockholm for at studere psykologi og drikke treliters papæsker med rødvin.

Umiddelbart efter hjemkomsten findes to mennesker blodigt og brutalt myrdet i Traneus-villaen; den ene er med stor sikkerhed hustruen, mens den anden måske er Arvid, måske ikke.

Det viser sig, at det sidste er tilfældet, hvorfor kriminalkommissær Fredrik Broman tillader sig at antage, at morderen så nok er Arvid, som er kommet hjem og har grebet hustru og elsker in flagrante delicti og efterfølgende er gået fuldstændig amok i blodrus, som det ville hedde på forsiden af B.T.

Et fedt greb
Det lyder som en forholdsvis traditionel omgang, og er det da også. Hvis altså ikke det var, fordi forfatteren benytter et ret fedt greb. Romanen starter nemlig med, at politikommissær Broman flyves i ekspreshelikopter til hospitalet – svært skadet og i livsfare.

Og historien om hans eventuelle tilbagevenden til de levendes land gøres til den indramning, mordhistorien og opklaringsforløbet folder sig ud i.

Det fungerer ret godt, og romanens karakterer har mere kant end sædvanligvis. De virker på en eller anden måde mere menneskeligt skæve og nutidsrealistiske end så mange andre af de endimensionaliteter, vi konfronteres med fra eksempelvis Camilla Läckbergs skole for skematisk fiktion. Og det er en behagelig afveksling.