Han skriver, som han skyder: »... man ser fuglen og peger automatisk på den uden at reflektere«.

Der er både en skydelære og en skrivelære i sådan et udsagn, en poetik direkte fra geværet. Og det samme kan fyres af med flere hagl:

»Jeg vil ikke sige, at det opfordrer den posterede jæger til at falde i søvn, måske snarere til at gå i en slags indre emigration, hvor skellet mellem ubevidst og superbevidst er skælvende som en liljevånd. Instinktivt følger man med i, hvad der foregår, og hvad der pusler i skoven, mens associationerne holder troppeparade i bevidstheden, men man kan lade sig overraske, og skønt jeg aldrig er blevet ’kørt over’ af en hjort, har det været tæt på«.

Stensikkert som skuddet
Men så er sneppen der, og plaf. Ikke siden Tom Kristensen har dansk litteratur haft en forfatter, der i den grad kan, når han skal. Rifbjergs forhold til sproget er lige så stensikkert som jægerens til skuddet eller tegnerens til stregen.

Fuglemaleren Johannes Larsen, selv kunstnerkonge af Rifbjergs kaliber, sagde gerne, når han blev spurgt, hvad han dog gjorde: »Jamen, det gælder da bare om at komme ud til fuglen og se at få den tegnet, før den flyver«.

Ikke så meget sentimentalitet dér. Men parathed. Og Rifbjerg har den i sig, ligesom Larsen havde:

»Den halvsomnambule tilstand kan også udløse reflekser så hurtige, at det synes mod naturen, men jeg har set flere snepper gå op i en sky af dun, uden at jeg rigtig vidste, hvordan jeg havde båret mig ad med at skyde dem«.

'Mandjævning'
Nu aner jeg jo slet ikke, hvordan han faktisk skyder, ham Rif. Selv har jeg aldrig skudt andet end (forbi) bjørne i Tivoli, så alle fugle kan sove trygt på gren, når jeg er i nærheden.

Men jeg har altid elsket at læse om jagt både hos Karen Blixen og hendes far, hos Hemingway, Blicher, Turgenjev, Tolstoj – og Rifbjerg. Sidstnævnte kan sagtens klare sammenligningen eller ’mandjævningen’, som han selv siger:

på skrift er han en mesterskytte, og al jagtens væsen er måske de bedste billeder på hans forfatterskab, som tænkes kan.

En mesterskytte på skrift
Derfor tror jeg næsten heller ikke, man kan tænke et bedre tværsnit af Rifbjerg end den samling af både nyskrevne og klassiske ’Essays og historier om jagt’, som her er samlet af Lærke Pade, hvis fornavn sikkert har sat hende særligt op til ideen.

For fuglene er det jo, der bliver skudt på her i bogen, hvor Rifbjerg er ude efter anden i naturen, som H.C. Ørsted ville sige, hvis han var Johannes Larsen. En lærke letted’, og tusind fulgte.

Storvildt som Karen Blixens løver og Hemingways tyre er kun noget, Rifbjerg læser om. Men det gør han til gengæld også hen mod slutningen af bogen, hvor titel-essayet ’Så kom en hæslig jæger’ er hans inspirerende dialog med de skydende skrivekolleger og de store mænd som bemeldte Karen.

Honette ambitioner
De største dyr i hans egen åbenbaring er alle de fantastisk fine folk, han træffer rundt på godserne og jagtmarkerne. Deres navne droppes med en fryd, der er lige så skrydende, som den er skydende.

Danmarks digterkonge er hverken mere eller mindre snobbet end alle os andre, han er fuld af honnette ambitioner, pudsigt pral og halvkvalte ønsker om at være noget helt andet, end han er.

LÆS OGSÅRifbjergs roman nr. hundredenoget er rørende

Det er meget, meget menneskeligt, og man spejler sig i det, for eksempel dér hvor han bliver inviteret til at skyde ’vitsvansade hjortor’ af selveste direktøren for det finske forlag Otava.

Mega-plutokrater
Han hedder Heiki Renpää, og han er ikke blot statelig og hvidhåret, men »rank som det sømmer sig for en Friherre«. Rifbjerg ser straks sit eget snob og skyder det fra sig med en anekdote:

»Jeg var behørigt imponeret og måtte endnu en gang undre mig over med hvilken selvfølge storkapitalister og storkommunister omgikkes hinanden.

Det forlød, at da Krustjov besøgte USA, gjorde han kort besked med alle de intellektuelle sympatisører og fellow travellers og kastede sig i armene på dem, der virkelig havde forstand på tingene og forstod noget: mega-plutokrater, mineejere, bankfolk og storbønder«.

En drøm om adel
Rifbjerg kaster sig i armene på selv samme stormænd, alt mens han forsøger at holde dem ud i strakt arm. Øvelsen gør ondt, og her tror jeg nok, at både manden og forfatterskabet har et smertepunkt, hvoraf meget vokser.

Men bag den sociale klatrelyst er der også noget mere, noget eksistentielt og farligt: en drøm om adel.

»Måske var det manden i mig, man kildrede«, siger han som en af de mulige forklaringer på det uimodståelige ved det allerførste tilbud om at gå på jagt. Det var journalisten Leif Blædel, der ringede og kildrede ... manden » – eller den jæger, mænd slæber rundt på indvendig fra en tid, hvor jagt ikke faldt ind under tidsfordriv, men var en alvorlig beskæftigelse, hvis man ville overleve«.

Med hundens blik
Men der er jo andre overlevelser end den blot og bart fysiske, og Rifbjerg jager dem året rundt. Når han går i dialog med Wilhelm Dinesen, »Karen Blixens far, der skrev enklere, men mindst lige så godt som sin datter under pseudonymet Boganis«, så konstaterer han, at:

»Det er en adelsmand, der taler, og når han fortæller om f.eks. fasanerier, henter han ikke sine eksempler fra periferien, men fra vennekredsen, hvor navnene er Frijs og Danneskjold, Juel-Brockdorff, Scavenius og Reedtz-Thott«.

LÆS OGSÅ»Skyd den, dit gamle fedtindsmurte abehoved«

Boganis døde jo fridøden, som det dengang hed, når en mand af ære begik selvmord. Hos Rifbjerg er det kun fuglene, der må lade livet – når jægeren ikke skyder forbi.

Men gør han det, skyder forbi, så er der noget på spil, som har med ære at gøre. I den lille novelle ’Overspring’ sker det for en af samfundets spidser, der står med sin hund og sit gevær og venter på ænderne. De kommer, og han skyder forbi. Det sidste, vi ser til ham, ser vi med hundens blik:

»Det var fuldt af skuffelse og undren og en anelse foragt«.

Tegning:  Roald Als