Det er ellers ikke, fordi de islandske sagaer har levet en stedmoderlig tilværelse her til lands.

Sagaerne er blevet hyldet af digtere fra Grundtvig til Gelsted – sidstnævnte har ligefrem udråbt dem til »Nordens eneste bidrag til verdenslitteraturen«.

Samtidig er de troligt blevet terpet af danske skoleelever, i tusindvis af klassesæt er blevet tygget igennem, for vi har at gøre med noget, der er næsten endnu mere indiskutabelt nordisk end silden, salturten og sortebærrene:

De islandske sagaer har stået og står som dna’en i den litterære fællesnordiske selvforståelse.

Men den version, som enhver dansker fra gymnasieeleven til Otto Gelsted har haft i hænderne, er i virkeligheden en litterær bastard.

Og muligvis ville danske læsere have fundet anledning til at sætte endnu større turbo på begejstringen, hvis de stod med den oversættelse i hånden, der snart ligger klar til udgivelse.

For første gang bliver det nu muligt for danskerne at læse de komplette ucensurerede sagaer, som de blev nedskrevet mellem år 1200 og 1350. Samme mulighed får svenskerne og nordmændene.

Og det bliver en ganske anden, lyrisk, kompleks, voldsom, erotisk og litterær læseoplevelse – med tryk især på især det litterære, forklarer den danske redaktør bag det store fællesnordiske projekt, Annette Lassen, der er adjunkt og ph.d. på Den Arnamagnæanske Samling ved Nordisk Forskningsinstitut.

»Originalerne er utroligt velskrevne, og man fornemmer flere steder en litterær fortællemæssig bevidsthed, som sandsynligvis skyldes inspiration af europæiske forfattere som Boccaccio«.

Fyldt med fabelagtige skabninger
Men netop den saga, som Annette Lassen mener er stærkest inspireret af en den italienske forfatter og humanist Giovanni Boccaccio, har danskerne eksempelvis aldrig fået lov at læse.

Det er sagaen om Bård Snefjeldsas, som ifølge Annette Lassen er stor litteratur, men som tidligere tiders danske oversættere hverken har ment, at det gav mening at spilde egen eller læsernes tid på.

Det samme gælder første del af ’Grettirs saga’, som ligeledes er stor litteratur, men aldrig har været oversat. For fortællingerne var anset for at være for fantastiske – i betydningen overnaturlige – for fyldt med fabelagtige skabninger.

Ulæselige på grund af patina
Det generelle billede, der tegner sig, er, at de gamle oversættelser er ganske mangelfulde, fortæller redaktør Annette Lassen:

»Enkelte sagaer har aldrig været oversat, mange af dem findes kun i gamle utidssvarende oversættelser, og nogle af dem findes i bøger, der er udgivet omkring år 1800, som almindelige læsere umuligt kan få fat i«.

Det fællesnordiske oversættelsesprojekt har været i gang siden 2008, men har nu bevæget sig ind i den allersidste fase. Forleden blev projektet for første gang præsenteret på Københavns Universitet af Annette Lassen og fire af hendes oversætterkolleger.

I alt har 12 danske oversættere siddet med udgaver af de op til 800 år gamle originale kalveskind og fåreskind, der normalt befinder sig bag lås og slå i både Danmark og på Island.

Erotikken er skåret væk
Og det har været nødvendigt.

Selv de sagaer, vi tror, vi kender så godt, har vist sig at være censureret temmelig voldsomt, og resultatet er, at de enkelte tekster har ændret sig betydeligt fra islandsk til dansk.

»Især er de erotiske, de poetiske og de fantastiske passager skåret væk«, siger redaktør Annette Lassen.

Særligt er én mand synonym med de gamle oversættelser: N.M. Petersen.

Han oversætter i 1800-tallet og forsøger at tillempe sagaerne romantikernes smag og at ramme en særlig sagastil.

Men den findes imidlertid ikke i originalerne, og prisen er, at noget forsvinder: nemlig de enkeltes sagaers litterære egenart og den kompleksitet og mangfoldighed, som de samlet set er udtryk for.

170 år gammel oversættelse
»N.M. Petersen har været bestemmende for vores opfattelse af islændingesagaerne. Det er hans oversættelse, der nu er 170 år gammel, de fleste af os har læst, fordi de er blevet udgivet igen og igen – sandsynligvis fordi de ikke længere er omfattet af loven om ophavsret og derfor er gratis at udgive. Men det er absurd: Lige nu er der så meget patina, at de stort set er ulæselige, og der er ikke noget at sige til, at gymnasieeleverne i dag er ved at dø over dem. De er værre at læse end ’Guldhornene’. Men faktisk er sagerne ikke skrevet i et ’gammeldags’ sprog«, forklarer Annette Lassen.

Oversætter man nemlig teksterne ord for ord – uden at patinere unødigt med gammeldanske halvglemte vendinger – fremstår teksterne pludselig som tilgængelig prosa. Og fordelen er klar:

»Der vil opstå en mundrethed, som vil føre samtalerne mellem kongerne, hans mænd og sagaheltene tæt på os«.

Det er ikke den eneste fordel ved, at man oversætter ordret. Tragedierne bliver også voldsommere.

Ruds lem må med
I begyndelsen af ’Njals saga’ klager kvinden Unn for eksempel sin nød til sin far, og den originale forklaring lyder:

Unns mand, Rud, er blevet ramt af en forbandelse, hans lem er blevet for stort, og ægteparret kan derfor ikke gennemføre et samleje.

Men hendes kvad og altså detaljerne om, hvorfor præcist hun ønsker at lade sig skille, er skåret bort i N.M. Petersens oversættelse fra 1840’ere.

De var ikke betragtet som værende god stil i Biedermeierkøbenhavn, hvor det derimod gav mening at nedtone det erotiske for i stedet at lade sagaerne fremstå som højstemt heltelitteratur.

I de tidligere danske oversættelser har kvindens problem derfor isoleret sig til det mere abstrakt tilforladelige: ægteskabsproblemer, mens ordet ægteskabelig omgang har gjort det ud for den fysiske kontakt.

Nu er ordene ’lem’ og ’pule’ med for første gang i overensstemmelse med originalen. Redaktør Annette Lassen forklarer:
Originalsaga.  Redaktør Annette Lassen med de op mod 800 år gamle håndskrifter af kalveskind og fåreskind, som oversætterne har arbejdet med. De er netop optaget på Unesco’s liste Memory of the World Register. Foto: Finn Frandsen»N.M. Petersens oversættelse er fin – men det er selvfølgelig en oversættelse, der er foretaget på sin samtids præmisser. Han har foretaget sine valg ud fra den betragtning, at fader ikke kan sidde i lampens skær og læse sådanne passager højt for moder og børnene. Men man må konstatere, at oversætterne, også de senere, har været mere bornerte end middelalderens folk. Det prøver vi at lade være med«.

Det er en udfordring medgiver Annette Lassen. De islandske ord og passager kan være grove. Og udfordringen har været at finde ord, der præcist dækker betydningen uden at slå over i slang.

I en mindre novellelignende tekst – en såkaldt tot – om en islandsk missionær og mordet på nogle mænd bruges et groft adjektiv på islandsk, der hentyder til kvindagtige mænd, men ordet er i virkeligheden grovere. Annette Lassen overvejer her op mod den endelige deadline, hvad det helt rigtige ord bør være, og om sine overvejelser siger hun:

»Jeg ved godt, at ordet ’bøsser’ er et nyere ord, og at hele bevidstheden om homoseksualitet skal føres tilbage til Tyskland i slutningen af 1800-tallet. Men jeg tror, at der ender med at stå, at mændene beskyldes for at være bøsser, fordi det simpelthen er mere præcist i forhold til den islandske tekst«.

Skjult dagsorden
Foruden bornertheden i Biedermeierkøbenhavn skyldes de censurerede danske oversættelser også, at datiden havde en skjult dagsorden med de islandske sagaer. De skulle tillempes det realistiske – de skulle kunne læses som historiebøger.

»I 1700-tallet havde man brugt fortidssagaerne om den legendariske oldtid som kilder til historieskrivningen, blandt andet sagaerne om Vølsungerne, Rolf Krake og Ragnar Lodbrog. Men med kildekritikkens indtog blev man klar over, at de ikke kunne bruges som lødige kilder, og så vendte man sig i stedet mod islændingesagaerne«, forklarer Annette Lassen.

Det praktiske ved de islandske sagaer var nemlig, at de ikke indeholdt helt lige så mange fabelagtige passager og derfor umiddelbart var lettere at få til at glide ned som historieskrivning:

»De er da også de eneste skriftlige kilder, vi har til en række historiske begivenheder, for eksempel ’Erik den Rødes saga’ om opdagelsen af Amerika eller ’vinlandet’. Men set fra et kildekritisk standpunkt er begge sagagrupper faktisk lige dårlig historieskrivning og lige god litteratur«, siger redaktør Annette Lassen.

Følsom sagahelt
Og når det gælder de tidligere danske oversættelser, har kombinationen af biedermeiertidens bornerthed og de gamle historikeres gidseltagning af teksterne haft en uheldig konsekvens for især sagaheltene og det portræt, som danske læsere er blevet efterladt med:

»Man har skåret de poetiske passager fra med rask hånd. Hver gang en sagahelt bryder ud i digt, er det ofte væk«.

Da mange af sagaerne netop er tragedier, der ofte handler om umulig og ulykkelig kærlighed, er det en ret voldsom indgriben:

»Vi har den her idé om den tavse mandlige helt i sagatiden, som ikke siger noget, og da slet ikke taler om følelser. Det gør han faktisk. Mange af sagaheltenes følelsesudladninger om kærlighed er netop lagt i de her strofer. Det kan godt være, at vi stadig møder en tavs barsk helt, men vi har også en tavs barsk helt, som faktisk ytrer nogle vigtige ting på vers«.

Kan sagahelt sige okay?
Mens mangfoldigheden og mundretheden er forsøgt bevaret i nyoversættelserne af sagaerne, er teksterne tilmed nu trukket i en mere moderne retning.

Det er helt bevidst, forklarer redaktør Annette Lassen, der for eksempel afslører, at ordet ’job’ vil dukke op undervejs et sted. Men hvordan kan et så moderne engelsk låneord overhovedet forsvares i en nordisk tekst fra middelalderen?

»Ja, måske vil det gibbe lidt i folk, når de læser det. Men jeg mener, at det er vigtigt at udfordre folks grænser. Ellers ender de her oversættelser med at blive gamle, før de udkommer, og så giver et så stort projekt ikke mening«, siger Annette Lassen.

Men hvor meget kan man modernisere sproget uden, at det går ud over de 700 år gamle tekster. Er der en grænse?

»Ja, det er der. En sagahelt kan ikke udbryde ’okay’, selv om vi moderne mennesker jo siger det i hver anden sætning«.

Hvorfor ikke?

»Jeg tror, at hvis Eigil Skallagrimsson står med sin økse hævet og får at vide, at han ikke må slå en mand ihjel og så siger ’okay’, vil oversættelsen falde til jorden med et brag. Han vil sige ’ja’ eller ’det er i orden’«.

Reykjavik bliver til Røgvig
Men det er en afvejning hver gang, forklarer Annette Lassen, og enhver modernisering af sproget må først og fremmest handle om at give læseren en mere præcis fortælling og en læseoplevelse, der ikke kører fast eller bliver forstyrret af forkerte associationer. Derfor vil byen Reykjavik – som alle læsere nok kender – måske ende med at hedde Røgvig.

Annette Lassens forklaring lyder:

»Når man siger ordet Reykjavik, tænker man på jeeps, et pulsende natteliv og smart design. Men stedet skal i oversættelsen nok hedde Røgvig, for der var ingen by dengang. Der var en bondegård, hvor der boede en mand ved navn Ingolf«.

Målet er, at oversættelsen skal kunne klare sig igennem det næste halve århundrede. Men så heller ikke længere. Annette Lassen forklarer:

»En tommelfingerregel siger, at hvert halvtredsindstyvende år skal en klassiker nyoversættes, for i løbet af det tidsrum har sproget forandret sig. Derfor håber jeg også, at nye oversættere træder til, når den tid kommer«.