Muslimernes profet må finde sig i at blive karikeret af vantro, den katolske kirke skælver på grund af pædofiliskandaler, mens Dan Brown dag for dag får nye læsere til at tro, at der sgu nok er noget om ' da Vinci'-snakken - måske fik Jesus faktisk et hemmeligt barn med Maria Magdalene!

Nej, det er ikke let at være fast i troen i en tid, hvor videnskab og populærkultur underløber alt, hvad der er helligt, og nu kommer så selveste Philip Pullman, kongen af fantasy (' Det Gyldne Kompas' m. fl.) med en roman, der rask væk udråber selveste Kristus til skurk! Kan det blive værre - eller bedre?

Ja, det afhænger jo af, om man tror eller ej, og så vil jeg alligevel sige:

Enhver, der er optaget af religionens rolle i menneskers liv, bør lade sig udfordre af Philip Pullmans nye roman, så er det sagt.

LÆS ARTIKEL Fugleskræmslet som gentleman

Som den Brecht-inspirerede titel mere end antyder, går den verdensberømte engelske forfatter i ' Det gode menneske Jesus og skurken Kristus' i kødet på den største fortælling, som findes.

Romanen består af korte kapitler, der hver især omhandler Jesus Kristus' liv og gerninger, som de kendes fra Det Nye Testamente.

Blasfemi-anklager
Romanen har allerede vakt voldsom debat i England, hvor Pullman har måttet forsvare sig mod anklager for blasfemi.

I Thorkild Grosbølls hjemland vil det næppe ske, for Pullmans ærinde er ikke at trække Jesus gennem sølet, men at fortælle, hvordan næstekærlighedens socialt indignerede rebel fra første færd blev indrulleret i en intrige, der indebar, at han måtte dø, for at noget meget større, en verdensbevægelse baseret på hans eksempel, kunne fødes.

Pullmans trick er genialt.

Han lader Maria føde to sønner. Den ene ved navn Jesus, den anden med navnet Kristus. Jesus er den jordnære, folkelige tømrersøn, der vokser op til at blive en populær agitator.

En karismatisk forkynder, der tordner, at det ikke er nok at sige, hvem man er, når det til enhver tid bør dreje sig om, hvad man gør.

En taler, der får folk til at flokkes omkring sig, når han stik mod gængs tankegang siger, at man skal vende den anden kind til i stedet for at lade et øje undgælde for et øje, en revolutionær, der siger, at det er de fattige og foragtede, der er de salige, mens de rige er fordømte.

Kristus er spindoktor og kirkebygger
Kristus, tvillingebroderen, er Jesus' totale modsætning. Han er kølig og strategisk.

En intellektuel, der i al hemmelighed nedskriver sin broders forkyndelser, for at de ikke skal gå i glemmebogen.

Kristus er fuldstændig klar over, hvor enestående hans broder er, men klar over, at de smukke ord ikke er nok.

Mennesker skal ledes til at gøre det gode, men de har brug for tegn og undere, hvis de skal tro på, at det nytter. Fine ord overbeviser intellektet, men mirakler taler direkte til hjertet.

Kristus er spindoktor og kirkebygger, mens Jesus rasende indvender, at en kirke til enhver tid vil blive et magtmiddel for de privilegerede.

Den fremmede
Jesus Kristus er altså ikke en og samme person, men en figur skabt af to brødre, der tilsammen skaber det stærkeste religiøse brand, verden endnu har set.

Når Kristus får prædikatet »skurkagtig« af Pullman, er det, fordi han er parat til at gå så langt som til at spille rollen som Judas og forråde sin egen broder og efterfølgende spille rollen som den genopstandne Jesus, efter at liget er blevet flyttet af andre om natten.

Og så selvfølgelig fordi Pullman, en indædt kritiker af religiøs magt, helt grundlæggende er ude med riven efter kirken som institution.

Det skal med i billedet, at Pullman ikke lader Kristus handle alene.

Han opsøges af »Den fremmede«, som han selv opfatter som en engel.

Det er denne fremmede, der får Kristus overbevist om, at hans broder Jesus må dø og genopstå, hvis hans kærlighedsbudskab skal leve videre.

»Historien skal være vor tjenerinde«
Kristus martres af broderlig smerte, men ofrer sig for den store sag. Men lader sig også lokke af løftet om, at hans eget navn ligeledes vil blive udødeligt.

»Ved at skrive om, hvad der er sket i fortiden, er vi med til at forme fremtiden. Historien skal være vores tjenerinde«, siger englen, der vil have Kristus til at skrive om, »hvad der burde have været sket i højere grad end, hvad der skete«.

For den fremmede er Kristus Sandheden, mens Jesus er Historien, og det gælder om at lade »sandheden hinsides tid« styre griflen.

Resultatet kender vi fra Det Nye Testamente som i historien om Jesus, der bespiste tusinder af mennesker med nogle få brød. Jesus udførte ikke et mirakel, men fik folk til at dele den mad, de faktisk hver især havde medbragt.

»Se, hvordan jeg deler maden ud, gør det samme«.

I sig selv var det store fælles måltid bemærkelsesværdigt, mens Kristus nedskrev det, så det blev mirakuløst.

Underholdende og tankevækkende
Pullmans fiktion er raffineret, underholdende og tankevækkende.

Hans Jesus havde kærlighed til nuet. Kristus sørgede for, at han blev til Guds søn, og at hans budskab voksede ind i fremtiden. (Pullman vil formentlig være temmelig enig med vor egen Villy Sørensen, der i ' Jesus og Kristus' fra 1992 argumenterer for, at evangelisternes Kristus-myte korrumperede Jesus' oprindelige budskab).

Hvis man er positiv over for det, Jesus Kristus står for, bliver man ikke provokeret, men beriget af Pullmans dekonstruktion af den kanoniserede kristne fortælling, ligesom progressive teologer i forvejen er i fuld gang med at befri Jesus for forældet teologisk lirumlarum.

LÆS OGSÅ Philip Pullmans fantasytrilogi i genlæsning

Men hvem var »Den fremmede« i historien?

Hvem er den ukendte person, som trækker Kristus i den retning, der gjorde det muligt at fundere et globalt kirkesamfund på historien om Jesus Kristus? Gud eller djævelen?

Ja, det kan I jo tænke over, gætter jeg på, at Pullman gnækker.

Han har nok begået en historie om, hvordan myten om Guds søn kan være blevet skabt, men hvis man vil have mennesker til at tænke videre over tingene, skal ikke alt forklares.

Noget skal forblive gådefuldt.