Historien bag et møbel – eller en lampe – er vigtig for Alexander Kølpin. PH-lampen har han fra den gamle K.B. Hallen.
Foto: Finn Frandsen

Historien bag et møbel – eller en lampe – er vigtig for Alexander Kølpin. PH-lampen har han fra den gamle K.B. Hallen.

Design

Danseren Alexander Kølpin: »Design med rene, klassiske linjer bliver kun bedre med årene«

Historikken og detaljerne er det vigtigste i godt design, fortæller tidligere balletdanser Alexander Kølpin, der snart åbner nyt hotel, hvor han har kælet for æstetikken. Her fortæller han om sin klassiker.

Design

Min skulpturelle PH-lampe er en gammel industrimodel fra K.B. Hallen. Den er skramlet, umalet og ret medtaget fra alle de tæv, den har fået gennem årene. Det synes jeg er enormt hyggeligt. Faktisk er de fleste af mine møbler relativt gamle. Design med rene, klassiske linjer bliver kun bedre med årene, og jeg elsker at se historikken i dem. Det er ligesom med mennesker. Der er dem, som er spejlblanke og stramme over det hele, og andre med historier, smerte og erfaring på bagen.

I al respekt for PH synes jeg ikke, de nye lamper er specielt interessante. Derimod er de originale, slidte designergenstande det fedeste at se på. For mig handler det hele om historikken, og at det indeholder en fortælling. Og så er det sjovt at sætte det sammen med det helt nye. I mit hjem er der både nyt, gammelt, dyrt, billigt og ting, mine børn har lavet. På den måde er min indretning nok lidt af en rodebutik.

Jeg kan bedst lide design, når det ikke bare er dekoration, men rent faktisk er brugbart og funktionelt. Design har mange facetter og kan også ses i en læderstrop, der holder en bordbuk. Jeg åbner snart Hotel Sanders i København, og her har jeg prøvet at respektere, at kvaliteten ligger i detaljen. Alt i byggeriet helt ned til fodpanelerne er der kælet for – og i stedet for at smide en masse design ind i en ny kasse synes jeg, der er noget særligt ved at designe helt ind til benet. Det er deri, det eksklusive ligger.

Vi har også selv designet alle møblerne fra stole til lamper, gulvtæpper og sofaer. I stedet for at købe et godt jakkesæt er vi gået til skrædderen og målt, hvor langt der er fra albuen til håndleddet og fra håndleddet til fingerspidserne. Det har vi bare gjort på 3.500 kvadratmeter.

Jeg kan bedst lide design, når det ikke bare er dekoration, men rent faktisk er brugbart

Det er nøjagtig det samme at fortælle historier på et teater som på et hotel. Om du træder ind i et rum eller køber en billet, går du ind i en fortælling, ambiance og en iscenesat virkelighed. For mig er hotellet en scene, hvor gæsterne træder ind i den fortælling, jeg har defineret. Det er dramaturgi fra A til Z at definere et narrativ: Hvad er det, man ser, hører og mærker. I virkeligheden trækker jeg på, at min mor var modedesigner og min far arkitekt, og at jeg selv har kommunikeret historier hele mit liv. Hotellet er derfor en genial platform og et univers, hvor jeg føler mig hjemme. Jeg får lov til at beskæftige mig med det, jeg er allerbedst til: som handler om design, rum, iscenesættelse og at kommunikere en oplevelse til andre mennesker.

Om man er maler, komponist eller koreograf, har man jo en æstetik og en tone. Nogle signaturer, referencer og sit eget univers af farver og materialer. Det essentielle i en god designoplevelse er, at der er resonans og troværdig musikalitet på hele linjen. Det er den musikalitet, jeg går op i.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce