Udstillingen i Designmuseum Danamarks have minder om et møbellager, hvor møblerne adskilt af kridtstøv.

Udstillingen i Designmuseum Danamarks have minder om et møbellager, hvor møblerne adskilt af kridtstøv.

Anmeldelse: På Snedkernes Efterårsudstilling står gode møbler alt for tæt

Der er vippende bænke, indbydende gyngesofaer og et fint grillsæt. Variationen i udtryk og materiale er helt i top på Snedkernes Efterårs-udstilling. Men fordi alt er presset sammen i et hjørne af Designmuseets have, fremstår udstillingen rodet.

Design

Det handler om samarbejde og om nærvær. Om at få folk til at mødes i det offentlige rum. På bænke og stole, men også på granitblokke og grønne områder.

Intentionen er god. Præsentationen er til gengæld mindre god. Det minder om et fyldt møbellager, på trods af at vi befinder os i en af de smukkeste haver i København.

Snedkernes Efterårsudstilling 2017 (SE) er en presset omgang, og som besøgende er man lidt lost.

Hvorfor skal alle møblerne stå så tæt? Hvorfor er der kridtstøv på græsset? Hvorfor spiller møblerne slet ikke sammen med træerne, buskene – alle de steder i naturen, hvor de naturligt vil blive placeret, hvis vi befandt os ude i virkeligheden?

SE er en sammenslutning af 87 møbelproducenter og designere, der hvert år viser, hvad der kommer ud af et tæt samarbejde mellem en designer og en producent. I år har medlemmerne fået til opgave at skulle fremstille udemøbler. Ikke klassiske bord- og bænkesæt, men udemøbler, der kan fremme en dialog, og som har et socialt potentiale. Det har resulteret i 40 fine projekter, som svinger lige fra designeren Cecilie Manz’ granitblokke til Dögg Gudmundsdottirs hængekøje af hæklet fiskeline.

Hvert år udstilles møblerne et nyt sted. I år altså på Designmuseum Danmark i Bredgade, som jo er der, hvor en stor del af den danske møbelarv har sit udspring. Det var her, Kaare Klint havde sin møbelskole. Takket være den skole opstod der et tæt samarbejde mellem møbelarkitekter og producenter, og det er den arv, som SE fortolker år efter år.

Gennem skiftende udstillingssteder og skiftende tilrettelæggere af udstillingerne sikrer SE sig, at det aldrig bliver kedeligt at opleve deres udstillinger, og man kan bestemt heller ikke sige, at det bliver forudsigeligt. Sidste år havde SE placeret sin udstilling i Kongens Bryghus og skruet så meget ned for lyset, at man dårligt kunne se møblerne. Det var ikke så vellykket, men SE skal have ros for, at de tør gå nye veje.

I år har SE allieret sig med udstillingsarkitekten Mads Kjædegaard og Stig L. Andersson, der er grundlægger af den hæderkronede tegnestue SLA.

Lige nu står bænken og flagrer, hvilket har den fordel, at man kan se bænken fra alle sider, men det virker helt unaturligt

I stedet for at drysse de mange udemøbler over hele den fine have, der ligger i midten af Designmuseet, og skabe små rum under træerne, placere nogle møbler ved husmurene og i det hele taget placere møblerne naturligt, har Kjædegaard og Andersson valgt at stille dem helt tæt. De har kridtet et område op, der svarer til en lang udstillingssal, i den venstre side af haven og inddelt området i små felter, som er blevet tildelt hver designer.

Med det overordnede emne, som handler om dialog mellem mennesker og møbler, er det godt tænkt. Det fungerer bare ikke i praksis, for møblerne får ikke den plads, de fortjener, og man undrer sig over, hvad resten af den store have skal bruges til. I stedet for at man får fornemmelsen af at skulle gå på opdagelse i de mange gennemarbejdede og smukke møbler, opleves det som et møbellager, man skal knokle igennem uden nogen særlig årsag – andet end at man kan prøvesidde alle møblerne.

Hvis rasmus fenhanns lille bænk med det polerede sæde stod placeret i nærheden af et træ, ville der opstå et poetisk rum omkring bænken og træet. Lige nu står bænken og flagrer, hvilket har den fordel, at man kan se bænken fra alle sider, men det virker helt unaturligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Næste år bør man vælge et udstillingsdesign, der giver mulighed for at opleve værkerne på deres egne præmisser

Det samme er tilfældet med en stribe af de andre møbler. Mia Lagerman og Skagerak har skabt fem spande i stål, som bliver smukkere, jo mere de ruster. Også de ville fungere bedre, hvis de ikke stod linet op klos op ad Anne Fabricius Møllers smukke stole på den ene side og Line Deppings elegante bænk på den anden.

De værker, der er skabt i naturlige materialer, fremstår mest indbydende. Som Niels Hvas’ store planker, der udgør et bord og en bænk. Eller Norm Architects skifermøbel og Søren Ulrik Petersens bænk af birketræsstammer. Dem har man umiddelbart lyst til at prøve ude i det fri, mens koldere materialer som ren stål og glasfiber virker mindre attraktive i det danske klima.

Variationen er enorm på SE, og man skal ikke snyde sig selv for at opleve de mange bud på udemøbler, der kan bringe os tættere på hinanden. Men næste år bør man vælge et udstillingsdesign, der giver mulighed for at opleve værkerne på deres egne præmisser, ikke som statister i et show.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce