-
16.-27. maj 2012: Filmfestival i Cannes - følg med her
-
Live: Christiania-værtshus tager kampen op mod Tivoli
-
TV FRA MUSIKMEKKA: Verdens største festival ligger i Austin
-
PLUS: Højbed, mobilt 60x60 cm
Pluspris 535 kr.
Seneste Nyt
- 27. maj. KL. 09.08
- 27. maj. KL. 09.01
- 27. maj. KL. 08.56
- 27. maj. KL. 08.54
- 27. maj. KL. 08.46
Seneste TV
-
02:21
-
02:02
TV Kim Skotte: Cannes har haft mere til hovedet end til hjertet
-
04:34
-
TV Ny vinkel: Se stuntmanden styrte mod jorden uden faldskærm
-
02:09
-
00:50
Mest læste
I går
- 25. maj. KL. 23.02
- 25. maj. KL. 16.52
- 26. maj. KL. 15.04
- 26. maj. KL. 07.00
- 25. maj. KL. 23.00
Seneste uge
- 23. maj. KL. 10.38
- 21. maj. KL. 11.00
- 25. maj. KL. 03.00
- 23. maj. KL. 13.34
- 21. maj. KL. 10.59
I dag
- 27. maj. KL. 00.18
- 27. maj. KL. 01.12
- 26. maj. KL. 23.47
- 26. maj. KL. 22.44
- 26. maj. KL. 23.38
I går
- 25. maj. KL. 23.02
- 25. maj. KL. 16.52
- 26. maj. KL. 15.04
- 26. maj. KL. 07.00
- 25. maj. KL. 23.00
Seneste uge
- 23. maj. KL. 10.38
- 21. maj. KL. 11.00
- 25. maj. KL. 03.00
- 23. maj. KL. 13.34
- 21. maj. KL. 10.59
Jobannoncer
Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
2. del - Det hemmelige liv
Tal aldrig politik på offentlige steder. Nævn aldrig navne i telefonen. Og modsig A-L-D-R-I-G ledelsen. Reglerne var – lige fra de allerførste år – benhårde i den politiske organisation, der opfostrede Blekingegadebanden. Og straffen skånselsløs. I sin nye bog ’Blekingegadebanden 1 – Den danske celle’ forklarer Peter Øvig Knudsen, hvordan gruppen blev så topprofessionel, at den nær aldrig var blevet opdaget. Og han afslører også, at hemmelighedskræmmeriet i miljøet omkring gruppen stadig eksisterer. Her er anden del af Politikens serie om den mest spektakulære sag i nyere dansk kriminalhistorie.
| AF Carsten Andersen |
Blekingegadebanden
2. del
Lige før middag 15. september 1980 holdt et folkevognsrugbrød parkeret på en
vigeplads uden for Århus. Fra forsædet kunne chaufføren se direkte over til
varehuset Bilka, der få minutter senere ville få besøg af en pengetransport
fra Provinsbanken. De to bankbetjente skulle som planlagt hente weekendens
rekordstore omsætning på fem mio. kr. fra varehuset, der på grund af en
fødselsdagskampagne trak ekstraordinært mange kunder til.
Manden
i bilen, den 33-årig brandmand Jens Holger Jensen, nåede aldrig at se
pengetransporten fra banken passere med de mange penge, for kort forinden
blev hans folkevognsrugbrød ramt af en stor lastbil, hvis fører i minutterne
inden fik et voldsomt insulinchok. På grund af anfaldet kørte føreren i
stærkt omtåget tilstand og mistede kontrollen over lastbilen. Den svingede
over vejen, ramte direkte ind i folkevognsrugbrødet, pressede bilen tres
meter baglæns og dræbte dens fører på stedet.
Ulykken
var tragisk, men den ville ikke have påkaldt sig større opmærksomhed, hvis
den dræbte bare havde været en almindelig brandmand. Han var også en
politisk aktivist. En mand med forbindelser til internationale
terrorbagmænd. En, der af Politiets Efterretningstjeneste var blevet kaldt
Danmarks farligste mand.
Og ikke nok med det. Han var også den
helt centrale frontfigur i det, der sidst i 1980’erne skulle blive kendt som
Blekingegadebanden og ville efter al sandsynlighed have siddet på
anklagebænken sammen med de syv dømte, hvis altså ikke lige tilfældet havde
villet, at en lastbilchauffør skulle få et insulinchok en efterårsdag i 1980.
At
Holger Jensens dramatiske død faldt sammen med den store pengetransport fra
Bilka samme dag, fandt kriminalpolitiet først ud af ni år efter ulykken.
Nemlig da man begyndte at efterforske, hvad Holger Jensens kammerater havde
foretaget sig i årene før røveriet mod Købmagergades postkontor, hvor en ung
betjent blev skudt af et af medlemmerne af Blekingegadebanden.
Og
der var i det hele taget var meget, omverdenen ikke vidste om Holger Jensens
liv, da han døde. Hans kammerater på Gentofte Brandstation mødte talstærkt
op til begravelsen, for han var en meget populær kollega, der altid var
parat til at give en hjælpende hånd. En af de sørgende ved begravelsen var
også en 25-årig sygeplejeelev, som han havde været kæreste med i nogle
måneder før sin død.
Hun anede ikke, hvorfor han
befandt sig i Århus 15. september, og hun vidste i det hele taget ikke noget
om ham. De mødtes altid hos hende. Hun havde aldrig set hans venner eller
familie. Hun huskede ham som en mand, der altid var i godt humør, men hvad
der foregik i hans liv, når hun ikke var sammen med ham, havde hun ingen
anelse om.
Den oplevelse delte hun med flere. Holger Jensens
tidligere kæreste, som var sammen med ham gennem fire år, opdagede aldrig,
at han blandt andet var i Bagdad og andre steder i Mellemøsten for at mødes
med repræsentanter for oprørsorganisationen PFLP. Og hvad han overhovedet
foretog sig, når de ikke var sammen, inddrog han hende aldrig i.
»Det
giver jo et indtryk af, hvilke mennesketyper man har med at gøre. Det er
folk, som kan trække deres liv så skarpt op, at deres kærester, som de ser
fast flere gange om ugen, ikke aner, hvad de laver, eller hvad der er
vigtigt for dem«, siger Peter Øvig Knudsen.
Siden
starten af 2005 har han gravet sig ned i den store kriminalsag. I to bøger,
hvoraf den første udkommer 15. marts, beskriver han bl.a. gruppens
forbryderiske professionalisme og den slående evne til at holde tæt over for
omverdenen.
Holger Jensen var et mønstereksempel i den retning. Der
var dog én ting, han gjorde sin gamle kæreste klart. Fra starten fortalte
han hende, at de aldrig ville få børn sammen, fordi han prioriterede sin
politiske virksomhed over alt andet, og selv om hun troede, Holger Jensen
formentlig ville ændre mening, mente han, hvad han sagde. Den private lykke
med parforhold og børn blev sat til side. Sagen og den politiske ide var alt.
Ligesom
alle sine kammerater i først Kommunistisk Ungdomsforbund, KUF, og siden
Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, og det senere Kommunistisk Arbejdsgruppe,
KA, havde han lært, at det for alt i verden gjaldt om at hemmeligholde, hvad
man foretog sig i det politiske arbejde. De talte aldrig politik, når de var
på offentlige steder. I telefonen nævnte man ikke navne, og meldte man per
telefon afbud til et politisk møde, angav man aldrig en grund. I stedet for
at diskutere hjemme i stuen valgte Holger Jensen ofte at gå ned på gaden og
tage drøftelsen i en mørklagt bil. Det var klogest at gå ud fra, at politiet
og efterretningstjenesten altid var potentielle følgesvende. Gruppen blev så
dygtig til at sløre alle spor, at politiet i realiteten ingen konkrete
beviser havde, da man anholdt medlemmerne i april 1989.
Det
falske farvel
Af Peter Øvigs bog ’Den danske celle’ fremgår det, at
forskellige dele af politiet gennem årene havde masser af mistanker til
gruppen og dens aktiviteter. Og det var gruppens medlemmer helt på det rene
med. De vidste, at politiets efterretningstjeneste jævnligt holdt øje med
dem, og for blandt andet at kunne operere uden PET’s evigt vågne blik i
nakken, besluttede Holger Jensen og Niels Jørgensen sig i 1979 for at blive
så hemmelige, som det var muligt. De planlagde at gå under jorden.
Over
for alle – arbejdskammerater og familie og kærester – fortalte de, at de
rejste væk i et år. Til USA. Holger tog orlov fra brandstationen fra 1.
oktober, og otte dage senere steg han og Niels Jørgensen på toget
Englænderen på Københavns Hovedbanegård. Fra London ville de flyve videre
til USA, når de ellers kunne få en billet til en ordentlig pris.
Sagde
de.
Den forklaring købte familien. Det samme var ikke tilfældet i
Politiets Efterretningstjeneste. En politimand stod på Hovedbanegården med
et kamera og tog det billede, som senere blev negativ nummer 3687/79 i PET’s
arkiv. På billedet var Niels Jørgensen på vej ind i toget.
Fra
kollegerne i England erfarede PET, at Niels Jørgensen ved indrejsen til
landet brugte et pas, han om sommeren havde meldt mistet til det danske
politi under en tur til Grækenland. Jo, noget var klart i gære, og de to
danskere var da heller ikke mere end lige kommet til London, før de tog et
fly retur til Danmark. For at opretholde illusionen om, at de var i
udlandet, havde de på forhånd skrevet en samling postkort, som de senere fik
en bekendt til at poste tilbage til Danmark fra Miami i Florida.
Holger
Jensen og Niels Jørgensen blev skygget, fra de ankom til Danmark.
PET-folkene mistede imidlertid kontakten med Niels Jørgensen, men fulgte
efter Holger Jensen til en dæklejlighed i Rantzausgade i København. I de
følgende dage overvågede PET lejligheden og holdt øje med alle gruppens
medlemmer. Under påskud af en razzia fik et hold narkobetjente også adgang
til stedet nogle dage senere, men lejligheden var tom.
PET havde
mistanke om, at Holger Jensen og Niels Jørgensen var en del af et netværk,
der forberedte en dansk terroraktion, men efterhånden som sporene efter
medlemmerne af KAK tørrede ud, satte PET færre og færre ressourcer af til at
følge gruppen. Før de satte efterforskningen på lavt blus, nåede de dog at
udsende fotos til det danske politi og at efterlyse dem gennem deres
europæiske netværk.
Kvælertag og knytnæveslag
Da
Holger Jensen døde 15. september 1980, opfattede det århusianske politi det
i første omgang som en triviel trafikulykke, men fire dage senere opdagede
PET dødsfaldet. Årsagen var en dødsannonce, familien indrykkede i Politiken.
I
’Den danske celle’ forklarer Peter Øvig, at det ikke var nogen tilfældig
mand, der blev sat på sagen i Århus. Manden var PET’s Christian
Medom. Han havde både hørt Holger Jensens stemme ved diverse aflytninger, og
han havde siddet i en lukket varevogn, hvorfra han havde forsøgt at få
billeder af den formodede terroristsympatisør. Og Christian Medom vidste, at
PET havde mistet sporet af Holger Jensen, da han et år tidligere var gået
under jorden.
Han kontaktede en kollega i Århus, der i sagen
ydermere kunne se, at ejeren af ulykkesbilen var en person, PET også var
interesseret i, Niels Jørgensen. Begge tilhørte det netværk, som
efterretningstjenesten med bekymring så vokse frem med en ny form for
politisk aktivisme.
PET benyttede bisættelsen af Holger Jensen til
at kaste nyt lys over hans aktiviteter. Det skete i to tilfælde, og begge
gange måtte betjentene pakke finfølelsen af vejen. Først skaffede man sig
adgang til kapellet, hvor man fik lettet låget på kisten, så man kunne tage
Holger Jensens fingeraftryk. Siden låste en politimand sig ind i Holger
Jensens lejlighed med en nøgle, der befandt sig på liget. Ransagningen af
lejligheden foregik, som Peter Øvig konstaterer, mens Holger Jensens familie
sad til bisættelse i Gladsaxe Krematorium.
I første omgang
ledte man ikke efter spor i retning af et planlagt røveri mod Bilka, men
derimod efter tegn på, at Holger Jensen havde været med i planlægningen af
et attentat mod et møbelvarehus lige ved siden af Bilka. Det brændte ned et
par dage efter Holger Jensens dødsulykke, og det var DSB, Danmarks
Socialistiske Befrielseshær, der påtog sig ansvaret.
Det
skulle imidlertid vise sig, at PET’s folk fandt noget, der pegede på
alvorligere forbrydelser end en påsat brand i Århus. Den udsendte politimand
affotograferede et kort over Glostrup i Københavns omegn, og indtegnet på
kortet var to lokaliteter tæt på hinanden.
Den ene var en
privat villa. Den anden var en filial af en Forstædernes Bank på Roskildevej
i Glostrup. Netop disse lokaliteter havde været centrum for en meget brutal
kidnapning og et forsøg på millionafpresning af en lokal bankbestyrer, hans
kone og deres otteårige barnebarn kun to måneder tidligere.
Kidnapningsforsøget
foregik 7. juli 1980, og det var uhyggeligt nøje planlagt. Forbryderne
sikrede sig gennem telefonopkald forinden, at bankdirektørparret var hjemme,
og de sikrede sig desuden, at de også havde besøg af barnebarnet, en dengang
otteårig pige. Med pigen som et af gidslerne kunne forbryderne sikre sig
maksimalt pres mod bankdirektøren.
Forbryderne vidste, hvem
pigens forældre var. Kendte navne på hendes legekammerater og deres
forældre, der boede i Rungsted. Deres netværk. Og de havde skitser af
bankens indretning og kendte navne på bankens nøglepersoner.
Under
dække af at komme fra politiet med en vigtig meddelelse gik de direkte ind i
direktørparrets hus. Under håndgemæng tog en af dem kvælertag på den da
68-årige kvinde. Hun fik et knytnæveslag i hovedet, og derefter blev et
elastikbind presset så stramt ned over hendes ansigt, at hun var tæt på at
blive kvalt. Pigen og farmoderen blev slæbt ned i kælderen og lænket med
håndjern. Pigens mund lukket med et stort plaster.
Kidnapperne
krævede, at direktøren skulle låse dem ind i bankens boks, så de kunne tage
de tredive millioner, de mente burde ligge i boksen. Direktøren oplyste
imidlertid, at der snarere var syv, men at han i øvrigt ikke ville være i
stand til at lukke forbryderne ind i boksen, da han ikke havde koderne. Det
troede de ikke på, og til sidst truede de med at skære halsen over på hans
kone og barnebarn, hvis han nægtede yderligere. Direktøren blev slæbt ind i
sin BMW og kørt hen til den nærliggende bank. Undervejs i forløbet opgav
forbryderne imidlertid deres planer, vendte om og kørte direktøren hjem igen
og låste ham fast til et billardbord i kælderen.
De tre i
villaen blev holdt fanget i tre timer, før forbryderne forlod stedet. Det
blev senere konstateret, at bankdirektørens kone havde været i livsfare
under overfaldet. I øjnene kunne man konstatere punktblødninger som følge af
iltmangel.
»Især den meget grundige planlægning af kidnapningen,
kombineret med en konsekvent brutalitet under udførelsen af forbrydelsen
mindede ikke om noget, som dansk politi tidligere havde efterforsket«,
skriver Peter Øvig Knudsen i sin bog.
Fire medlemmer af
Blekingegadebanden bliver alle sigtet for kidnapningen, da sagen mod
Blekingegadebanden ruller næsten ti år senere, men sigtelsen bliver
frafaldet og aldrig prøvet ved retten. Heller ikke selv om den otteårige
pige ved en konfrontation som 17-årig udpeger en af de fire ved en
konfrontation hos politiet. Hun identificerer ham som »ham, der holdt mig
fast nede i kælderen«.
I sin research har Øvig været i
kontakt med flere fra Blekingegadebandens inderkreds. Her får han ikke svar
på, hvorvidt de rent faktisk stod bag den voldsomme kidnapning i Glostrup,
men et af gruppens medlemmer har erkendt, at de har været involveret i
noget, der var lige så slemt.
Frygten for at tale
I
sit arbejde med ’Den danske celle’ har Peter Øvig Knudsen oplevet, hvordan
helt nye oplysninger om bandens baggrund konstant er piblet frem, selv om
der allerede er skrevet mere om banden end om de fleste andre kriminelle. At
det stadig er muligt i dag, snart 17 år efter anholdelserne, er dog ikke så
mærkeligt, for det var en del af gruppens strategi, at alt skulle være
hemmeligt. Strategien i både gruppen og det politiske netværk var så
indgroet i tænkemåden, at Peter Øvig Knudsen i 2005 og 2006 mærkede, at den
fungerer i bedste velgående, selv om Blekingegadebanden for længst er
afsløret, dømt og løsladt igen. Og selv om nogle af de begivenheder, han vil
tale med folk om, ligger 20-30 år tilbage i tiden.
Øvig har de
seneste to år kontaktet et meget stort antal kilder, der har haft berøring
eller været en del af den politiske bevægelse fra 1970’erne og frem, og ikke
sjældent smider folk røret på, når han har ringet. En enkelt har endog meldt
ham til politiet, fordi han har skrevet til hende. Og det rygtes meget
hurtigt i hele miljøet, at han er i gang med sin research til en bog om
Blekingegadebanden.
»En af dem, jeg kontakter, fortæller mig, at
hans venner har forbudt ham at tale med mig. Hvis han gør det, har de truet
med at slå hånden af ham«, fortæller Peter Øvig.
Han
ved, det er en alvorlig trussel for mange i miljøet, eftersom vennerne fra
dengang stadig er deres helt primære netværk. At blive udelukket herfra
svarer til at blive smidt ud af sin familie. Mens Kommunistisk Arbejdskreds
er på sit højeste i 1970’erne, er det et af ledelsens ultimative magtmidler
at sætte medlemmer »på græs«. Hvis de begynder at blive for kritiske over
for ledelsen eller foretager sig ting, som ledelsen ikke bifalder, kan de
blive ’dømt’ til ikke at have kontakt med nogen i kredsen i et halvt år. Én
pådrager sig KAK-ledelsens vrede, da han bliver kæreste med en jøde, og det
ender med, at forholdet går i stykker. En anden bliver frosset ud, fordi
topledelsen ikke føler sig sikker på, at han vil parere ordre i enhver
situation. Få år senere begår han selvmord.
Som
Peter Øvig Knudsen beskriver det i sin bog, driver det flere medlemmer til
randen af et sammenbrud, for uden gruppen er der i realiteten intet.
Under
sit arbejde med ’Den danske celle’ opdager han også, at
hemmelighedskræmmeriet er så stærkt, at det strækker sig langt ind i gruppen
selv. Kun topledelsen har det fulde overblik, og ’menige’ medlemmer får så
få oplysninger som muligt. Der er, mener han, en atmosfære af Tvind-sekt
over hele det politiske bagland til Blekingegadebanden. Ledelsen meddeler så
lidt som muligt, så informationerne ligger hos ganske få.
Dette
er en del af baggrunden for, at Øvig i dag kan fortælle historier om
Blekingegadekredsen, som aldrig har været fremme i offentligheden før.
Om deres involvering i et attentat mod Bella Centeret i 1970, røverier i
1970’erne og kontakter til folk, der opfandt den moderne terrorisme.
En
del af oplysningerne i ’Den danske celle’ har Peter Øvig, fordi PET meget
tidligt samlede oplysninger om gruppen, men han er også klar over, at han
aldrig havde fået adgang til det store materiale, hvis det kun havde ligget
hos PET. Han har kun fået oplysningerne, fordi PET har afleveret materiale
til kriminalpolitiet. Her er det en del af en efterforskning, som omfatter
et aldrig opklaret politimord. Derfor vil materialet blive liggende. En
drabssag forældes ikke, og ingen kan forestille sig, at man ikke bevarer et
materiale, der engang – om det så er om mange år – kan føre til oplysningen
om, hvem der i realiteten myrdede Jesper Egtved Hansen ud for Købmagergade
Postkontor i 1988.
»På et tidspunkt troede jeg også selv, jeg
vidste, hvem morderen var, men i dag er jeg ikke så sikker længere«, siger
Peter Øvig Knudsen.
’Stemmen’
Indimellem
har han nærmest måttet knibe sig selv i armen, når han har gennemgået
papirerne. I modsætning til materiale om stikkerdrabene fra krigen og
materialet om torturbødlen Birkedal, er alt her organiseret.
»Papirerne
fra krigen var ofte bare hældt ned i store flyttekasser. Her kan man vælge,
om man vil have det såkaldte terrorspor i et resume på to sider, på 40 sider
eller på 3-400 sider med en fortegnelse over samtlige 638 kilder«, siger
Øvig.
Indimellem har han undervejs været i tvivl om, hvad han
egentlig kunne bruge fra det omfattende materiale.
»Jeg har jo
også fået det materiale, de har haft fra ransagningerne. Private breve og
dagbøger, ja, selv drømmeoptegnelser. I telefonaflytninger og i dagbøger
kigger man lidt ind ad folks vinduer eller brevsprækker, og her må jeg
vælge, hvad der er relevant for historien«, siger Øvig, der undervejs
citerer direkte fra efterretningstjenestens aflytninger. Indimellem in
extenso.
Han ved, der er en grænse, men ingen kan i realiteten
fortælle, hvor den går. Før han gik i gang, skrev han under på, at han ikke
fra dokumenterne ville offentliggøre ting af personlig, privat, religiøs
eller økonomisk art, men for ham går grænsen ikke automatisk her.
»Grænsen
går, hvor oplysningerne er relevante for et stykke væsentlig
historieskrivning. Det er ikke meget anderledes end bøgerne fra
besættelsestiden, hvor jeg også har adgang til mentalobservationer og
psykiatriske journaler«, siger han.
Den slags smugkig ind i de
dømtes sjæleliv har han ingen mulighed for at få i Blekingegadesagen, for de
dømte nægtede at lade sig mentalundersøge. Til gengæld har Peter Øvig på
anden vis fået mulighed for at give sine læsere et bud på, hvad der er
foregået i hovedet på de politiske aktivister de seneste 30-35 år. Noget af
det første, han gjorde, var at skrive til samtlige dømte medlemmer af
Blekingegadesagen for at få dem til at bidrage til bogen.
I
starten gik det mindre end godt, men efterhånden har én af de syv dømte
indgået en slags samarbejde med ham. Han har accepteret at give et bud på,
hvorfor aktiviteterne i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk
Arbejdsgruppe kunne udvikle sig, som de gjorde. ’Stemmen’ giver et unikt
indblik i, hvordan i hvert fald ét af bandens medlemmer på mange års afstand
vurderer sine egne handlinger.
»Hvis man skal forstå mekanismerne i
KAK, kommer man ikke uden om at se det som en form for sekt. Identiteten for
medlemmerne var at være medlem af den sekt, og ligesom i andre sekter blev
medlemmerne socialiseret ved hjælp af angst. Den trussel om at blive udstødt
af sekten, som altid svævede i luften, var for de fleste stærkt
angstprovokerende«, siger manden, der vil være anonym og i bogen kun lader
sig identificere som en stemme.
Han sammenligner Gotfred Appels
styring af KAK med den metode, den forkætrede lektor Blomme bruger i Hans
Scherfigs roman ’Det forsømte forår’.
»Blomme
har en højt udviklet evne til at tryne en elev, selv om den pågældende
faktisk i første omgang har sagt noget konkret. Gotfred udstillede dig som
en idiot, gjorde dig usikker og sørgede for, at du mistede den faste grund
under fødderne. På den måde fik han opbygget en angstfyldt loyalitet over
for sin person. I virkeligheden fik han naturligvis et korps af
eftersnakkere omkring sig«, forklarer stemmen.
Dybest set ved
Øvig ikke, om stemmen taler på hele gruppens vegne eller kun på sine egne.
Han har imidlertid i arbejdet med bogen håbet, at han kunne få i hvert fald
én person i tale, og i et vist omfang er han gået ud fra, at hvis han taler
med én, agerer denne på sin vis på de andres vegne. Især har han været
interesseret i at høre om gruppens forhold til vold og magtanvendelse. Moral
og etik.
I ’Den danske celle’ siger stemmen, at gruppen justerede
sine handlinger efter almindelig moral. »Vi gjorde ikke hvad som helst. Alle
i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier med etiske
værdier. Det har nok været en redningsplanke for os i sidse ende, at vi har
haft den bremseklods. Det reddede i hvert fald mig i mine beslutninger til
sidst«, siger han.
»Men nu skal jeg naturligvis heller ikke
gøre os bedre, end vi var. Vi var ikke en etisk diskussionsklub. Vores
diskussioner om metoder og teknikker handlede mere om praktik end om etik.
Hvis vi fravalgte en kriminalitetstype, skete det for det meste på grund af
operationelle overvejelser. Hvad kunne være farligt for os selv, og hvornår
var risikoen for afsløring for stor. Jeg har selv deltaget i en del
diskussioner, hvor det emne, der fyldte mest, var, hvordan vi reddede vores
egen røv igennem«.
Der blev, siger han, skelnet mellem
offensive politiske forbrydelser og gammeldags ulovlige handlinger, der
kunne finansiere befrielsesbevægelserne i deres nærområde.. Der blev ikke
bombet ambassader og derefter kastet en løbeseddel ud. Men de var parate til
at lænse en bank for at skaffe penge.
Overordnet set indrømmer
stemmen imidlertid, at målet helliger midlet. At man har lov at gøre alt i
sagens tjeneste. »At vi har givet os selv det rum, er det mest alvorlige
element i hele min politiske historie som medlem af denne sekt. Vi har nok
justeret etisk i detaljen, men grundlæggende gav vi os selv fribillet«,
siger han.
Peter Øvig har haft kontakt med ’stemmen’ gennem
halvandet år, og det var først i løbet af efteråret, det begyndte at stå
klart, at han ville få ham med i bogen. Betingelsen var, at han skulle være
anonym, og at både han og Øvig kunne godkende udskriften af de samtaler, de
havde foretaget.
»Der var selvfølgelig grænser for, hvad han kunne
afsløre, uden at afsløre sig selv. Han er en stemme fra gruppen. Han siger
selv, at han kun taler på egne vegne, men jeg ved jo ikke, om han er i
kontakt med de øvrige. De er meget professionelle, både hvad angår medier,
retsvæsen og efterretningstjeneste. De ved, hvad de skal snakke om, og hvad
de ikke skal snakke om. Det er selvfølgelig svært at vurdere, hvor meget han
holder tilbage, men jeg har fornemmelsen af, at han er meget ærlig, hvad
angår hans egne overvejelser«.
Alt dette siger Peter Øvig
i november 2006. Han ved imidlertid, at hans mulighed for at kontrollere
’stemmen’ og hans oplysninger er noget nær nul. Og han kan kun håbe på, at
’stemmen’ er ærlig i dette tilfælde. Han ved imidlertid, han skal træde
varsomt, for en anden journalist har tidligere haft planer om at interviewe
gruppens medlemmer til en bog.
»Men det opgav han, for han
opdagede, at de løj for ham. Hele tiden«, siger Øvig. Selv har Peter Øvig
ingen illusioner om, at han kommer til at skrive den endelige sandhed om
Blekingegadebanden og dens aktiviteter.
»Med bøgerne vil jeg ikke
bevise noget bestemt. Jeg vil helst skrive en historie, hvor der er et par
versioner af sandheden. Bogen må gerne stritte, og derefter kan læserne selv
tage stilling til, hvad de synes«, siger han.
Se også
- Interview med Peter Øvig: To år med Blekingegadebanden 17. mar 13.11
- Blekingegadebanden en bestseller fra dag ét 15. mar 16.47
- Blekingegadebandens meritter 15. mar 08.00
- 3. del - Det danske terrorspor 04. mar 23.05
- 1. del - Millionrøverne ingen så 03. mar 17.35
- Blekingegadebanden stod bag flere forbrydelser 03. mar 17.22
Grandprix-Soluna: »Nå, okay. Den havde jeg ikke lige set komme«
En skuffet Soluna Samay er overrasket over sølle 21 point.
-
Danmark27. maj. KL. 08.46
Uidentificeret person er død i bilbrand på Sydsjælland
En person er død i bilbrand i Haslev. Politiet formoder, at der er tale om en ulykke og undersøger brandårsag.
Regeringen vil hæve bankskat
Bankerne skal betale mere i skat i den kommende skattereform. Det giver plads til at droppe den forhadte iværksætterskat.
-
Danmark26. maj. KL. 22.44
-
Danmark27. maj. KL. 08.54
Ung kvinde voldtaget på vej hjem fra karneval
En 19-årig pige var på vej hjem fra byen i Aalborg, da hun blev overfaldet af to mænd. Den ene voldtog hende.
Stjerne fra 'Borgen' og 'Forbrydelsen 2' vil helst ikke genkendes i bussen
Mikael Birkkjær ventede med at blive kendt tv-skuespiller.
Seneste nyt
- 27. maj. 2012 KL. 09.08 19 anholdt ved fredeligt karneval i Aalborg
- 27. maj. 2012 KL. 08.54 Ung kvinde voldtaget på vej hjem fra karneval
- 27. maj. 2012 KL. 08.46 Uidentificeret person er død i bilbrand på Sydsjælland
- 27. maj. 2012 KL. 07.55 Vejsidebomber dræber fire Nato-soldater i Afghanistan
- 26. maj. 2012 KL. 23.47 Romney føler sig »hjemsøgt« af sine egne kommentarer
- Se flere nyheder
Mest læste i dag
- 27. maj. 2012 KL. 00.18 Suveræn svensk sejr ved Melodi Grand Prix
- 27. maj. 2012 KL. 01.12 Grandprix-Soluna: »Nå, okay. Den havde jeg ikke lige set komme«
- 26. maj. 2012 KL. 23.47 Romney føler sig »hjemsøgt« af sine egne kommentarer
- 26. maj. 2012 KL. 22.44 Zornig stopper som børnerådsformand
- 26. maj. 2012 KL. 23.38 Stjerne fra 'Borgen' og 'Forbrydelsen 2' vil helst ikke genkendes i bussen
Kultur Seneste nyt
- 27. maj. 2012 KL. 09.01 Kim Skotte: Amerikansk talent kan snuppe palmen
- 27. maj. 2012 KL. 08.56 Peter Aalbæk i Cannes: Det handler om penge, penge, penge
- 27. maj. 2012 KL. 08.17 Svenske Medier: »Knock out«, »Jordskredssejr«, »Supersejr«
- 27. maj. 2012 KL. 01.12 Grandprix-Soluna: »Nå, okay. Den havde jeg ikke lige set komme«
- 27. maj. 2012 KL. 00.18 Suveræn svensk sejr ved Melodi Grand Prix
- Se flere kultur-nyheder
Sport Seneste nyt
- 26. maj. 2012 KL. 22.42 Holland skuffer i EM-test
- 26. maj. 2012 KL. 22.39 Så er Danmarks OL-hold på langt over 100 deltagere
- 26. maj. 2012 KL. 22.31 Antiklimaks for Nicki Pedersen i Sverige
- 26. maj. 2012 KL. 22.21 Kæmpesejr sender Pytlicks hold til OL
- 26. maj. 2012 KL. 22.02 Lars Jørgensen: Frustrerende at fejlkendelser skal stoppe os
- Se flere sportsnyheder
IBYEN Seneste nyt
- 26. maj. 2012 KL. 20.00 Nyfortolket klassiker skal ses med et åbent sind
- 26. maj. 2012 KL. 12.51 Graviditetskomedie efterlader tilskueren med kvalme
- 26. maj. 2012 KL. 10.31 Gammel homosauna serverer byens bedste burgere
- 26. maj. 2012 KL. 08.34 Politikens læsere har vilde visioner for Rådhuspladsen
- 26. maj. 2012 KL. 08.33 Læsernes rådhusplads: De præmierede forslag
- Se flere Ibyen-nyheder
Tjek Seneste nyt
- 27. maj. 2012 KL. 07.00 Sådan tjekker du din telefons trådløse net
- 26. maj. 2012 KL. 15.04 Filterkaffe er bedst for blodet
- 26. maj. 2012 KL. 15.00 Godmodig familiebil giver den gas som veloplagt gaderacer
- 26. maj. 2012 KL. 14.57 Cheføkonom: Boligejere bør overveje at fryse renten for ikke at komme i klemme
- 26. maj. 2012 KL. 12.57 Eksperter: Her gør kaffe godt - og skidt
- Se flere Tjek-nyheder
Tophistorier Kultur
-
27. maj. KL. 01.12 Grandprix-Soluna: »Nå, okay. Den havde jeg ikke lige set komme«
- 27. maj. KL. 00.18 Suveræn svensk sejr ved Melodi Grand Prix
- 27. maj. KL. 09.01 Kim Skotte: Amerikansk talent kan snuppe palmen
- 27. maj. KL. 08.56 Peter Aalbæk i Cannes: Det handler om penge, penge, penge
- 27. maj. KL. 08.17 Svenske Medier: »Knock out«, »Jordskredssejr«, »Supersejr«
Seneste Kultur
- 27. maj. KL. 09.01 Kim Skotte: Amerikansk talent kan snuppe palmen
- 27. maj. KL. 08.56 Peter Aalbæk i Cannes: Det handler om penge, penge, penge
- 27. maj. KL. 08.17 Svenske Medier: »Knock out«, »Jordskredssejr«, »Supersejr«
- 27. maj. KL. 01.12 Grandprix-Soluna: »Nå, okay. Den havde jeg ikke lige set komme«
- 27. maj. KL. 00.18 Suveræn svensk sejr ved Melodi Grand Prix
- 26. maj. KL. 23.54 TV Lyskunstnere foldede Sidneys operahus sammen
- 26. maj. KL. 23.38 Stjerne fra 'Borgen' og 'Forbrydelsen 2' vil helst ikke genkendes i bussen
Seneste anmeldelser
-
Sareen udgiver kontroversiel børnebog: Fuck og Ludere i Kardemommeby
-
STRIBEN af WULFFMORGENTHALER
-
TRUTH FACTS
Modetips
The laughing boy af Leif Sylvester
Skulpturen ’Laughing Boy’ kan ikke hedde meget andet, end den gør. For ikke bare storgriner den nye figur i stentøj, som kunstneren Leif Sylvester har lavet, klik her for at se mere...
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 1285 kr.
Alm. pris 1600 kr
|
|
Pluspris 295 kr.
Alm. pris 370 kr
|
|
Pluspris 1285 kr.
Alm. pris 1600 kr
|
|
Pluspris 500 kr.
Alm. pris 600 kr
|






















debat lige nu
seneste indlæg
mest kommenterede