3. del

I Danmark er Blekingegadebanden kendt af de fleste. Men meget tyder på, at den også var særdeles godt kendt i udlandet – og dette allerede i 1970’erne. I kredse, der beskæftigede sig med terror.

Gruppen bag det, der senere blev Blekingegadebanden, mødtes tidligt med den palæstinensiske oprørsleder Wadi Haddad, der opfandt den politiske flykapring. De tog på militære træningslejre i Mellemøsten, mens folk fra Rote Armee Fraktion og terroristen Carlos søgte dertil på præcis samme tidspunkt. Og der er tegn på, at et nu afdødt medlem af Blekingegade-kredsen bidrog aktivt til oprørsorganisationen PFLP’s aktioner, en flykapring i Spanien i 1977. I hvert fald havde han erklæret sig villig til at deltage.

Det fremgår af Peter Øvig Knudsens bog ’Blekingegadebanden 1 – Den danske celle’, der beskæftiger sig indgående med hele den politiske forhistorie for den mest omtalte gruppe i nyere dansk kriminalhistorie. Det er en historie, som både kredser om gruppens flirt med voldelige, politiske aktioner, men som også fortæller historien om, hvordan selv nogle af gruppens mandlige kernemedlemmer kunne bryde sammen, når de stødte ind i den rå kvindemagt.

Ifølge Peter Øvig er det mere end sandsynligt, at kredsen bag Blekingegadebanden mødte medlemmer af den terrordømte tyske gruppe Rote Armee Fraktion i træningslejre i Libanon og Jordan, og han ser selv Blekingegadebanden som den danske celle for PFLP.

»Rote Armee Fraktion fungerede som den tyske celle, og organisationen Japans Røde Hær var den japanske, ligesom De Røde Brigader var den sydeuropæiske forpost, samtidig med at de alle udførte egne aktioner. Blekingegadebandens samarbejde med PFLP har været mindst lige så tæt som disse gruppers. Men Blekingegadebanden har ikke udført det, vi forbinder med traditionel terrorvirksomhed. Måske var der en form for arbejdsdeling«, siger Peter Øvig Knudsen.

I sin bog fortæller han, hvordan Blekingegadebandens politiske guru, Gotfred Appel, og hans samlever Ulla Hauton i 1970 var i Mellemøsten for at forhandle om et tættere samarbejde med den palæstinensiske oprørsbevægelse PFLP.

Besøget fandt sted, mens PFLP var midt i en af datidens mest spektakulære flykapringer. Og de besøgende danskere så med fra første parket. Uden at flygte skrigende bort.

6. september tvang PFLP-folk to amerikanske rutefly til at lande på luftbasen Dawson’s Field i Jordan i stedet for at fortsætte med de i alt 290 passagerer til USA. Andre palæstinensere sluttede sig til aktionen, så der i alt stod tre kaprede fly i Jordans ørken.

Fra PFLP’s hovedkvarter i Amman fulgte Gotfred Appel og hans samlever dramaet, og mens det stadig foregik, blev de af PFLP fragtet helt ud på luftbasen, hvor de kunne følge reaktionerne fra gidsler og flykaprere fra nærmeste hold.

Peter Øvigs research viser, at der er flere versioner af historien om parret, der dengang var absolutte frontfigurer i Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, som Blekingegadebanden voksede frem af. Nogle mener, at Appel og Hauton faktisk befandt sig på luftbasen, da PFLP sprængte de kaprede fly i luften, men selv har nu afdøde Gotfred Appel altid fastholdt, at han og Hauton allerede havde forladt basen på dette tidspunkt.

Snylterstatsteorien
Sikkert er det dog, at Appels venstreradikale gruppe, Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, foretog en total kursændring, da Appel og Hauton vendte hjem fra Mellemøsten. Fra at være en organisation, der markerede sig i gaderne ved f.eks. Verdensbank-demonstrationerne, skulle alt være så hemmeligt som muligt.

»Gotfred Appels grundteori på det tidspunkt er, at man skal stjæle fra de rige lande og give penge til oprørsbevægelser i den tredje verden. Den teori havde han brug for at leve ud i praksis. Han er ikke en mand, der vil nøjes med teorien«, fortæller Peter Øvig.

Da Gotfred Appel indledte sin politiske karriere og siden tiltrak hele inderkredsen fra Blekingegadebanden, var der intet, der tydede på, at han skulle indgå alliancer med palæstinensiske oprørsgrupper. Appel var kommunist. DKP’er. Han blev endda ansat på partiavisen Land og Folk, hvor han i starten af 60’erne blev udenrigsmedarbejder. Han lagde sig imidlertid ud med partiet, blev ekskluderet og stiftede det maoistiske KAK. Selv blev han tilknyttet den kinesiske ambassade i København og skulle gennem sit eget forlag, Futura, udgive bøger og tidsskrifter for kineserne.

Appel og KAK var især optaget af, at kineserne mente, at den socialistiske revolution ikke ville bryde ud i det kapitalistiske Vesten, men derimod hos frihedsbevægelser i den tredje verden. Det var her, Appel udviklede sin ’snylterstatsteori’. Han afskrev en mulig revolution i Danmark eller andre kapitalistiske lande, fordi arbejderne efter hans mening var bestukket af det kapitalistiske samfund, og sammen levede de højt på at udnytte lave lønninger og billige råvarer fra den tredje verden.

I KAK støttede man fra starten af 1970’erne oprørsbevægelserne gennem organisationen Tøj til Afrika, og udadtil var Gotfred Appels holdning, at han ikke gik ind for kriminelle handlinger. Da Blekingegadebanden i 1989 blev afsløret, sagde han i politiforhør, at han godt kan forestille sig, at nogle af de unge mennesker kunne have begået forbrydelser i sagens tjeneste, men at han ikke selv gik ind for den slags.

»Den slags udsagn dementerer jo næsten sig selv, når han efter at have overværet PFLP’s tredobbelte flykapring i Dawson’s Field siger, at det er den organisation, han primært vil støtte«, siger Peter Øvig.

Dansk hjælp til en flykapring?
På baggrund af sin research mener han, det er noget af en tilfældighed, at KAK valgte at støtte netop PFLP.

Baggrunden for samarbejdet, der skaffede PFLP millioner af kroner gennem røverier og et deraf følgende drab på en politimand, var primært, at Gotfred Appel ragede uklar med sine kinesiske arbejdsgivere – og derefter måtte finde nye samarbejdspartnere.

»Appel stifter i første omgang bekendtskab med PFLP gennem deres blade, hvor han kan se, at de ligesom ham selv har en militant, marxistisk-leninistisk indstilling med et pift maoisme oveni. Men der foreligger intet om, at han på det tidspunkt kender en eneste palæstinenser. Da han ser, de både har en ideologi som hans egen og en enorm handlekraft og professionalisme, er han ikke i tvivl om, at det er en organisation, han vil støtte«, siger Peter Øvig.

I Danmark har han ingen problemer med selv at finde tilhængere. Den karismatiske leder drager allerede fra 1960’erne unge mennesker til sig. Ikke mindst som følge af sin utrolige begavelse og oratoriske evner. Han er i en politisk diskussion, som en daværende KAK’er siger, i stand til at kløve et hår på langs.

En af dem han tiltrækker er Holger Jensen. En af de mange, der er blevet politisk vakt i kølvandet på Vietnamkrigen. En ung gymnasieelev fra Gladsaxe, som i sin omgangskreds har en række af dem, der siden bliver til den hårde kerne i Blekingegadebanden.

I sin nye bog lægger Peter Øvig Knudsen indicier frem, der tyder på, at Holger Jensen var med i forberedelserne af en af PFLP’s flykapringer i 1970’erne. Kapringen af et fly fra Mallorca, der blev tvunget til at lande i Mogadishu.

»Blekingegadebanden støttede PFLP, der stod bag terroraktioner. Det står fast. Vi ved også, at Holger Jensen på et møde i 1977 i Bagdad med PFLP’s operationelle leder Wadi Haddad sagde ja til at være med i en palæstinensisk aktion i en spansk lufthavn. Desuden har jeg udsagn om, at Holger Jensen efter mødet i 1977 rejste meget og opererede internationalt for PFLP. Og der skete faktisk en palæstinensisk flykapring i Spanien i 1977, hvor også andre europæere deltog. Den blev udført af palæstinenserne, men Holger Jensen har formentlig foretaget observationer forud for kapringen, fordi han som en høj, lyshåret mand havde lettere ved den slags end palæstinenserne«, siger Peter Øvig.

Som omtalt i Politiken i går døde Holger Jensen i en trafikulykke i Danmark i 1980. Forinden nåede han at tage adskillige ture til Mellemøsten. To af Gotfred Appels unge støtter var der dog forinden. De to aktivisters erfaringer bruger Peter Øvig Knudsen i sin bog til at påpege, hvor alvorligt ’den danske celle’ tog samarbejdet med PFLP.

De to mænd var Gert Rasmussen og Xander Truelsen. Begge forlod siden KAK.

I erindringen er de to ikke helt enige om, hvad PFLP’s hensigt med dem var dengang. Gert Rasmussen mener, det lå i luften, at deres træning i en flysimulator skulle føre til aktiv deltagelse i en flykapring. Det husker Xander Truelsen intet om. Til gengæld husker han ifølge Øvig, at en PFLP-mand ville have dem til at smugle bomber og sprængstoffer til aktive PFLP-folk i Israel. Dette blev dog aldrig til noget, for de to danskere blev rygende uenige om, hvorvidt de havde dels Appels, dels danskernes opbakning til den slags aktioner. Gert Rasmussen mente nej, Xander mente ja. At de netop havde mandat til alt, der tjente revolutionen.

Gert Rasmussen rejste hjem i utide, og der var ingen begejstring over hans uvilje over at arbejde for PFLP. Kort efter smed Appel ham ud af KAKs ungdomsorganisation, hvor han ellers havde haft en central rolle. Men hans svigt blev ikke glemt. I Peter Øvigs bog husker Gert Rasmussen, at han midt i 1970’erne mødte en yngre fyr fra KAK-kredsen på et værtshus. Manden hånede ham for at have svigtet sagen og kaldte ham en forræder. Først da han blev lovet bank, holdt KAK’eren sin mund. Mandens navn var ifølge Peter Øvigs bog Niels Jørgensen, en af de senere dømte i Blekingegadesagen.

Så fik de bank, mændene
I første del af historien om Blekingegadebanden blænder Peter Øvig også op for et mindre kendt afsnit om bandens medlemmer.

Det handler om, hvordan de ellers topprofessionelle mænd i slutningen af 1970’erne var ved at blive væltet omkuld af tidsånden – også kaldet kvindernes frigørelse. Kønskampen blev berørt i 1994 i bogen ’Blekingegade 2, 1. th’ af Betina Bendix og Lene Løvschall, men emnet er et så ømtåleligt kapitel af KAK-historien, at Peter Øvig – i dag næsten 30 år senere – har haft svært ved at få gamle medlemmer til at tale om sagen. En enkelt kvinde er gået så vidt, at hun har meldt ham til politiet for at have skrevet et brev til hende.

Sagen er, at kvinderne i KAK gjorde oprør. KAK var på det tidspunkt helt topstyret. Af mænd. Kvinderne kunne oftest få lov at arbejde i den sideordnede organisation Tøj til Afrika. Hvad der foregik af politiske overvejelser, tog den mandlige top sig af, men på et tidspunkt sagde kvinderne stop. Formentlig igangsat af Ulla Hauton og sanktioneret af Gotfred Appel. På skift blev mændene indkaldt til et hold af kvinder, og en af mændene har sammenlignet det med politiforhør under Stalintiden. Her skulle de tilstå deres synder. Ellers vankede der helt bogstaveligt øretæver.

»Nogle af mændene måtte igennem op til tyve såkaldte ’bønnemøder’. Her skulle de angre, at de var ringe mennesker. Simpelt hen nogle svin. Der var mænd, som reelt brød sammen af det. Når mændene var erklæret ’rene’, kom de over på kvindernes hold, hvor de blev tvunget til at slå på deres kammerater, hvis kvinderne ikke mente, de opførte sig godt nok«, siger Peter Øvig.

Når kønskampen overhovedet kunne finde sted og involvere ellers topprofessionelle forbrydere, skyldes det ifølge Øvig, at KAK-gruppen fungerede som en religiøs sekt.

»Begge steder retter man sig efter ordrer, og da det foregår inden for sekten, kan de ikke undslippe«, fortæller forfatteren. Et par af de mest hårdhudede i gruppen slap dog uden større knubs.

Kønskampen medfører imidlertid kaotiske forhold i hele organisationen, og da folk igen finder et ståsted, er et oprør mod Gotfred Appel og Ulla Hauton en realitet. Appel bliver kørt ud på et sidespor, og en hård kerne fortsætter i det, der kommer til at hedde Kommunistisk Arbejdsgruppe, KA.

De centrale medlemmer i denne gruppe er folk, der har holdt sammen siden slutningen af 1960’erne. Det er dem, danskerne godt 20 år senere lærer at kende som Blekingegadebanden.

Historien om deres forbrydelser i 1980’erne udkommer med titlen ’Blekingegadebanden 2’ til efteråret.

Jeg har udsagn om, at Holger Jensen rejste meget og opererede internationalt for PFLP. Og der skete faktisk en palæstinensisk flykapring i Spanien i 1977, hvor også andre europæere deltog.

Peter Øvig Knudsen