En læser, Grethe Ravn, har observeret, at ordet smagfuld har gennemgået en betydningsudvikling.

I 1960’erne og 1970’erne brugte man kun ordet i betydningen ’som vidner om god smag, æstetisk tiltalende’, som modsætning til smagløs, hvorimod man nu også ser ordet brugt synonymt med velsmagende, f.eks. i madopskrifter og fødevarereklamer.

Den betydning af smagfuld, som vi finder i udtryk som »smagfuldt indrettet bolig« og »smagfuld påklædning«, har været kendt i dansk siden Ewalds og Baggesens dage i anden halvdel af 1700-tallet.

Betydningen vendt hjem fra ferie
At smagfuld også kan betyde ’velsmagende’, er dog langtfra noget nyt i dansk. Så tidligt som 1794 skrev teologen Christian Bastholm i ’Viisdoms og Lyksaligheds Lære’ disse opbyggelige ord: »At dræbe et Dyr for at nære sig med dets Kiød, og at martre det langsom til Døden for at giøre dets Kiød desto smagfuldere, det er tvende forskiellige Ting«.

Ca. 100 år senere, omkring år 1900, var denne brug af adjektivet imidlertid blevet så kontroversiel, at den måtte forsynes med gåseøjne med distancerende betydning: »Bordene bugnede af de ’smagfuldeste’ og paa den skjønneste Maade opstillede Retter«, hedder det i Arthur Abrahams’ ’Minder fra min Studentertid’ (1896). Ordbog over det danske Sprog beskrev i 1941 betydningen ’velsmagende’ som »nu sjælden«, og 1896-belægget fra Abrahams er da også værkets yngste.

Det er først i de senere år, at betydningen ’velsmagende’ er vendt tilbage fra en ferie på næsten 100 år. Den Danske Ordbog bringer følgende belæg fra en tv-udsendelse fra 1985: »Andefedt er et meget velsmagende fedtstof. Det er mere smagfuldt end olie og margarine«.

Eftersom der er mange sammensætninger med smag som første led, der dannes ved at tilføje et s – smagsdommer, smagsindtryk, smagsløg osv. – kan man støde på sprogbrugere, der skelner mellem smagsfuld (og omvendt smagsløs) ’fuld af velsmag’ og smagfuld (modsat smagløs) ’æstetisk tilfredsstillende’. Formerne smagsfuld og smagsløs er dog i strid med den officielle norm.

Engageret ikkeryger
Ulla Kløcker, Birkerød, spørger, om det er korrekt at bruge adjektivet dedikeret i et udtryk som dedikeret ikkeryger, hvor dedikeret svarer til decideret. Er der ikke betydningsforskel på de to ord?

Jo, betragtet som isolerede leksikalske størrelser er der klar forskel på de to ord. Adjektivet decideret defineres i Den Danske Ordbog ’af en helt bestemt og utvetydig art eller kvalitet’ og er altså synonymt med adjektiver som egentlig, afgjort, ægte, udtalt.

Dedikeret, som er dannet efter engelsk dedicated, kom vist først ind i dansk omkring 1990, og det betyder ’engageret, loyal og villig til at bruge tid og kræfter på en bestemt sag’ og er dermed synonymt med ’passioneret, ihærdig, ivrig’.

Bibetydninger i grundbetydningen
Betydningsbeskrivelse af adjektiver kan være noget af et mareridt for en ordbogsredaktør, for adjektiver har tit en række bibetydninger indlejret i grundbetydningen, og bibetydningerne kan være mere eller mindre gennemslagskraftige afhængigt af sammenhængen.

I mange tilfælde vil det være umuligt at udskifte decideret med dedikeret, uden at udtrykket ændrer betydning. Decideret spionage er klart noget andet end dedikeret spionage, en decideret antikrigsfilm, turistminister, angrebsspiller, kamikazepilot er ikke det samme som en dedikeret antikrigsfilm, turistminister osv., for så længe decideret betyder ’egentlig, ægte’, er det let at adskille fra dedikeret ’engageret’.

I eksemplet decideret ikkeryger kan decideret have et kraftigt islæt af bibetydningen ’overbevist, udtalt’, hvorved det rykker tæt på betydningen af dedikeret (ikkeryger). Ikke desto mindre er der en nuance til forskel. Dedikeret er stærkere end decideret. En dedikeret ikkeryger er aktiv modstander af tobak, mens en decideret ikkeryger typisk bare er en, der aldrig kunne drømme om at tænde en smøg, heller ikke ved festlige lejligheder.

Der er nogle, der af stilistiske grunde nærer modvilje mod adjektivet dedikeret, fordi det efter deres mening virker klichépræget eller lyder som en dårlig oversættelse fra engelsk; men ukorrekt kan det ikke kaldes.

Øen Island
Nicoline Halkjær From, Roskilde, spørger, om der er en forbindelse mellem stednavnet Island og det engelske ord island ’ø’.

Nej, is- i det engelske ord island (udtalt ajland) har i modsætning til navnet på øen i Atlanterhavet intet med is i betydningen ’frossent vand’ at gøre, men er derimod gennem gotisk (et uddødt østgermansk sprog) ahwa beslægtet med det latinske ord aqua ’vand’.

En bogstavelig oversættelse af englændernes island er altså ’vandland’. Det stumme s er en afsmitning fra fransk isle eller île, der er beslægtet med latin insula ’ø’. Is- i det engelske ord svarer historisk til det danske ø, der igen er beslægtet med å ’vandløb’.