Til den tidlige amerikanske tegneseries hovedpersoner (og kernepublikum), børnene og indvandrerne, føjer George McManus (1884-1954) nu i 1913 nok en utilpasset figur: Opkomlingen.

Den amerikanske titel, 'Bringing up father', vender op og ned på patriarkens verdensbillede: Det er fatter, der skal opdrages. Jiggs hedder ireren med det sparsomme røde hår på engelsk, fhv. udefineret bygningsarbejder uden fornavn, men det geniale danske navn, der også blev titel herhjemme, peger jo på gullaschbaronens levnedsløb: Fra jævne kår er han kommet højere på strå, end det passer ham – men lige tilpas for hans (fhv. vaske-)kone, Maggie, og deres veldrejede, forkælede datter, Nora.

Hæminingsløst snobberi
Eulalia hedder pigebarnet på dansk, og hun skal have haft tegnerens kone, en fhv. korpige, som model, men mon ikke også denne Florence McManus havde nogle af Maggies træk? Rasmine kom sådan et rivejern faktisk til at hedde på dansk hverdagssprog, et tegn på seriens massemytiske træfsikkerhed.

Hendes hæmningsløse snobberi – f.eks. i forsøgene på at skjule sit drys af en bror og sine plebsede fætre – er dynamo for seriens gags og i vulgaritet helt på højde med en senere socialhyæne som Hyacinth Buckets foragt for egen familie i tv-serien 'Fint skal det være'.

I paletten af nye familieserier i disse år tegnede McManus' sejlivede tøffelhelt sig for gründerperiodens sammenstød mellem samtidige forfattere som Henry James eller Edith Whartons overklassekvinder og Jack Londons eller Upton Sinclairs proletarer – her alle i festlig karikatur.

Sjældent er båndene mellem kultur og klasse blevet mere præcist udstillet i striber og bobler end i denne med årene elegante art deco-streg, minutiøs i møblementets og gardinmønstret ornamentik og fuld af surrealistiske gags: Personer dumper ud af billedrammerne på væggen eller dratter ligefrem ned fra stribe til stribe i selve serien – tegnede paralleller til grundmotivet: Den moderne angst for at falde igennem!