Det første lange kapitel af tegneseriens historie som massemedie hører amerikanerne til, hvor nødigt mange europæere end vil indrømme det – de mener fortsat, at tegneserien blev opfundet af schweizeren Rodolphe Töpffer (1799-1846), hvis værk blev opmuntret af Goethe selv og også tidligt udkom på dansk ('Herr Stankelbeen', 1847).

Schwamm darüber, som Geheimeråden kunne have sagt: I 1929 er udviklingen af de europæiske 'omnibus'-aviser, 'for alle' i husstanden, i fuld gang (Politikens 'Magasinet' fra 1922 var også et udslag af det), og Bruxelles-dagbladet 'Le XXe Siècle' (Det 20. århundrede) beder den unge reklametegner Hergé (Georges Remi, 1907-83) stå for en ugentlig børnesektion, 'Le Petit Vingtième'.

En billedfortælling sættes på skinner
Det ydmyge tillæg søsætter, hvad der skulle blive en af det 20. århundredes mest elskede og verdenskendte billedfortællinger. Eller rettere sagt: sætter den på skinner. For vor helt, en af bladets »allerbedste reportere«, tager på første side toget til den kun tolv år gamle nation, Sovjetunionen, ledsaget af sin hund, Terry.

Hergé har lært af tredive års tegneserier, og ligesom vor egen Storm P. i de år forsynede Hergé sig med amerikanske aviser til inspiration: Fra 'Gyldenspjæt' lånte han den 'rene' konturstreg og næser tegnet som knapper, og det med en hel fortsat romanhandling i striber indledte Harold Gray allerede i 1924 med sin 'Little Orphan Annie'.

Detailrealismens betydning
Tintin fortsætter siden til Congo, USA og Mellemøsten og resten af verden – til lands, til søs og i luften. Men først da Hergé i arbejdet med 'Den blå lotus' indser detailrealismens betydning og desuden af Balzac lærer værdien af et fast persongalleri – tidligt Rastapopoulos, Dupont & Dupond og la Castafiore, men frem for alle jo Kaptajn Haddock (først i bind 8) og professor Tournesol – (i bind 11 af de 22, Hergé selv regnede med. 'Sovjetunionen' var en ungdomssynd, og 'Alfa-kunsten' forblev ufuldendt) – først da får det hele ligefrem verdensklasse!

Fra de store tobinds-historier i 1940'erne til og med 'Castafiores juveler' først i 1960'erne udfolder Hergé en kombination af opfindsom fortælleøkonomi, børnevenlig spænding og menneskeklog humor, som endnu ikke er overgået i nogen anden serie.