Ja, ja. Alle vil jo helst være nøgne. Lige med det samme. Eller rettere: Se på i sikker afstand, mens andre blotter sig. Og synet skal være jer vel undt. Det er jo ikke min krop, der stavrer ned ad den gade, vel. Ikke på den måde i hvert fald. Det er bare en figur skabt på en computer. Det skal vi lige huske, alle sammen, når vi kommer til nøgenscenen.

Men det får altså vente lidt endnu. Først skal vi have mig installeret i mit nye liv. For sådan et har jeg fået besked på at anskaffe mig. Et andet liv. Som figur i den verdensomspændende computeranimation Second Life, en avatar, som de også kaldes. Og som denne tegneserieversion af mig selv i de kommende dage og uger gå på opdagelse i den gigantiske livs-simulator og rapportere derfra.

Et nyt liv. Vorherre bevares. Som om man ikke havde rigeligt at gøre med at prøve at få noget til at spire i den ene, lille småvisne tilværelse, man i forvejen forsøger at holde liv i.

For en uge siden vidste jeg så godt som intet om Second Life. Udover at det vist nok minder om en hel masse computerspil koblet sammen. Med den undtagelse, at her går det ikke ud på at ekspedere orker eller nazister over i det hinsides. Bare at leve et andet liv. I et umådeligt elektronisk fatamorgana. Illusoriske øer og byer og gader og butikker, hvor millioner af mennesker fra ethvert hjørne af virkelighedens verden spadserer omkring i skikkelse af hver deres lille figur.

Hvad de får ud af det, aner jeg ikke. Hvordan det egentlig opleves. Hvor virkeligt. Om det overhovedet kan kaldet et andet liv, eller om det bare er en fiks formulering for at lokke nye brugere til. Om man nu også kan stole på, som nogle forudser, at fire ud af fem af internettets brugere om få år vil have en identitet i Second Life eller på lignende steder og leve andre liv parallelt med det, de fører i fysikkens verden. Eller om der endnu engang bare er tale om en teknologibegejstret overdrivelse.

Som da man for 15 år siden spåede, at vi alle samme snart ville ligge med ledninger til hoved og hænder og foretage virtuelle rejser i cyberspace. Eller da vi min ungdom alvorsfuldt lod hinanden vide, at langt ude i fremtiden - i 1990 eller deromkring - ville tøj ikke længere være lavet af stof, men af papir, så man hver aften kunne smide det snavsede ud og tage nyt på næste morgen. Mad ville også være historie, sagde vi. Man ville bare tage en daglig pille.

Men da jeg logger mig på kl. 19.09 en sommeraften i det herrens år 2007, er jeg stadig bare et almindeligt midaldrende menneske med forvasket bomuldstøj på lemmerne, med hår under armene, tre daglige måltider plus det løse og en betænkeligt voksende forkærlighed for gentagelser frem for nye udfordringer. Jeg er måneder om ikke at begribe manøvrer på min computer, som andre fatter på få timer. Det kan godt blive en ynkelig omgang, det her.

Ned med lynlåsen

Navnet er besnærende. Second Life. En ny chance. For hvad ville man egentlig bruge den til, hvis man virkelig fik sådan en? Hvad skulle laves om? Hvem skulle man være? En bedre version af sig selv - eller en helt anden?

I Second Life kan man blive et egern. Eller en otte meter høj gul robot. Med glorie og vinger. Men hvem bærer i deres indre på egerndrømmme? Eller robotfantasier? Man kunne også lægge ud med at skifte køn, nu muligheden byder sig. Starte forfra som kvinde. Det skulle være så dejligt, siger man. Den gamle græske spåmand Teresias, der i følge sagnet skulle have prøvet at være både kvinde og mand, har kvinder eksempelvis ni gange så meget ud af samlejet som mænd. Og som enhver ved har mænd mindst ni gange så meget arbejde med det.

Man kunne også nøjes med at forære sig selv et lille forspring. Ved at træde ind i sit andet liv som en høj, muskuløs fyr med stor hårpragt og lang uddannelse. Og så i øvrigt efterlade sine mest udtalte sociale handicaps her ude i sit første liv. I mit tilfælde en vis stivlemmethed i større forsamlinger, en pinagtig tilbøjelighed til at løbe tør for replikker under smalltalk, og et generelt ønske om at undgå alt andet end livsnødvendig kontakt med andre, hvorfor jeg, selv når jeg farer vild i fremmede lande, hellere traver rundt i ottetaller end spørger om vej.

Man har virkelig fundet den rette at sende ind i Second Life.

Da jeg logger på, føler jeg - til min egen overraskelse - ingen stærk trang til at lave om på mig selv. Måske fordi revanche er noget, der skal tages af ham, der tabte sidst. Ikke af en anden. Og hvis jeg denne gang stejler ind over målstregen på en Harley Davidsson i skikkelse af en to meter høj, én meter bred proteinknude med ansigtet asfalteret med charme, er det jo ikke mig, der lykkes. Men min modsætning. Og hvor fedt er det? Så hellere få lov til at slæbe min trehjulede cykel op af grøften og slingre i mål på den. Som det lille halvskaldede, livsangste snakkeøre, jeg er.

Man vil elskes på trods af sine fejl. Ikke nødvendigvis uden. Ergo forbliver jeg mig selv. I det store og hele. Vil bare gøre mig lidt mere umage. Især på et enkelt punkt: Jeg vil være mindre sky og tage flere chancer. Jeg vil feste mere igennem, gå efter rusen og euforien. Vælge det nye over det velkendte. I stedet for at sidde i mit sure sind og holde regnskab med, om andre nu også bliver behørigt straffet for at have risikeret de farlige fornøjelse, jeg selv afholdt mig fra.

Jeg vil springe i faldskærm. Eventuelt dyppe mit møre sind i noget euforiserende. Og få en lille, grim tatovering. En kat har ni liv, siger man. Et skvat åbenbart to. Altså: Op med humøret. Ned med paraderne. Og måske også et par af lynlåsene. Jeg vil hænge ud med mennesker, jeg ikke kunne drømme om at kende i mit første liv. Lægge an på fremmede kvinder. Og måske endda give nogen et trælår. Jeg vil være mere modig.

Hvis jeg tør.

Forbrydelseog Straaf

Fornavnet er valgfrit. Efternavnet plukkes fra en liste, der byder sig til med forslag som Carlberg, Haberoom, Ferraris og Straaf. Ferraris? Overvejer jeg. Faktum Ferraris, måske. Det lyder af noget. Eller Bogart Huymphreys. Man kunne også kalde sig Forbrydelseog Straaf, slår det mig. Men da der er gået en halv time, uden at jeg har valgt, begynder at blive pinligt. Selv lege med egen identitet kan godt gå hen og virke lumre, hvis de står på længe nok. Og så dukker det op. Navnet: Writer.

Lone Writer? Desværre. Allerede taget af en anden. Ligesom også Bogart Humphreys. Og Secondhand Writer. Jeg beslutter mig. »Tillykke«, står der på skærmen. »Second Life navnet RIDICULOUS WRITER er frit«.

Dernæst skal jeg vælge mellem tolv små fotos, der dukker op på skærmen. Af forskellige typer mænd og kvinder. Samt et enkelt pelset væsen, der ligner et egern. Eller en sminket kanin. Figurerne kan ændres lige så meget man lyster senere. Dette er bare en silhuet at begynde på. Jeg vælger - stik mod mine ædle hensigter - ’Night Club Male’. En muskuløs javert i stramme jeans og opknappet sort bluse. Måske ikke noget strengt naturalistisk selvportræt, men bedre end det tøsede fjæs på ’Naboens søn’. Og jeg kan jo altid nedjustere mine mål, hvis jeg skulle komme til at savne mine gamle komplekser.

Så skal jeg acceptere de seks grundregler i Second Life.

1. Vær tolerant. 2. Chikaner ikke. 3. Vær ikke voldelig. 4. Afslør ikke andres hemmeligheder. 5. Krænk ikke andres blufærdighed med nøgenhed og sex i fuld offentlighed. 6. Forstyr ikke ro og orden med larm, bomber og lignende. Eller forlad - om nødvendigt ufrivilligt - Second Life.

Endelig dukker han op på skærmen. I et landskab mellem to palmeklædte bjerge under en blå himmel og en blændende hvid sol. Mit nye jeg. Mit fartøj af muskler og testosteron. Min avatar.

20.34: Jeg er inde. Et nyt liv kan begynde. Flere newbies - som nybegynderne kaldes - lander oven i mig. Og får først tøj på kroppen lidt efter lidt. I springende billeder. Efter endnu fem sekunder lader et skilt på skærmen mig vide, at Second Life er gået ned. Alt står stille. Der er kun én knap på computeren, der virker. Hovedafbryderen.

22.41: Har tilbragt en betragtelig del af mit første liv på ikke at komme ind i mit andet. Herunder skiftet computer to gange. Og humør endnu flere. Så endelig står han der igen, denne ’Night Club Male’. Splitter halløjsa. Men velskabt, bevares. Et øjeblik senere har han en sort bluse på. Så står han lidt og venter i bar røv. I en ret stor røv, faktisk. Så når også bukserne frem.

Det lykkes mig at bevæge ham lidt omkring ved hjælp af piletasterne, og efter nogen besvær får jeg ham formået til at tage en fakkel. Min første bedrift i Second Life. Hvorefter jeg giver mig til at spankulere rundt i det grønne landskab mellem de andre nyankomne iført velskabt krop, stramt sort modetøj og motorik som en syg høne. Alt imens mit navn svæver over mit hoved i et lille gråt felt, så enhver kan kende mig - også efter utallige skift af tøj, race, art eller køn.

Så fryser skærmen igen.

23.59 Inde. Lister forsigtigt omkring i landskabet. På en stor skærm modtager jeg et lynkursus i at anvende piletaster. Gå, flyve, sætte mig ned, åbne genstande. Afprøver lidt kropssprog. Får en Hula-bevægelse foræret til mit arsenal. En detalje fra en Hawai-dans. Så genlyder et pift mellem de virtuelle palmer. Mit første pift nogensinde. I noget liv.

Jeg er havnet på Orientation Island - en slags tumleplads for begyndere, før de slippes løs i Second Life. Et sted at begå sine første brølere uden at tabe så meget ansigt, at ens andet liv er slut, før det rigtig er begyndt. Træder ind på en plads, hvor flere figurer står i rundkreds og hver især træner kommunikation. Jeg skal sige noget, forstår jeg. Det foregår ved, at man skriver i et særligt felt - hvorefter alle i nærheden kan læse det på deres skærm. »Er der nogen, som er lige så forvirrede som jeg her?«, spørger jeg.

Intet svar.

Trisser ind i en stor glaskuppel, hvor et band spiller musik. En kvinde og en mand står og sludrer. Han bevæger fingrene i luften, som om han skriver på et usynligt tastatur. »Alt må være bedre end Storbritannien«, kan jeg læse, at han siger. »Har du regnet det her spil ud?«, spørger han så. »Nope«, siger hun og går. Han følger efter.

Mens jeg smuglytter, har jeg eksperimenteret lidt med at skifte hår. Ikke nogen ubetinget succes. Jeg er endt med sådan en hestebrun manke, der ligner frisuren fra en bronzealder-ferie i Lejre. Og den skal altså ikke med, når jeg træder ind i fremtiden. »How do I loose this hair?«, skriver jeg. Det plejer ikke at være noget problem i mit første liv. Ingen svarer. Så jeg forsøger på egen hånd. Men det får bare frisuren vokser yderligere.

»Hvordan fuck kommer man til at skifte hår og tøj?«, siger en eller anden i nærheden. Som talt ud af mit pixelerede hjerte. Vender mig 360 grader med piletasterne for at se, hvem min lidelsesfælle er. Så ser jeg hende. DevilsLittleSister Bing. En ung kvinde med mørke rottehaler og rød kjole. Men hun afventer ikke mit svar. Forsvinder bare over en bro i landskabet og er væk.

Guds sparkedragt

Jeg følger efter ind i noget, der ligner et forslået bykvarter. Med boligblokke og tomme fortove. Det er mørkt, og fra vinduer og døre falder der lys ud på vejen. En vogn kører forbi - med en fyr ved rattet, der ser ud nøjagtig som jeg. Så får jeg øje på en damptromle, der står parkeret ved kantstenen. Det må være det, vi skal. Lære at køre. Sætter mig op. Så er hun der igen, DevilsLittleSister Bing. Hun stiller sig lige foran mig.

»I like your name«, skriver jeg. »Thanks. Like yours too«, svarer hun. Vi udveksler et par ubehøvletheder om den verden, vi netop er landet i. »Hvor gammel er du?«, spørger hun. »Så gammel, at jeg er nødt til at stille vækkeuret til at ringe flere gange hver nat for at sikre mig, at jeg ikke er sovet stille ind«, undviger jeg. »Lol«, skriver hun. En forkortelse for ’Laughing out loud’. Eller: Griner højt. Hun forsvinder rundt om hjørnet, men gentagelsen af spørgsmålet bliver hængende på skærmen. "Hvor gammel er du?«.

»46«, skriver jeg. »Gosh!«, svarer hun. Fire sekunder efter er hun tilbage. Nu på en damptromle. Så kører vi. Slingrer rundt i gaderne på hver sin tonstunge tromle og prøver med vekslende held at finde ud af, hvordan man drejer. Til sidst styrter hun ud over en skrænt. Kravler op igen. Der står vi så og glor midt på vejen, da en fyr kommer svævende lige henover vores hoveder og bliver hængende. »Hvad laver det pikhoved oppe i himlen?«, udbryder hun. »Pis af!«.

Den pige kan jeg lide. Vi har den samme åbne og optimistiske tilgang til livet. »Skaf dig nogle hjul«, siger jeg og mærker, da hun forsvinder med et »det vil jeg«, at jeg virkelig håber, at hun kommer tilbage. Et halvt minut senere er hun der igen. På det mest ynkelige køretøj, jeg nogensinde har set. To hjul og en lodret stang at holde fast i. »Så bogstaveligt mente jeg det heller ikke«, siger jeg. Men den kan køre.

Mens vi cruiser gennem gaden, forsøger jeg overfor min nye veninde at få alle mine tanker og følelser for dette sted formuleret i en enkelt sætning. »Jeg hader alle herinde, der kan mere end jeg«, bliver det til. »Også jeg«, siger hun. Og så er det venskab smedet.

Vi får selskab af en fyr i hvid t-shirt, der kører en bil. Men efter at have lyttet lidt til os drejer han fra. »Skræmmer vi alle væk?«, spørger jeg. »Ja, vi er rædsomme«, siger hun. »Og jeg er ikke engang særlig sjov«. »Jo, du er«, protesterer jeg. »Hvor er du fra?«. »Newcastle«, siger hun. »Hvor gammel er du?« Svaret rammer mig som en mukkert i panden. »15«.

Der går nogle lange sekunder, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal svare. Så finder jeg på noget. »Jeg kunne være din mor«.

Men jeg er ikke overbevist om, at 15 er hendes virkelige alder. Replikkerne er ligesom for skarpe. Og Second Life er slet ikke tilladt for folk under 18. Men i virkeligheden kan jeg intet vide om hende. Hun kunne være en 104-årig benamputeret, overvægtig, mandlig australsk aboriginee. Uden at jeg ville kunne se forskel på hendes yndige lille skikkelse.

Vi stiger af vores køretøjer og går op ad en bred trappe i et oplyst glashus, hvor andre avatarer går rundt og trykker på knapper og skifter tøj. På 2. sal falder DevilsLittleSister i snak med en fyr, der viser sig at være sydafrikaner. Jeg ignorerer dem, går rundt på etagen, kigger på ingenting og stiller mig til at se uinteresseret ud. Hvorefter jeg i al ubemærkethed lister ned ad trappen igen. Jeg når nu kun til første sal, så stryger hun forbi mig i fuld galop. Uden en trevl på kroppen.

»Ha-ha-ha«, lyder min medfølende kommentar. »Fuck, alt mit tøj er forsvundet! Hvordan får jeg det igen?«, kan jeg se, at hun udbryder ude på gaden. Nogen kommer hende til hjælp. Selv står jeg lidt derfra og kigger. »Glo ikke. Det er uhøfligt«, siger hun til mig. Det er en brasiliansk fyr, hun taler med. Nada Oh hedder han. Og snart vender tøjet tilbage på hendes krop. Stykke for stykke.

Så er det, hun får idéen. »Lad os være nøgne og løbe ned ad gaden«, siger hun. Og næste øjeblik springer hun af sted i ensom majestæt kun iført Guds egen sparkedragt. Selv har jeg lidt tekniske problemer med at få klunset demonteret. Men så sker der noget. Bukserne forsvinder først. Så jakken. Husker også at få sokkerne af. Den fornøjelse skal de alligevel ikke have.

Og så løber vi. »Det her er fantastisk«, udbryder jeg. »Det siger du ikke«, kommer det fra DevilsLittleSister. »Jeg har aldrig i mit liv følt mig så fri«.

Nu har ordet ’aldrig’ måske en lidt anden vægt i et liv, der muligvis kun har varet 15 år. Men det er et gyldent øjeblik. Et sekund efter kommer Nada Oh også springende, som han blev født. »Haha«, siger han. Og det bliver bare bedre. »Kom, lad os flyve!«, siger DevilsLittleSister. Og så stiger vi til vejrs. Uden en trevl. Jeg ved ikke længere - i hvert fald ikke i alle kroge af mit kranie - at det her bare er et spil. Lidt beruset må jeg nok vedgå mig at være. Og jeg er det sammen med nogen, der er mine venner. Lige nu.

Tilbage på asfalten finder jeg Nada Oh. Brasilianeren. Han er faldet i snak med en kraftig sort fyr med hvid baseballkasket. En typisk Harlem-type. Nada Oh er stadig nøgen, går det op for mig. »Fra Polen?«, siger han. »Polen er et koldt land, ikke?«. »I går var det 40 grader«, siger den sorte fyr.

»Lad os tage til en anden ø«, siger DevilsLittleSister. »Ja«, siger jeg og erklærer med mit nyvundne mod: »Klædt sådan her«. »Yep!«, siger hun bare. En firkant dukker op på skærmen. »DevilsLittleSister tilbyder dig sit venskab«, står der. »Klick, hvis du accepterer«.

Jeg er inde.

Og så går noget galt. I teleporteren, da vi skal zappe os videre. Øjeblikket efter står jeg på en grøn ø og ser mig omkring. Der er hav til alle sider, men ingen DevilsLittleSister. Eneste væsen på øen er en lille fyr i grøn bluse med et par sorte vinger på ryggen. Han står og gransker en stor plakat.

»Fede vinger«, forsøger jeg mig på engelsk. Der går lidt tid. Så står han og taster i luften. »Español«, lyder svaret. Jeg slår over i mit ynkelige spanske. Han er fra Peru, viser det sig. Blev født i går, som de siger, og synes det er svært, fordi alt herinde står på engelsk.

Jeg venter lidt på DevilsLittleSister. Så undskylder jeg mig med, at klokken er mange i min del af verden. Træder høfligt nogle skridt væk - man kan dårligt være bekendt at stå lige op i ansigtet på folk og forsvinde - og logger af.

Klokken er mange, da jeg igen sidder i min stue. 3.31.

Det er ved at blive morgen i mit første liv.