Han går i stå. Ikke i sine sætninger. For han var allerede tavs.

Men selv i tavsheden er det, som om alle tandhjul pludselig sætter sig fast. Mit spørgsmål har åbenbart slået noget i stykker. Og med ét er stilheden total. For to vejrtrækninger siden hvilede den gamle skuespillers mægtige skikkelse veltilpas i sig selv i lænestolen i et hjørne af stuen. Nu synes han at være sunket sammen i etagerne.

Hans blik hænger dødt i luften, ansigtet har slet intet udtryk, og i et par sekunder ligner han et menneske, der lige har mistet lysten til alt. Ikke mindst journalistens selskab.

»Du må ikke stille så dumt et spørgsmål«, kommer det mørkt og træt.

Stemmen er knap hørlig. Alligevel fylder den stuen som et brøl.

For lidt siden lå verdens hvisken som en næsten uhørlig musik rundt om samtalen. Antydningen af hundepoter mod parketgulvet i et tilstødende værelse. Det svage sus af biler i sommerdagen udenfor. Og vores egen vejrtrækning. Nu pumper blodet i ørerne, og alting raser som en storm omkring os.

»Hvad var han dygtig til?«, vrænger Jørgen Reenberg.

Han ser på mig og ligner en, der lige har opdaget det punkt i verden, hvor al mangel på gehør for det antydede og underforståede krydser journalistikkens mest fladpandede trang til at marchere tværs ind over andres enemærker. I en tykhudet jagt på fattige ord.

Han har netop fortalt, hvordan hans far, skuespilleren Holger Reenberg – før Jørgens fødsel – begejstrede som grev Danilo i ’Den glade enke’, så folk stod i kø i Københavns gader, og det rygtedes i hele Europa. Hvordan Holger Drachmann kastede sin røde fez ned på scenen og råbte »Mere!«, og komponisten Frans Lehar ved forestilling nummer 100 trådte op og spillede enkevalsen på violin, mens Jørgens far og den kvindelige stjerne dansede.

»Det var«, udbryder han »fuldstændig uforglemmeligt!«.

Hvorefter det uheldssvangre spørgsmål falder.

Hvad var han dygtig til som skuespiller?

»Hvad mener du?«, kommer det, da han har genfundet balancen.

»Han var en stor skuespiller! En født skuespiller. Med en sådan karisma og udstråling«.

Tilløbet
Dette er ikke noget portræt. Dertil ved jeg for lidt om Jørgen Reenberg. Og egentlig har jeg vel på fornemmelsen, at det kan gå sådan, da jeg parkerer ved boligkomplekset i Virum. For lange tilløb giver sjældent de bedste spring. Og der er i sandhed taget tilløb til dette interview. Første gang, da jeg for ni år siden inviterede ham med i en række personlige portrætter, og hans store stemme en dag lå på min telefonsvarer og takkede ja.

Senere tabte han interessen, men nu byder en ny anledning sig til. For i morgen fejrer Jørgen Reenberg sit 60-års jubilæum som skuespiller med en festforestilling af stykket ’Påske’ på Det Kongelige Teater. Men nu arbejder han på en interviewbog om sit liv og er urolig for at komme til at fortælle historien bedre i avisen. Eller dårligere. Senere meddeler forlaget dog, at Jørgen Reenberg er klar. Ikke til de fem-seks timer, det vil kræve for alvor at gå på opdagelse i hans liv. Men til tre. Og på betingelse af, at jeg bruger båndoptager. For, som han siger i telefonen, »jeg gider ikke sidde og glo dig ind i hovedbunden«.

Opgangen lukker sig om gæsten med sin klang af stentrappe og jerngelænder. Døren til stuelejligheden går op, og der står han. Sceneskuespilleren over dem alle. Selve ordet teater oversat til nerver og kød. En har sagt, at Jørgen Reenberg og Poul Reumert simpelt hen delte det forgangne århundrede imellem sig. I hvert fald er det længe siden, at der har været nogen over ham på en scene. Eller for den sags skyld ved siden af.

»Hej!«, siger vi.

»Se, hvor dejligt jeg bor. Er det ikke skønt med sådan et stort køkken?«.

Den store mand flytter sig, og mit blik nikker rundt mellem hylder og skabe. Lejligheden er befolket med ting, tiden har været med til at danne. Den geologiske. Og den personlige. Det meste er rustikt og fuldt af finesser. Omhyggeligt udskåret, malet eller modelleret. Og så er der de sprækker og skygger, tiden har været alene om at afsætte. Alt sammen indrammet af hvide flader og rette linjer. Og med tre karakteristiske furer, der løber mellem betonens fag i loftet.

Et gammelt liv hældt på nye rum.

»Jeg gøs ved tanken om at skulle i lejlighed igen«, siger Jørgen Reenberg, da vi træder ind i den rummelige stue, hvor et stykke dæmpet klassisk musik står og kredser om sig selv som en uro af toner.

»Men jeg mærker det slet ikke«.

For det store vindue mod terrassen hænger et gennemsigtigt gardin som et slør mellem stuen herinde og sommerdagen udenfor. Han lukker en hund ind i et værelse, løfter pickuppen af pladen og tager plads i en beige læderstol i et hjørne. Og sidder midt i sin verden. Det er her, han bor, mærker man. I dette hjørne, i denne stol. Jeg genkender den fra en 11 år gammel portrætfilm. Kun er det yderste af armlænene slidt endnu mørkere af hændernes mange hvil.

Jørgen Reenberg ligner ikke en mand på 80. Knap nok en på 70. Over hans hoved hænger en hvid plisseret lampe som en kantet glorie og hyller ham i et blødt gult lys. Frisuren er stadig høj, en løvemanke, der er blevet grå, men ikke hvid. Indtil i fjor løb han daglig i skoven. Men nu værker hoften. Han skal have en ny. Og venter kun på, at jubilæet er overstået.

»Jeg har smerter ad helvede til i dag. Men jeg har taget piller«.

Et beige tæppe løber fra væg til væg. Hist og her brudt af en orientalsk rektangel. Et flygel i nøddebrunt træ står og slumrer under lange hørfarvede frynser fra en dug. Og på væggene hænger gyldne rammer, og hist og her hans egne akvareller og fajancer med blomster og bær.

»Alder er noget mærkeligt noget, fordi det varer så længe, før man overhovedet anerkender, at det, der sker, har noget med alder at gøre«, siger han og læner sig frem og skyder et mintgrønt rollehæfte ind under båndoptageren på sofabordet. »Så den kan ligge blødt«, som han siger.

»En dag står man og barberer sig og ser de der mærkelige poser og rynker og dødsmærkede træk. Så tænker man: Hvad lavede jeg i går aftes? I lang tid tror man, at det er noget forbigående. Men jeg kan jo mærke spæklaget vokse og åndslivet svinde ind. I de senere år er jeg blevet dummere og dummere«.

I samme øjeblik sætter en voldsom bippen i gang et sted. Han rejser sig, kvæler lyden og vender tilbage til stolen med et chartek med lysende gule indtegninger i håndskrevne stikord. Hans forberedelse til interviewet.

Han griber sine læsebriller.

»Der findes i os fra begyndelsen nogle uberørte fimrehår, der meget let slides af. Og man er mere eller mindre fortabt, hvis man lader det ske«.

Det er som en radioudsendelse, der er gået i gang.

»Men kunst handler aldrig om definitivt at vide, men om at spørge og opleve fra dag til dag, sekund til sekund«.

Da han igen løfter blikket over læsebrillerne, er der gået tre minutter, og det er, som om tre sæt øjne ser på mig. De mørke øjenbryn, øjnene. Og brillerne.

Så man kan ikke blive så dygtig, at man ikke altid skal begynde forfra?, prøver jeg.

»Aj, men jeg siger det faktisk bedre«.

Igen er blikket i notaterne.

»En anden ting, jeg vil have med i interviewet. Thomas Mann har skrevet noget i den retning her: Man er nødt til og vil så gerne tro på visse faste værdier, men det er umuligt, fordi livet og ens egen uafvendelige udvikling annullerer dem alle sammen hen ad vejen«.

Han ser på mig.

»Da jeg gik i gymnasiet, hadede jeg historikeren og filosoffen Hippolyte Taine, fordi en af hans sentenser var: Last og dyd er naturprodukter som sukker og vitriol«.

Han tager et lille tilløb i sig selv.

»Det var imod alt, hvad jeg følte i min lille våde drømmesky. At det skulle være kemi, der bestemte, hvad vi var og gjorde. Men jeg er altså nået frem til, at sukker og vitriol ikke er så dumt«.

»Hormoner!«, udbryder han.

»Hold da kæft, hvor de influerer på ens karakter. Jeg kan jo mærke det. For mit hormonspejl er gud bedre det blevet lavere. Og jeg mærker jo, at jeg er blevet en mærkelig flegmatisk, sløv fyr«.

Rædsel
Så har det stået højt, det hormonspejl.

Man fornemmer den i hvert fald straks. Den særlige blanding af skrøbelighed og temperament. Det er lige før, at man kan høre, at fjederen er spændt. Ikke ukærligt. Ikke uden omsorg for gæsten. Man mærker bare uforudsigeligheden som en tredje person i stuen. At her er nerver til stede. Små følelsesmæssige vejsidebomber, som kan gå af, hvis et hjul forvilder sig ud i rabatten. Og at det sikkerhedsnet af høflighed, som normalt er spændt ud under en samtale, kan flænges på et øjeblik og noget andet, mere voldsomt og personligt bryde frem.

Han sidder i en tynd grønlig rullekravebluse, der slår en lille respektabel bue hen over maven. Og på gulvtæppet knirker et par lysebrune mokkasiner mod hinanden. Men mere end noget er han klædt i sin stemme. Den rejser sig som en væg mellem os. Så fuld af krop, at man dårligt er klar over, om han hvisker eller råber.

At lytte til Jørgen Reenberg er som at høre et velkendt stykke musik. På et fremragende anlæg. Ordene er som klippet ud af sproget. Præcise i deres omrids. Og skarpe i kanterne. Der er højt til loftet over hans a’er. Og en cykel hedder en ’cikel’. Man behøver ikke være berømt. Man kan også være estimeret. Ligesom man ikke nødvendigvis er kedelig. Nogle gange hedder det triviel. Alligevel kan man udmærket være et »ualmindelig dumt svin«. Eller en »ulidelig idiot«. Og som enhver ved, falder den slags verbale mavepumpere bare tungere, når de kommer listende ind i samtalen arm i arm med anderledes distingverede medlemmer af sprogets inderkreds – som mageløs, suggestiv og charmant.

»Jeg har altid været meget barnlig. Og da jeg var 50 år, gik det op for mig, at nu var jeg en helt voksen baby«, siger han. »Faktisk har jeg haft det bedst i mit liv, da jeg var mellem 50 og 60. For da blev jeg født på ny som voksen mand. For i den alder kan man ikke lyve bort, at der er sket noget afgørende med en. Også med familie og børn og forlist kærlighed. Det sætter jo alt sammen ar, og hvis man er forblødt flere gange, begynder man som 50-årig på et nyt babystadie, der kræver en ny udvikling«.

»Så er der ikke længere nogen muligheder for eskapisme. Man er den, man er. Og står der, hvor man står«.

Hvad var man indtil da?

»Drøm, længsel, lidenskab, fantasi«.

Han nærmest slynger ordene ind i verden.

»Det har også noget med nerver at gøre. Det har været min akilleshæl. Angsten før forestillingerne. Alle forestillinger! For hvis jeg spiller en forestilling 100 gange, så skal hver forestilling være den første og den sidste. Jeg kan ikke køre på en skinnebus af rutine«, siger han.

»Jeg har oplevet igennem mit liv, at jeg er blevet forvandlet fra doktor Jekyll til mister Hyde igennem de sidste dage op til en premiere, hvor jeg bliver irritabel, voldsom, sort, deprimeret. Min utålmodighed med andre mennesker har været den egenskab, jeg har været mest ked af«.

Er angsten blevet mindre med alderen?

»Tværtimod. I mange år gik jeg og glædede mig til, at jeg blev en gammel idiot, så nerverne ville forsvinde og jeg med en vis ro og værdighed kunne gå i gang med arbejdet. Og selvfølgelig har jeg vænnet mig til rædslen som noget uafvendeligt. Men angsten er der stadig«.

»Men indtil jeg fyldte 50 år, følte jeg ikke, at jeg nåede min far til knæhaserne i talent. Forstår du, jeg oplevede jo som lille dreng at se min far i ’Faldgruben’ af Emile Zola Og der var han alene på scenen i 20 minutter og spillede et delirium tremens – og gjorde det så rystende, at der hver aften holdt en ambulance udenfor, fordi folk blev syge«.

Så hvordan ...

»I kunst begynder man på et nulpunkt hver gang«, brager han.

»Det er der ingen, der forstår. Lige meget hvor meget succes man har haft, og hvor feteret man får lov at blive, er hver ny rolle et nulpunkt, som er totalt ukendt land. Hvis du har spillet en rolle, som går for fulde huse og fuld succes, og du så bagefter går ind og spiller en rolle, der er lige så god, er det jo ikke godt nok, vel?«.

Jørgen Reenberg kan godt stå op om morgenen, spise morgenmad og gå en tur i god ro og orden. Men klokken halv 2 begynder han at klapre.

»Og så er hele resten af dagen én stor tyndskidspræget rædsel«.

Hvilke tanker er ...

»Alle de timer inden jeg går på scenen, bruger jeg så mange unødvendige falske kræfter. Hvis bare jeg fuldstændig kunne nivellere den realitet, at klokken 19 i aften sidder jeg ved mit sminkebord, og klokken 8 skal jeg være denne mand, jeg elsker og tror på, min rolle, ham jeg har ansvaret for, og som jeg ved, hvem er. Jeg er inden i ham. Men så kommer den angst«, siger han og slår over i en hvisken.

»Jamen, kan jeg det i aften?«.

»Kan jeg det?«.

»Nej«
Efter få minutter i Jørgen Reenbergs selskab sker nøjagtig det samme, som når han træder ind på en scene. Man ser ikke andet. Snart står kun dette hjørne af stuen tilbage. Manden, stolen og dele af det gamle chatol. Det næste er udvisket. Og resten af verden er væk.

»Når jeg begynder arbejdet på en rolle, er det en leg. Jeg er simpelt hen så sprudlende fuld af lyst og kan næsten ikke vente. Allerede første gang jeg læser en tekst, ved jeg som regel, hvor vi skal hen. Så når vi begynder prøver, er jeg lysår længere fremme end de andre og kommer med bud på min rolle lige fra læseprøven. Og nogle af kollegerne bliver irriterede og synes, at jeg viser mig«.

Han lister rollehæftet ud under båndoptageren, bladrer og vender det, så jeg kan se en skitse af hans figur i ’Påske’. »Sådan tegnede jeg ham om aftenen, da jeg kom hjem fra læseprøven«, siger han.

»Du kan godt se, at den er tæt på, ikke?«.

Legen fortsætter, indtil der på prøvelisten står: Første fuldstændige prøve i kost og mask. Så mister han sin uskyld. Og som han siger:

»Fra da af er det en rædsel«.

At Jørgen Reenberg i manges øjne står som det arketypiske billede på en kongelig krukke, må han vide. Men som han selv siger: »Ofte er et menneske jo helt anderledes end sin type, hvis man gider lære det at kende«. Og i øvrigt:

»Der findes ikke typer. Der findes kun mennesker«, siger han.

Og gentager det nærmest som et råb:

»Der findes ikke typer!«.

Gør man sig ikke det klart som skuespiller, ender man som en type med indlagt lyd på scenen. Fra det øjeblik en figur træder ind, skal publikum mærke, at denne person har levet, før tæppet gik op. Der er, hvad skuespilkunst handler om, siger han. Og derfor digter han selv en masse scener fra sine figurers barndom.

»I alt, hvad jeg har spillet, lige meget hvilket magtmenneske eller hvilket despotisk uhyre, prøver jeg altid at finde barnet i ham. Det barn, han uvægerligt har været«.

Han ser på mig.

»Hvis du tager en ordentlig egekævle ... hedder det ikke det? Så er den fuld af knaster, årringe, vækstlag. Alt det fra sin spæde begyndelse nåede frem til at blive den kævle, vi sidder med her. Det er hele den bagage af liv, af vækst og storm og regn, man må bringe med på scenen. Det blankpolerede og perfekte har ingen efterklang. Og så går du ikke hjem fra teatret med en efterklang i dig«.

Han ser lige på mig.

»VEL?«.

»Det går lige igennem det åndelige tarmsystem og ud i lokummet bagefter«.

I dit eget liv ...

»Det åndelige tarmsystem ... det var egentlig et meget godt udtryk«.

At sidde og tælle sine egne årringe får man ikke Jørgen Reenberg til. Han færdes, som antydet, hvor det passer ham, i sin historie. Der er kun ét at gøre. Pænt følge med. Og håbe det bedste.

Men du vil gerne fortælle noget om din egen opvækst ...

Svaret består af et enkelt lavmælt ord, der sætter sig tungt imellem os.

»Nej«.

»Du er jo ikke rigtig klog«
Jørgens far var uddannet smed, blev opdaget som amatørskuespiller og bragt til København, hvor han fik stor succes. Efter to ægteskaber og fire børn giftede han sig 55 år gammel med skuespillerinden Ellen Carstensen på 25. Begge blev ansat på Det Kongelige Teater, og omtrent på samme tid fik de sønnen Jørgen, og familien flyttede ind i en herskabslejlighed i Vester Voldgade.

Så meget vil han godt fortælle.

Jørgen kalder sig selv et romantisk borgerbarn, der drømte sig igennem sin opvækst. Som indianer, cowboy, Tarzan og alle mulige andre helteskikkelser. Han levede i en fantasiverden og var meget vild.

»Livet var lykkeligt der i min første barndom. Og min far og morsvævede også på en rosenrød sky. Vi havde en stue, hvor jeg skød med bue og pil. Jeg syntes, at det var det skønneste, der fandtes, når den pil gik ind i puden. Og selv når min far skældte ud, nød jeg hans stemme som den rene musik. »Hvad skal vi gøre ved Jørgen?«, sagde min mor. Nu sidder der tre pile i moster Lillys velourpude«, kommer det med lys, klagende stemme.

Så slår han over i en mørk, barket røst:

»Det er da løgn! Jamen, jeg tror fanden plager den knægt«.

»Og den måde min far sagde: Jeg tror, fanden plager den knægt ...«, hvisker han.

»Det var det smukkeste, jeg nogensinde havde hørt«.

Hvad var det ved hans stemme?

Intet svar. Kun en tavs hovedrysten. Og det samme døde blik som før.

»Jeg prøvede faktisk, at ...«.

Jørgen Reenberg har spillet sin far for mig. Med stemme og diktion. Hvorefter jeg har bedt ham sætte ord på.

»Så skete der det, at de begge spillede store roller på Det Kongelige Teater i nogle år. Men min far var slidt af sin kæmpe karriere inden, så det begyndte at knibe med hukommelsen. Og en dag blev hans kontrakt ikke fornyet«.

Han holder mig fast i stolen med sit blik.

»Så sagde de til min mor: Men Deres stilling er jo sikker. Og året efter blev hun så intrigeret ud«.

Hvad betød det for dig, at din far ...

»Jeg kan bare huske!«, hæver han stemmen, »at min far og mor indtil da var de stærkeste, smukkeste og gladeste mennesker i verden. Og at ingen og intet kunne røre dem. Indtil den dag jeg hørte dem begge skrige og græde og hulke i stuen inde ved siden af«.

Længe siger han ikke noget. Sidder bare og stirrer ned på de flade læsebriller, der ligger på låret og stirrer tilbage.

»Ved du hvad«, kommer det så.

»Jeg kan godt mærke, at jeg vil ikke«.

Vil du slet ikke ind på det?

»Nej, for jeg elskede ham så højt. Og det var den største sorg i mit liv, da han døde. Jeg var 14 år. Jeg er aldrig kommet over det, faktisk«.

Den gale cowboy
Nyboder Skole var »en rigtig bisseskole«. Og Jørgen elskede at gå der. Hans bedste ven hed også Jørgen. Med efternavnet Ryg. Den senere komiker. Og sammen anførte de en klub med store planer inden for detektivbranchen. Faktisk lykkedes det dem også at pågribe en cykeltyv.

Jørgen Ryg var lille og splejset. Jørgen Reenberg stor og stærk. Men begge var skåret godt for tungebåndet, som man sagde, og når der var optræk til slagsmål, kunne de skælde slagsbrødrene ud på så morsomme og opfindsomme måder, at der ofte blev løst op for situationen.

»Vores kammerater havde enorm respekt for os, for vi kunne finde på ting, de ikke selv kunne drømme om«.

Som det nummer, Jørgen Reenberg iscenesatte med den jævnlig berusede tegnelærer Stenild. Jørgen bandt kinesertråd mellem de billeder, som hang i stålsnore på klasselokalets bagvæg.

»Og når Stenild var pløret, sad en kammerat og jeg i hver sit hjørne og trak i snoren, så billederne gik sådan her«, siger han og løfter sejlende håndfladerne mod mig.

»Når jeg lavede den slags, blev det gjort grundigt. Og jeg var også meget god til at holde de andre i orden. De fik ikke lov til at pjatte«.

Hvad sagde du til dem?

15 sekunder går uden svar.

»Du er jo ikke rigtig klog«, mumler han så.

»Det kan jeg da ikke huske«.

Jørgens far fik en biografbevilling som anerkendelse for sit virke. Fasan Bio på hjørnet af Borups Allé og Fasanvej, fortæller han, da vi igen er nogenlunde i vater.

»Jeg blev kaldt den gale cowboy derude, fordi jeg gik omkring med to enorme pistolhylstre i læder, hvori jeg bar mine store støbejernsrevolvere«.

Hvad var det for fantasiverdener, du levede i?

»Ja, hvad tror du? Når jeg går rundt med seksløbere. Hvad tror du så, at det var for fantasier?«.

Det har så nok været en cowboyfantasi ...

»Ja, mon ikke. Ja! Og så var der altså en ting, jeg var helt vild med. For man kunne kravle op bag lærredet, mens filmen spillede. Og sådan et biograflærred er ret grovmasket, så man kan kigge ud igennem det. Det føltes, som om lærredet ikke var der. Man stod blottet med filmprojektørerne på sig og alle lydene fra filmen. Så når John Wayne i ’Diligencen’ i fuld galop red hen over det lærred, kunne jeg stå bagved og kigge ned på børnene og se, hvordan de oplevede det«.

Efter sidste forestilling sad Jørgens mor i billetkontoret og talte op, så Jørgen fulgtes med sin far til sporvognen og hjem.

»Det var nok de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Når vi stod på linje 8, som gik fra Fasan Bio og ind til Forum. Så marcherede vi der fra Åboulevard op til Forchhammersvej, hvor vi boede. Og jeg kan se min far. Han var i sådan en stor Donegal Tweed Ulster-frakke. Og sort bowler. Når vi så gik op på bagperronen på linje 8 og kørte ...«.

Han ser frem for sig, som stirrede han lige igennem syv årtier og så deres omrids derinde.

»Så kom der ...«, fortsætter han med en stemme, der skrider ud under ordene.

»... en stor, varm hånd og tog min. Uden at kigge på mig. Og knugede den lidt. Det glemmer jeg aldrig. Det var så blufærdigt. Vi stod der og var på vej hjem. Dagen var forbi. Og jeg glædede mig til de syltede grisetæer og den skibsøl, som mor havde sat frem til os hjemme«.

»Det er nu synd for mor, kunne han sige. At hun skal sidde med alle de tal, synes du ikke, Jørgen? Men vi har jo ikke råd til andet«.

Han ser på mig.

»Du skal ikke spørge mig, hvordan han var«.

Senere måtte Jørgen tage alene hjem.

»Jeg var blevet ekspert i Tarzan. I Johnny Weissmullers Tarzanhyl«, siger han og udstøder det berømte råb.

»Ou-O-Uuuuuu! O-Ou-Åååååå!«.

»Og det lavede jeg uantastet ved kirken, når jeg gik hjem i mørket om aftenen. Og folk ringede til hinanden og talte om, hvad det var for et uhyggeligt menneske, de hørte om natten nede på kirkepladsen. Indtil degnen hørte det en aften og kom ud og så mig«.

Hvor gammel var du?

»Jeg var 15-16 år ...«, regner han.

»Fordi far døde, da jeg var 14«.

Først siger ingen af os noget.

Kan jeg spørge dig, hvordan du oplevede det?

»Nej!«.

Vi sidder lidt og ømmer os.

»Men jeg kan fortælle ... noget lykkeligt«.

Da Jørgens far fik sin anden hjerneblødning, troede familien, at han skulle dø. Men han kom sig. Og da Jørgen og hans mor hentede ham fra hans rekreation i Silkeborg, besøgte de på hjemvejen hans voksne datter i Århus og spiste frokost.

»Og far sad for bordenden og var meget bevæget ...«, siger Jørgen Reenberg og må gøre en kort pause, men stemmen vakler stadig en smule under det følgende ord.

»... glad. Det kunne jeg mærke«.

Han stirrer ud i lyset, mens vandet sætter sig i øjnene.

»Så begyndte far ganske langsomt at tø op. Og ... du spurgte, hvordan han var. Han havde charme og humor ... så original. På et tidspunkt var min halvsøster ved at brække sig af grin«.

»Så morsom var min far«.

Han tager hånden op for munden og lægger stemmen i et mørkt leje.

»Nej, nu må I undskylde Så kunne han lave sådan en dialog med sig selv og sige: Arh, det var vist lidt dumt. Var det ikke? »Neiii!«, råbte vi. Han var altså ganske simpelt så charmerende«.

»Det var sådan et elysium af glæde«.

Da kaffen skulle serveres, ville Jørgens søster sende den unge pige, som havde hjulpet med at servere, hjem. Men pigen tryglede, om ikke hun måtte blive.

»Undskyld fru Dick, men må jeg ikke sidde inde ved siden af. For jeg må høre den mand. Han er dog det mest vidunderlige, jeg har hørt«, siger Jørgen Reenberg og hvisker:

»Min gamle far«.

Flugten fra teatret
Hvad der end skete med Jørgen, da hans far døde, efterlod det ham i en anden verden. Pludselig turde han stræbe efter, hvad han altid havde drømt om. At blive skuespiller.

»Den tanke havde fyldt min far med rædsel. Jeg skulle ikke være teaterbarn, sagde han. Jeg var sjældnere i teatret end alle mine kammerater«.

Jørgen skulle være pianist, fik han at vide.

»Men da min far var død, eksploderede min længsel mod at blive skuespiller«.

Han læner sig tilbage i stolen.

»Nu kan jeg ikke mere«, erklærer han.

Skal vi holde pause?

»Nej. Nu er jeg træt. Jeg har kæftet løs«.

Han rejser sig og forsvinder ind i stuens dyb. »Vil du have en bitter?«, kommer det derindefra. »Det er min jagtbitter«, siger han.

Og idet han læner sig frem og skænker op, kommer det med en mumlen:

»Hvor må det være skønt at være journalist og bare sidde og tappe blodet ud af folk«.

Vi drikker.

»Er den ikke god?«.

Det er den. En varm tåge af velvære mod tunge og gane.

»Når man sidder på andetræk klokken tre-fire om morgenen og venter på de der pragtfulde ænder, er det skønt at have en lommelærke at varme sig ved. Så kommer der sådan en kobberglød, og i samme øjeblik solen begynder – uden overhovedet at være i nærheden af at stå op – så kommer der vind«, siger han og puster.

»Og så begynder trækket. Det vil jeg meget hellere fortælle om. Jeg har gået på jagt, fra jeg var 17. Det er en stor del af mit liv. Væk fra teatret! Væk!

Jørgen Reenberg hader, hvad hans far kaldte »kulissetonen«.

»Jeg elsker og tilbeder skuespilkunsten mere end teatret. Det at suggerere folk til at opleve et menneske mere virkeligt, end hvis de virkelig traf ham«.

Livet igennem har Jørgen Reenberg taget flugten fra teatret og sin sceneskræk ved at stå på hovedet i sine andre lidenskaber. Fægtning, ridning, jagt og maleri. Jeg spørger, hvor meget af det, der hænger på væggene, han selv har lavet.

»Jeg har malet det hele. Jeg ved, at det er lort, men det er forelsket lort. En tid var jeg helt vild med håndknyttede orientalske tæpper. En anden periode var det glas. For det at være kunstner ... dette konstante krav ... der har alt det været en flugt , som har gjort, at jeg kunne føle mig ny«.

Han rejser sig og skrider over tæppet.

»Min stolthed ... det viste sig, at jeg virkelig havde noget talent for fajance«.

Han er standset foran en reol, hvor der øverst oppe troner en stor hvid bowle med malede bær og blade.

»Og den er ikke drejet. Jeg har modelleret hver stump af den ud af en klump ler«.

Han ser på mig i triumf.

»Det har denne her gamle lort lavet«.

»Altså, fajance har man lyst til at kysse. Det har man sgu ikke med porcelæn. Det er koldt og hårdt. Men fajance virker, som om det er blødt«.

»Den egentlige lykke ...«, siger han, da vi igen tager plads.

»... i så vanskeligt et liv som et teaterliv. Det er jo ens søn og børnebørn. Og så de kvinder, man har elsket. Det er jo ankret. Det er jo det, der gør, at man overhovedet kan holde ud at møde sig selv i spejlet hver morgen, når man står op. For det at møde foråret, det er, når du er så gammel som jeg, temmelig brutalt. Det er smukt, duften er der, man kan gå ud i skoven«.

Han snuser ind.

»Men det smadrer jo lige ind i trynen på en, at her går man rundt som en, hvor intet knoppes, grønnes eller spirer mere«.

At man ikke har et liv, der skal leves forfra?

»Jeg synes faktisk, at det var så glimrende udtrykt, at det ikke behøvede en ekstra forklaring«.

Drømmen om far
Længere når vi ikke.

Jo, det smagte lidt af hævn, da Jørgen Reenberg begyndte på Det Kongelige Teaters elevskole. Men følelserne var blandede. For selv om hans lærer var den mand, som havde været skyld i, at forældrene røg ud fra teatret, blev han meget begejstret for Jørgen, som fik tre debuter i sin elevtid.

»Helt uhørt«.

Og så afsluttede han ellers sin overdådige entré i teaterets verden med en dundrende fiasko. I en rolle, han følte, at han var født til. Aladdin. Men anmeldelserne var frygtelige. Og med ét tvivlede den unge skuespiller på, at han duede til noget her i verden. Det endte med et selvmordsforsøg, som kostede ham ægteskabet med moderen til hans lille søn.

»Jeg har enormt megen sorg og smerte i mig. Og jeg har en jublende taknemmelighed over, at det er gået mig, som det er gået. For jeg har været tæt på det røde felt nogle gange«.

Han ser på mig gennem læsebrillerne – med notaterne i skødet. Og i et øjeblik er det, som om vi stirrer på hinanden gennem to huller i verden.

»Jo, så har jeg også skrevet til dig her ... er den tændt nu?«, nikker han mod båndoptageren.

»Jeg spørger for tiden ofte mig selv: Hvordan kan man leve, arbejde på liv og død, leve videre, og ende med at blive 80 år gammel og stadig være skabende, når man gennem hele sit voksne liv har skullet administrere sit sinds gang mellem det sangvinske, det melankolske, det koleriske og det flegmatiske? Hvordan fanden? Jeg forstår det ikke«.

Et øjebliks tavshed.

»Nå, det kunne du ikke bruge?«.

Jo, da ...

»Nå men, man hører jo aldrig noget«, kommer det fra ham.

»Hvis man er en god lytter, skal man bare en gang imellem give hesten et stykke havre. Og ikke bare sidde iskoldt og lytte«.

Det er lige før, at det er hyggeligt med disse små skænderier. Brodden er gået af hans udfald. Eller også har jeg bare vænnet mig til dem. Der er noget sårbart, næsten nøgent over dem, slår det mig. I øvrigt er jeg selv begyndt at tale højere, kan jeg mærke. Vi sidder og råber til hinanden.

Mange har sagt, at du er vanskelig og krævende at arbejde sammen med?

»Jeg går for at være intellektuel, men sandheden er, at i hele mit liv og i alt, hvad der er sket mig, har jeg været styret af følelser. Jeg er et offer for mit temperament!«.

Hvis børnebørn og kærlighed er den egentlige lykke, havde det så været bedre at få 10 børn end at gå igennem al den angst?

»Hvis man har et talent, er det jo en despot, der kræver at blive brugt. Det er en næsten hormonel længsel efter at udtrykke sig. Men det ligger som en gylden kugle inden i mig, at jeg har en søn, en svigerdatter og to fuldstændig vidunderlige børnebørn. Og så, at jeg har levet sammen med en kvinde i 20 år, selv om vi ikke har boet sammen, som jeg i den grad både elsker, beundrer og respekterer. Det er jo det, der har reddet mig«, siger han og ser på mig, mens han griber fat i stolens armlæn.

»Så! Nu kan jeg ikke mere«.

Hvad ville du sige til din far, hvis du kunne møde ham i dag?

»Jeg drømmer om ham i hvert fald én gang om året«, siger han.

Drømmen foregår i en stor by i Polen. Af en eller anden grund. Og det er altid snevejr. Den der »langsomme, fede sne«, som han siger.

»Jeg er nået sent frem til byen, forestillingen har spillet i tre kvarter, og jeg går ind ad en indgang, der fuldstændig ligner Folketeatret i Nørregade, og så er der endnu en forhal med stengulv og de der røde døre ind til salen. Jeg åbner døren og står lidt bag tæppet. Stadig med overfrakke på. Og ser min far på scenen. Og han er fuldstændig vidunderlig. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan kan han se sådan ud, når han er så gammel. Og hans stemme«.

»Han har så haft en karriere i nogle slaviske stater. Jeg går udenfor, og så kommer han ud i sin Donegal Ulster fra linje 8, men uden bowler, bart hoved, hvidt hår. Så tager vi hinanden i hånden, og så siger han: Det var da dejligt at se dig, Jørgen«.

Han ser på mig.

»Og så går drømmen i opløsning«.

Hvad har han betydet for dig igennem livet?

»Nu stiller du altså et spørgsmål, som gør mig helt sindssyg. Det har jo næsten ikke handlet om andet«.

Jeg nikker, brummer og afventer.

»Hmm, hmm«, parodierer han min brummen – som en mekanisk and.

»Hvad siger det? At du ikke har fået en skid ud af det. Du kan da ikke være i tvivl om, at min far er et kæmpe traume i mit liv«.

Selvfølgelig ikke ...

»Det er, som om du siger: Det svar kan jeg ikke bruge til noget. Jeg vil have et andet«.

Sådan mener jeg det ikke ...

»Kan jeg nu ikke få lov til, som det barn jeg er, bare at være lettet og glad over, at det er overstået?«.

Jo, men hvad villedu sige til din far, hvis du kunne møde ham i dag?

»Jamen, jeg har talt så meget med ham. Før hver eneste premiere, når jeg har stået derude i mørket«.

Hvad siger I til hinanden?

Han smiler.

»Det rager ikke dig«.