Selvfølgelig var Jakob Ejersbo glad den eftermiddag i august.

Året var 2002, og han havde netop fået udgivet sin første roman med titlen ’Nordkraft’. Det var den, Ejersbo blev interviewet om, og det frydede i dén grad forfatteren, at anmelderne havde taget godt imod en historie, som på ingen måde forsøgte at please tidens hang til kortprosa og lyriske formeksperimenter. Dette var virkelighed. Aalborg-virkelighed med vaskeægte junkier og hashvrag, der pulsede løs, så selv narkomanernes store hunde blev både vinde og skæve.

Her i avisen trak Bjørn Bredal i sin anmeldelse linjer til Tom Kristensens ’Hærværk’, og kritikerne på andre medier var tilsvarende begejstrede. Ejersbo kunne dårligt forlange mere efter at have debuteret med brevromanen ’Fuga’, som han skrev sammen med kammeraten Morten Alsinger, og som han siden fulgte op med sin egen novellesamling ’Superego’. Men forfatteren selv vidste, at noget manglede, for han var arbejdsløs journalist, og han havde ikke en krone i kunststøtte at falde tilbage på.

»Lige nu kan jeg kun håbe, at jeg får solgt en ordentlig røvfuld bøger«, sagde han.

Det er sådan, han er, Jakob Ejersbo . Ikke så megen udenomssnak. Lige på. Direkte.

Og han skulle få mere ret, end han og nogen anden kunne drømme om. ’Nordkraft’ er langt forbi salgstal på 100.000, hvad der i sig selv er svimlende i dagens bogmarked, og Ole Christian Madsens film om pusherfrauen Maria, den filosofiske junkie Steso og Allan med den mørke fortid har bragt romanen ud til endnu flere læsere.

Det er simpelthen lykkedes ham at gøre Aalborg interessant, hvad forfatteren Carsten Jensen næsten vantro kunne konstatere, da han holdt festtalen for Ejersbo , da ’Nordkraft’ havde indbragt ham Boghandlernes Gyldne Laurbær. Personligt holdt Carsten Jensen vejret i de 11 år, han boede der, men han kunne se, at Ejersbo i modsætning til ham selv både elskede og hadede Aalborg, som efter hans – altså Jensens – mening ville blive et stort turistmål, når østtyskerne engang skulle blive ramt af nostalgi.

Ejersbos beretning om Aalborg er ingen romantisk besyngelse af barndommens land. Faktisk er han født i Rødovre, og han har blandt andet boet i Tanzania i to omgange sammen med forældrene. Men det var i Aalborg, han blev voksen. Jo, han bevægede sig lidt i udkanten af miljøet fra ’Nordkraft’, men han var aldrig for alvor i fare for at blive en del af det. Han kom jo, som han siger, fra et hjem med reol. Han snusede også lidt til humaniorastudierne og fandt dem kedelige, spillede lidt musik og erkendte, det var brødløst, drømte om at blive lydtekniker, men kunne se, det var håbløst, og derfor indfriede han forældrenes ønske om – trods alt – at få en uddannelse. Han blev journalist og var bl.a. ansat på Nordjyllands Radio, Bornholms Radio og det nu lukkede Aktuelt, før han for alvor kastede sig over fiktionsskriverierne. Mens han var på Aktuelt, fik han udgivet novellesamlingen ’Superego’ om sin egen generation, der nægter at blive voksne og går med Ray-Ban-solbriller, uanset om solen skinner eller ej. ’Novellekunst med pil opad’, skrev Benn Vinn Nielsen i en anmeldelse, og selv ved Jakob Ejersbo på dette tidspunkt godt, at fast arbejde og romanskriveri er et rigtig dårligt makkerpar.

Og eftersom han med ’Nordkraft’ faktisk fik solgt en ordentlig røvfuld bøger, har han siden udgivelsen af romanen fuldstændig viet sin tid til at skrive fiktion. Kun afbrudt af de foredrag, han i en periode efter bog og film blev kimet ned for at holde. Med ellers er tiden hjemme i lejligheden på Nørrebro brugt på at udtænke, planlægge og skrive et endog meget stort roman- og novelleprojekt. På grund af sygdom har han dog længe været ude af stand til at arbejde på det.