Jeg har mistet min bror.

Da han efter et selvmordsforsøg i juli 2006 blev indlagt og fik diagnosen schizofreni, reagerede jeg voldsomt. Jeg kan kun beskrive det, som at jeg godt kendte dybden af det, der lige var sket.

Der var pludselig det her sorte. Jeg fik 40 grader i feber, og hele mit system brød sammen. Der kom kun slim ud af mig, jeg var som i en forskudt verden, og jeg begyndte at isolere mig.

Jeg græd men var så underlig klar i hovedet, og ingenting kunne forløse den rædsel, jeg lige havde set, og som min bror levede med hver eneste dag, men det, jeg ikke kunne leve med, var, at han oplevede det her helt alene. Det sad i mig som en konstant følelse af vold og skam.

En sær brus af glæde
Det liv, vi har levet sammen, havde vi ikke overlevet uden hinanden. Og jeg har aldrig set noget så smukt og vidunderligt som ham.

Hver gang jeg tænker på ham, er det med det her sære brus af glæde, jeg ved ikke, hvad det er. Jo, kærlighed, men det er noget andet også, det er det reneste og fineste, jeg nogensinde vil komme til at opleve her.

Jeg reagerede, som det er naturligt for mig, med at skrive en digtsamling om min bror. En slags besværgelse, og det var for at få ham til at huske, at han havde lovet aldrig at gøre det igen.

Året efter var vi så i ’Den 11. time’. I den udsendelse fik jeg, som det var min plan, lov til at vise verden, hvor smukt og enestående det her menneske og hans musik er. Det her menneske, som er min bror, og som var det mest talentfulde og utrolige, jeg nogensinde har set. Og det er ikke, fordi han er min bror, han er meget større end det; jeg er bare så utrolig heldig at have fået lov til at have ham som min lillebror.

Musikken kom ud alligevel
Pladeselskabet Sony BMG kontaktede os, fordi de ville lave en samlet udgivelse af min bog og hans musik, men efter et år ville de ikke alligevel.

Det var slemt, jeg tror godt, man kan forestille sig, hvad jeg følte. Så ringede jeg i afmagt til redaktøren af ’Den 11. time’ for at tale med en, der ville kunne forstå. Han fortalte, at han skulle redigere en serie digtudgivelser på et lille forlag, og at min bog kunne være den første, og vi kunne godt have cd’en med, og så var Sony BMG så venlige at låne os deres brænder. Så dér stod min bror og jeg en hel dag og brændte cd’er og stjal sodavand fra dem som en lille hævn.

Og det lykkedes; hans musik kom ud. Men det var så meget større end musikken, det var hele ham og alt det, han havde at give, der blev givet videre. Og vi oplevede det sammen og sammen med min mor og hans band, og i perioder var det ren mening og lykke.

Lykkelig i den sidste tid
Men det sorte forsvandt jo aldrig. Han blev ved med at forsøge at tage sit eget liv, også selv om han havde det dejligt. Det gjorde så ondt.

Den drift er svær at forstå, men jo egentlig ikke. Og så lykkedes det endelig for ham. Han havde været lykkelig i den sidste tid, og foråret var her, hvilket jo kan være et alt for stort pres for en skrøbelig sjæl; alt det smukke peger mørket indeni endnu mere ulideligt ud.

Jeg skreg og skreg og er måske ikke holdt op med at skrige, men jeg har jo gennemlevet det hele for tre år siden. Jeg bryder ikke sammen på den dårlige måde og bliver underlig og isoleret igen.

Han lyste alting op
Jeg har aldrig ejet noget, og jeg ejer ingenting. Slet ikke min bror. Men jeg troede, at kærligheden kunne overvinde sygdommen og døden, så det var først et absolut nederlag for mig, men pludselig så jeg det jo, at kærligheden overvinder jo døden.

Jeg elsker min bror præcis som før, og jeg har aldrig følt en større fred og taknemmelighed for noget. Og jeg havde ham hos mig i 25 år, og jeg kan slet ikke fatte, at så meget skulle tilfalde mig.

Han var her, han lyste alting op og psst, så var han væk igen, og det er, som om foråret og hele naturen smiler. Jeg og hans hundreder af venner og fans fik en gave, som jeg endnu ikke begriber omfanget af.

Musikken lever videre
Og bandet lever videre, og jeg ved, at hans musik bliver så stor, som den er, men det er ikke op til mig, intet af det. Jeg ved det, for jeg har gjort mere, end jeg kunne.

Og hvem ved, hvad et menneskeliv er, eller hvor langt det skal være. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville kunne leve bare en time her uden ham, men det skal jeg så nu. Jeg har mistet det, jeg elskede højere end alting, og som jeg elsker højere end alt, men nu har han endelig fået fred, den lille.

Og hvis jeg bare må have lov til at elske min bror og udtrykke den her kærlighed og taknemmelighed, så er alting godt.