Det er ikke uden vemod, jeg står uden for Grand Hotel des Bains og betragter det afvisende plankeværk af stål, som er banket op uden for det legendariske hotel på Lidoen.

Det var her, Lucino Visconti i sin filmatisering af Thomas Manns ’Døden i Venedig’ lod sin hovedperson, Gustave Aschenbach, sidde og sukke efter sin unge adonis.

På Hotel des Bains har de rige siden 1902 holdt deres badeferier. Her har utallige filmstjerner holdt hof, siden filmfestivalen i Venedig åbnede ballet i 1932. Nu skal det bygges om til svimlende dyre luksuslejligheder.

LÆS OGSÅ Amerikanske film invaderer Venedig

Håndværkerne er allerede i fuld gang med at bygge fortiden om til fremtid.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om det nye Filmpalads, da jeg kort efter står uden for et andet plankeværk. Det avancerede byggeri skal give filmfestivalen i Venedig et afgørende løft ind i fremtiden.

Men foreløbig er der kun et hul i jorden, som kun er en smule dybere end sidste år. Årsagen er ret italiensk. Da arbejderne begyndte at grave, stødte de på et tykt lag ulovligt nedgravet asbest.

Favner alle genre
Palazzo del Cinema skal nu åbne i 2012.

Det bliver nok snarere 2014. Til den tid er festivaldirektør Marco Müller selv fortid. Årets festival – nummer 67 – er Müllers syvende og sidste.

Han har lagt en linje og sat sine spor.

Hvor Cannes satser på den smalle, rene vare, er Venedig under Müller blevet festivalen, der favner og respekterer alle genrer og gerne smider et par asiatiske knaldperler ud til publikum.

Det bærer årets program også præg af, tænker jeg, da jeg tirsdag aften står på Hotel Danielis tagterrasse til filmbranchebibelen Varietys velkomstreception.

Her spiser jeg dekadente små godbidder og får skænket et glas af en bartender så stilig, at jeg uvilkårligt sender Obersten og tjeneren ’Gran Maestro’ fra Hemingways ’Over floden og ind i træerne’ en tanke.

Selv om hotellet er Danieli og ikke Gritti, er der dengang som nu stil over det på de gamle hoteller i Venedig.

Jury.  Den amerikanske filmskaber er i Venedig som formanden for juryen i år. Foto: APJeg ser Quentin Tarantino og Robert Rodriquez holde hof.

LÆS ARTIKEL Tarantino skal stå i spidsen i Venedig

Tarantino er juryformand, mens hans trofaste følgesvend Rodriquez er trukket i sort jakkesæt og cowboyhat for at præsentere sit seneste opus ’Machete’.

Ifølge en norsk kollega er det »vist den blodigste film, jeg har set, men det er næppe en film, man får jenterne til at gå ind og se«.

Stjerner på vej til Venedig
’Machete’ skal nok få dansk premiere, men relativt få konkurrencefilm er købt på forhånd til dansk distribution.

Der er nemlig få gamle og velkendte navne i det yngste instruktørfelt nogensinde.

Amerikansk independentfilm fylder godt i et program, der ikke rummer mange hilsner fra Hollywood. Men stjerner skal der nu nok komme.

En af dem lægger hårdt ud. Natalie Portman har storspillet fremme i Darren Aronofskys åbningsfilm ’Black Swan’.

LÆS OGSÅ The Wrestler: Ringvragets store triumf

Aronofsky er en kompromisløs instruktør.

Hårde ’Requiem for a Dream’, overgjorte ’The Fountain’ og forrygende ’The Wrestler’ er en kraftfuld treklang, som nu får selskab af ’Black Swan’. En slags psykologisk thriller, men Aronofskys film er ikke lige til at sætte i bås.

Et skræmmende, smukt spejlkabinet er en mere præcis betegnelse, når Aronofsky kunstfærdigt spejler ’Svanesøen’ i en ballerina med seriøse personlighedsforstyrrelser.

Smuk vekslen mellem mørke og lys
Portman spiller balletdanserinden Nina, der har ofret alt for kunsten og ikke har levet sit liv uden for øvelokalet i et berømt balletkompagni i New York.

Da primaballerinaen tvangspensioneres, er Nina med i opløbet om dobbeltpartiet som den hvide og sorte svane.

Med sin perfekte teknik kan hun danse den kyske hvide svane, men har ikke skyggen af den erotiske farlighed, som balletchef Thomas Leroy kræver af sin sorte svane.

Det gør hun noget ved. Men for en anorektisk ung kvinde, som er blevet fastholdt i en jomfrunalsk barndom af sin diktatoriske mor, kan det være farligt at begynde at udforske sin mørke side.

LÆS OGSÅ Natalie Portman åbner Venedig-festivalen

Hvem er den onde troldmand i hendes liv? Moderen? Balletchefen spillet a la Balanchine af Vincent Cassel?

Eller måske er slangen i hendes klaustrofobiske paradis hendes rivaler blandt balletkorpsets sultne piger – eller hende selv.

Til tonerne af Tjajkovskijs berømte musik er ’Black Swan’ et svulmende drama. Filmen er uendelig smuk i sin vekslen mellem indre mørke og hvide balletskørter.

Følelsesregistret i en film, der handler om de psykologiske bevæggrunde for at ofre livet for kunsten, er ikke for tøsedrenge.

Løfte for fremtiden
Missende med øjnene i solen synes jeg godt, man kan se en filmfestival i ’Svanesøen’s belysning.

Den snurrer på tåspidserne splittet mellem filmkunstens ædle prins og mere dunkle og vulgære trolddomskræfter.

Festivalen på Lidoen er filmfestivalernes smukke hvide svane.

Men filmfestivalerne er under hårdt pres.

Selv om årets svage Cannesfestival er en foræring til Venedig, så er Lidoen stadig i klemme mellem hastigt voksende Toronto, der overlapper med Venedig, og opkomlingen i Rom.

Hvis ikke det nye filmpalads bliver bygget færdigt, risikerer man i løbet af nogle år en opførelse af ’Svanens død’.

Men foreløbig er et stort hul i jorden at betragte som et løfte for fremtiden.