Den kandiderer til at være historiens grummeste og mest uhumske film. To laboratorier i træk nægtede at udlevere den færdige film, de ellers havde påtaget sig at overføre fra digitalt format til biografegnet 35 mm-film.

I England har den nationale filmcensur beskåret den med fire minutter for at gøre den acceptabel til festivalvisning for folk over 18 år, hvilket igen har fået den forestående genrefilmfestival FrightFest i London til at aflyse den planlagte visning.

’A Serbian Film’ har fået bedre reklame, end man kan forestille sig i horror-aficionado-kredse. Med den lille og usædvanlige hage, at selv meningsdannere blandt de mest hardcore horrorfans synes, at den er for voldsom.

LÆS OGSÅKan Twitter sælge en film?

»Personlig finder jeg ingen forsonende træk ved filmen, hverken socialt, politisk eller kunstnerisk«, skriver anmelderen på websitet BloodyDisgusting.com og giver filmen 1 kranium ud af 10:

»Du ønsker ikke at se ‘A Serbian Film’. Du tror bare, du gør. Du er blevet alt, alt for hårdhudet. Du har grinet ad folk, der er besvimet af chok i biografen, smilet ad historier om granvoksne mænd og kvinder, der er udvandret fra premierer og har ørlet i biograffoyeren. Du tror, du har set det hele. Og efter denne film ville du have ønsket, at det var tilfældet«.

LÆS OGSÅOndskab er blevet mainstream

’A Serbian Film’ begynder med en scene, hvor en niårig knægt via et videobånd i VHS-afspilleren opdager, at hans far er pornostjerne. Faktisk er faderen, Mirko, gået på pension, men på grund af økonomisk uføre takker han ja til et sidste, bizart job:

En arthouse-pornofilm, der skal indspilles i en gammel lagerbygning. Her bliver han bl.a. præsenteret for videooptagelser af en mand, der voldtager et nyfødt barn. Den forfærdede Mirko forsøger at tage flugten, men bliver fanget og bedøvet. Da han kommer til sig selv igen, har han gjort ting, han aldrig ville have drømt om – bl.a. ved sin egen familie.

»Tingene udvikler sig fra forfærdeligt til ... et ord, der endnu ikke eksisterer i vores ordforråd. Forpulet forfærdeligt? Afskyvækkende? Modbydeligt? Gruopvækkende«, skriver BrutalAsHell.com.

Respekt og afsky
Alligevel står der en vis respekt om filmen, der fik sin premiere ved filmfestivalen South by SouthWest i Texas i marts og foreløbig kun er set af et ganske lille publikum.

FearNet.com havde en anmelder til stede ved verdenspremieren. Han kalder filmen »tragisk, kvalmende, forskruet, absurd, vred – og faktisk ret så intelligent«.

At ’A Serbian Film’ rummer budskaber og lag, der rækker ud over det sensationssøgende, bruger filmens bagmænd en del kræfter på at understrege. Krigen i Balkan ligger som allegorisk fundament, siger de, og drivkraften bag filmen er ikke kommerciel ambition, men vrede.

Brug for en kold bruser
»Det er en dagbog over, hvordan vi er blevet misbrugt af den serbiske regering«, har den debuterende instruktør Srdjan Spasojevic udtalt til Wall Street Journal. »Den handler om egenrådige politikeres magt, om, hvordan man bliver hypnotiseret til at gøre ting, man ikke ønsker at gøre. Man skal mærke brutaliteten for at forstå den«.

Manuskriptforfatteren Aleksandar Radivojevic supplerer:

»Katarsis gennem kunst er en ting, man værdsætter i dagens Serbien. Renselse gennem virkelig subversiv, virkelig voldsom kunst. Det er det, folk har behov for, for de er blevet hårdhudede af krig. De har brug for en iskold bruser, der kan vise dem, hvad det er, der er sket med deres liv. Denne film er en forstørrelse af alle de problemer«.

Siger intet om Serbien
Den forklaring køber redaktøren af indie-websitet IFC.com, Alison Willmore, ikke:

»Film kan tage grænseoverskridende emner og motiver i anvendelse med stor kunstnerisk resonans. De kan også bruge den for bare at chokere, forny, skubbe grænser – hvilket er den kategori, jeg vil placere ’A Serbian Film’ i. At den kommer fra et land, der gennem årtier har været ramt af vold, borgerkrig, korruption og etniske konflikter gør det fristende at læse mere ind i filmen, end den reelt tilbyder. Men når alt kommer til alt, har den lige så meget at sige om sit tilblivelsesland, som filmen ’Hostel’ har om USA«.

Mens filmmagerne turnerer fra festival til festival med svar på rede hånd, fortsætter filmen således med at dele vandene: smagløs spekulation eller intelligent provokation?

Advarsler fungerer ikke
To ting er alle dog enige om: For det første, at advarslerne mod filmen i mange tilfælde vil fungere modsat hensigten. Og for det andet, at ’A Serbian Film’ har flyttet grænser, man troede var blevet nået med film som Pier Paolo Pasolinis sadistisk-fækale klassiker ’Salò’ og uhørt brutale franske film fra det nye årtusinde som ’Irréversible’, ’Inside’ og ’Martyrs’.

En amerikansk torture porn-franchise som de succesfulde ’Saw’-film tåler slet ikke sammenligning med ’A Serbian Film’, forlyder det.

Anmelderen med pseudonymet Tex Massacre opsummerer på BloodyDisgusting.com:

»Måske er det en allegori over, hvad krigen mod Bosnien betød for generationer af mennesker. Måske er det et koldt, hårdt blik ind i en følelsesløs verden, hvor videospil-etik har gjort tiårige børn til voldtægtsmænd og mordere? Måske på nogle måder det hele. Men der én ting, den ikke er, og det er underholdning«.