Snyd? Dokumentarfilmen 'Armadillo' indledes med billeder fra soldaternes afskedsfest, hvor en stripper underholder 'drengene'. Det kritiseres nu, at instruktøren af filmen betalte stripperen. - Foto: Fra filmens trailer

Med bar hud og blonde lokker gnider en kvinde sig op og ned ad soldaterne ved en fest forud for afrejsen til Afghanistan. En effektiv scene i den roste krigsdokumentar ’Armadillo’, der råt skildrer vilkårene for danske soldater i Helmandprovinsens Armadillolejr. Men nu har to af de medvirkende soldater fortalt, at stripperen var betalt af filmselskabet.

»Vi havde ikke overvejet at hyre en stripper. Det var kun, fordi Fridthjof Film tilbød at betale – og så sagde vi selvfølgelig ikke nej tak«, siger soldaten Mads til militærets fagblad Hæren.

LÆS OGSÅ Folkene bag Armadillo brugte »ekstremt smart strategi«

Filmens instruktør, Janus Metz, forklarer, at soldaterne selv en uge forinden holdt en afskedsfest, hvor de hyrede en stripper. Og at det stod højt på hans ønskeliste at filme festen. Den foregik dog så tidligt i optageprocessen, at de medvirkende endnu ikke følte, at de bare kunne ringe til ham.

»Det er en vigtig scene for filmen, fordi den både handler om uskyldstab og skildrer hele den der soldater- og drengerøvshørm, som selvfølgelig kommer til udtryk ved, at de hyrer en stripper. Efter festen fortalte de mig om stripperen og sagde, at det var ærgerligt, at jeg ikke var med den aften, og at de havde overvejet at ringe til mig. Vi snakkede om at holde en ny fest, men de havde ikke råd til en stripper igen, så jeg tilbød at betale«, forklarer Janus Metz, der undrer sig over, at forsvaret har hæftet sig så meget ved, at han betalte for stripperen.

ANMELDELSE 'Armadillo' er en forbløffende modig film (fem hjerter)

»Det er en film, der handler om store og væsentlige emner, og man kunne godt forestille sig folk i hæren, der havde en interesse i at forsøge at underminere filmen«, siger han.

Bund i virkeligheden
Men Janus Metz kan ikke klandres for at betale for en ny stripper til soldaterne, vurderer Ib Bondebjerg, der er professor i medievidenskab ved Københavns Universitet. For selv om dokumentarismens rolle er at skildre virkeligheden, som den er, kan der være behov for at genskabe scener, man har misset i optagelserne, men som alligevel er en vigtig del af det forløb, man portrætterer, forklarer han.

»Filmholdet har jo ikke snydt ved at skabe en virkelighed, som ikke allerede findes i det univers, de skildrer«, siger han og understreger samtidig, at det er et greb, man skal benytte varsomt.

»Man må for alt i verden ikke skabe scener, som ikke har bund i virkeligheden, men det er altså heller ikke tilfældet her. Det havde ikke været okay at betale for en stripper, hvis soldaterne ikke havde gjort det samme ugen før, for så ville man gå ind og betale for at få en virkelighedsskildring, som ikke har fundet sted«, siger Ib Bondebjerg.

Permanent diskussion
Grænsen mellem fiktion og virkelighed er til evig diskussion i de såkaldte faktagenrer. For knap tre år siden måtte Jeppe Nybroe fratræde sin stilling som studievært efter anklager om manipulation i henholdsvis TV-avisen og udenrigsmagasinet Horisont.

Først blev han afsløret i at fremstille det, som om han fulgte en konvoj med de sidste danske soldater ud af lejren i Irak, mens billederne i virkeligheden var hentet fra arkivet og viste danske soldater på vej ind i Irak. Senere blev han så kritiseret for at genbruge lyden fra en enkelt eksplosion tre gange i samme indslag, så kampene fremstod voldsommere, end de i virkeligheden var.

Et par af de soldater, der medvirker i ’Armadillo’, har i militærets fagblad kritiseret Janus Metz for at klippe udtalelser sagt på et tidspunkt sammen med udtalelser sagt på et andet. I forbindelse med at soldaterne har været ude på en manøvre, bliver den ene spurgt, om han ikke ønskede, at talebanerne skulle dø. I filmen svarer han: »Jo, jo, selvfølgelig. Jeg har ikke spor ondt af dem«. I virkeligheden svarede han kun »Jo, jo«, resten af udtalelsen kommer han først med senere.

Men selvom Janus Metz’ film genremæssigt kan kategoriseres som en klassisk, observerende dokumentarfilm, er der videre rammer for, hvad man kan tillade sig i dokumentarfilm, end der er i journalistiske nyhedsudsendelser, forklarer Ib Bondebjerg.

En personlig beretning
Når det fik så fatale følger for Jeppe Nybroe, var det, fordi DR som institution med klare regler for objektiv og fair journalistik fremstod som afsender på indslagene. En dokumentarfilm er i langt højere grad instruktørens individuelle værk, vurderer professoren.

LÆS OGSÅ Armadillo-instruktør betalte for stripper

Der bliver klippet rundt og klippet sammen, og der er masser af sekvenser, der foregår senere, end det bliver fremstillet i filmen. Sådan gør man hele tiden. Og det er okay, fordi det er Janus Metz, der står som ophavsmand til ’Armadillo’, og det gør dokumentarfilmen som sådan til en mere personlig virkelighedsberetning, hvor det er okay at foretage nogle greb, der ikke går i nyhedsudsendelser.

Når man sidder med 300 timers materiale, der skal klippes sammen, må man nødvendigvis foretage nogle nedklipninger og sammenklipninger. Grundlæggende skal historien bare stemme overens med den virkelighed, man skildrer«, siger Ib Bondebjerg. Han har selv set ’Armadillo’ tre gange og mener ikke, at der er noget som helst at komme efter.

Fare for blind registrering
I det konkrete eksempel i ’Armadillo’ forklarer instruktøren det med, at de to replikker, der bliver klippet sammen, falder i samme scene. Og som han siger:

»Når man klipper en scene i en dokumentarfilm, kigger man på, hvad scenen handler om, og så klipper man efter det. Den pågældende scene handler om, at de her drenge står i en grøft og har skudt fem talebanere, og bagefter skal de håndtere de døde kroppe. Hele vejen ned gennem filmen er der en historie om forråelse og det åbne, humanistiske menneske, der møder krigens råhed og kynisme«.

»Det er rigtigt, at replikken er klippet sammen, men det er det, soldaterne konkluderer i den scene. De siger faktisk, at de her mennesker i grøften er fjender, man ikke skal have ondt af. Jeg står jo som instruktør og registrerende apparat med ansvaret for at fortælle, hvad den scene handler om. Og hvordan får jeg de her ti minutter kogt ned til et enkelt minut, så det fungerer som filmscene? Der må man vælge sit fokus, ellers bliver film en blind registrering«.