Der blev aldrig indgået nogen skriftlig kontrakt om, hvad filmholdet bag ’Armadillo’ måtte filme og ikke måtte filme.

Kun en mundtlig aftale mellem producenten, Ronnie Fridtjof, og presseofficer Torben Kjeldsen eksisterede, da filmen blev skudt i Afghanistan i 2009.

Fotografen Lars Skree havde frie hænder, mod at den endelige film blev sikkerhedsscreenet af Forsvarskommandoen inden offentliggørelsen.

Det skulle sikre, at der ikke var noget i filmen, der kunne bringe soldaternes eller rigets sikkerhed i fare. Og der blev blandt andet fjernet nogle nøjagtige stedsangivelser, og dræbtes ansigter blev sløret.

Måtte ikke filme sårede
Men på trods af aftalen med presseofficeren forhindrede den danske øverstbefalende for hold 7 i Afghanistan, oberst Frank Lissner, flere gange filmholdet i at filme døde og sårede.

Under de hårde kampe i forbindelse med Operation Panchai Palang i Helmandprovinsen sidste år blev to allierede afghanske soldater 1. juli såret i henholdsvis hovedet og foden.

Lars Skree filmede de to sårede, men fik af Frank Lissner streng besked på ikke at filme ofrene.

LÆS ARTIKEL'Armadillo'-filmfolk følte sig truet af forsvaret

Lars Skree følte, at Frank Lissner udøvede censur på stedet og fik ingen begrundelse for, hvorfor han ikke måtte filme.

Og tre dage senere fik Lars Skree igen forbud mod at filme. Da filmholdet ankom til checkpoint 8 sammen med obersten, havde en afghansk soldat netop fået bortsprængt hele underkroppen af en IED (hjemmelavet vejsidebombe, red.).

Lars Skree filmede igen, men fik at vide, han var for tæt på og skulle holde op med at filme. Ifølge Lars Skree gik han godt 25 meter væk fra offeret og filmede på afstand, men Frank Lissner ville have ham til helt at undlade at filme.

Hvorfor gjorde I ikke noget, da det stod på?

»Vi snakkede med produktionsselskabet om, hvad det betød for os. Grunden til, vi ikke gjorde mere ud af ham, var nok, at vi ville koncentrere filmen om vores deling fra Armadillo. Men jeg føler helt klart, der var en flyvende censur, hver gang han holdt øje med mig«.

Ret til at slette materiale
Lidt mere end en uge inden hændelserne ved checkpoint 8 havde den meget omtalte episode med fem talebanere, der blev dræbt i en grøft, fundet sted.

I dagene efter fik filmens instruktør, Janus Metz, og Lars Skree forbud mod at filme videre, medmindre de underskrev en kontrakt, forsvarets chefjurist i Camp Price, Ulrik Graff, præsenterede dem for.

Kontrakten rummede blandt andet en paragraf, der beskrev, at filmen kun måtte indeholde scener, der var i overensstemmelse med filmens formål.

Men der stod ikke, hvem der afgjorde, hvad filmens formål var. Kontrakten gav også forsvaret ret til at slette materiale optaget i Afghanistan.

Ultimatum
Efter et par dages tovtrækkeri mellem producenten, Ronnie Fridtjof, og forsvaret, stillede Ronnie Fridtjof et ultimatum:

Enten fulgte forsvaret den oprindelige mundtlige aftale, eller også ville selskabet indstille projektet og gå til pressen.

LÆS ARTIKEL'Armadillo'-producent truede forsvaret med negativ presse

Janus Metz og Lars Skree fik lov at fortsætte arbejdet 1. juli, men mødte altså allerede samme dag det, som fotografen oplever som censur.

Presseetiske regler skal følges
Genèvekonventionen, som blandt andet skal sikre såredes vilkår i krig, siger ikke noget om journalisters ret til at dokumentere krigen.

Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Peter Vedel Kessing fortæller, at det faktum, at Genèvekonventionen er fra 1949, gør, at der ikke er taget højde for f.eks. levende billeder af sårede.

»Man kan som journalist ikke komme og sige: Jeg har ret til at dokumentere krigen«, siger Peter Vedel Kessing.

Kan Genèvekonventionen bruges som argument for at forhindre journalister i at dokumentere krigen?

»Nej, det er simpelthen ikke reguleret«, siger han.

Det er derfor de presseetiske regler for nationerne, der gælder, når der skal offentliggøres billeder fra krigen. Og dem mener Lars Skree, at han har styr på.

Ikke sensationsjournalister
»Jeg er som fotograf godt klar over, jeg ikke kan videregive billeder af døde og sårede, så man kan genkende dem«, siger han.

»Vi havde, da hændelserne fandt sted, filmet i syv måneder og følte, at vi havde opbygget en gensidig tillid, så ledelsen og soldaterne havde fundet ud af, at vi ikke var sensationsjournalister«.

Lars Skree understreger, at samarbejdet med Forsvarskommandoen har været godt, men der har været problemer på ledelsesniveau i Afghanistan.

Fridtjof Film vil gerne vise Politiken de omtalte optagelser, men vil først have dem sikkerhedsgodkendt af Forsvarskommandoen i henhold til deres aftale.

Pressevagten ved Hærens Operative Kommando fortæller, at oberst Frank Lissner ikke ønsker at besvare kritikken fra Lars Skree.

Filmens instruktør, Janus Metz, bekræfter de omtalte hændelser i starten af juli 2009.

Læs flere kulturnyheder på pol.dk