Der var engang, hvor der var så yndigt som en pakke Solgryn ude på landet. Lærken slog sine triller, Poul Reichhardt sang af karsken bælg, og hele holdet fra ’Far til Fire’ kom på sommerferie.

Kornet bølgede dengang gyldent i Hovedlandet, mens lænkehunden slumrede i solen foran Møllegården, og en purung Ghita Nørby var mere plukkemoden end æblerne i præstegårdshaven.

Landbrugslandet Danmark var et smørhul, solgult skvulpende i verdens navle.

LÆS ARTIKELDer er ikke meget 'bonderøv' tilbage i landbruget

Men det er længe siden, Morten Korch-idyllen i dansk film var så massiv, at ’Ditte Menneskebarn’ lignede en sølle outsider fanget i ellers altomfattende romantisk blændværk. Efter idyllisering kom naturligt nok afmytologisering.

Det blev nye tider. Et ungdomsoprør kom til byen, og demografisk var Danmark ikke længere et landbrugsland. Instruktører som husmandssønnen Christian Braad Thomsen (’Herfra min verden går’), Henrik Stangerup (’Giv Gud en chance om søndagen’) og senere Jon Bang Carlsen (’Ofelia kommer til byen’) skildrede et nyt land.

I 1983 slog Morten Arnfred sømmet i navnebror Morten Korchs kiste med den realistiske bondegårdsfilm ’Der er et yndigt land’.

Grotesken hersker
Afmytologisering er en naturlig reaktion, når tiden bliver nøgtern, og forne tiders skønmaleri sætter sig på tværs i synkemekanikken. Den sidste halve snes år har afmytologiseringen imidlertid måttet vige for en ny myte.

Hvor der i de go’e gamle dage herskede idyl ude på landet, hersker nu grotesken i dansk films billede af livet på landet.

Landbruget bliver affolket. Husmandsstederne står tomme. De hyggelige bondegårde er erstattet af enorme svinefabrikker, der ligger halvskjult i landskabet som onde hemmeligheder om det moderne samfunds fundament.

Dyretransporter finder rutinemæssigt sted under ’umenneskelige’ forhold. Landbruget forurener jorden med pesticider og havet med kvælstof. EU-støtte, gylle og pædofili.

Måske er denne ikke just rosenrøde presse nok til delvis at forklare den bemærkelsesværdige forandring, billedet af livet på landet har gennemgået i dansk film.

Klippeøen.  Lotte Svendsens film 'Bornholms stemme' er en af de mere indlevede provinsskildringer. Foto fra filmenEksotiske Udkantsdanmark
Eller måske skyldes det bare, at Udkantsdanmark efterhånden er så fjern en størrelse for det store flertal af danskere bosiddende i byer og gigantiske parcelhuskvarterer, at det giver grobund for eksotiske fantasier.

Genrefilmene har efter tidligere års realisme for alvor fået tag i de danske instruktører, og så er det helt naturligt, at man ikke går på jagt efter sandheden, men efter skumle skurke og sære typer.

Før tog filmfolk til Afrika, Det Vilde Vesten eller Kannibaløerne. Nu tager man til Udkantsdanmark. Som Erik Clausen for nylig gjorde det i ’Frihed på prøve’. I filmen sender Clausen sin gæve John fra Vesterbro til Jylland.

LÆS ANMELDELSEJyderne er som de plejer i Clausen-toer

Men det, han finder i det jyske, er ikke for kønt. Så da filmen er ved at være færdig, kan hverken John eller Erik Clausen komme hurtigt nok tilbage til København!

Livet blandt bonderøve
Provinsen som groteske holdt sit nutidige indtog med Niels Arden Oplevs ’Portland’ i 1996. Tre år senere skabte Lotte Svendsen med ’Bornholms stemme’ på trods af sin satiriske brod en af de mere indlevede provinsskildringer i nyere dansk film.

Men det er en undtagelse. I det nye årtusind har livet på landet i dansk film mest mindet om scenen i Anders Thomas Jensens ’Blinkende lygter’, hvor Mads Mikkelsens storbymarodør pløkker en ko i forbifarten.

Hvad er livet på landet blandt bonderøve for noget underligt noget? Skyd det på stedet en kugle for panden!

Klamme hemmeligheder
Man sætter sig ind i sin bil eller sit tog i København og sætter kursen vestpå eller sydpå. Hvad man finder er groteske typer. Lumske egoister med klamme hemmeligheder og jydekrogen kildrende langt oppe i udstødningsrøret.

Snydetampe og selvtægtsmænd, perversiteter og ynkelig porno. Druk og stoffer. På landet venter kun ensomhed, galskab og idioti.

Livet i de store provinsbyer er der ikke noget ved. Det er for velkendt. Odense, Århus og Viborg ligner virkeligheden til forveksling, når Nils Arden Oplev eller Nils Malmros er rejseførere.

Undtagelsen er Aalborg som både i Arden Oplevs ’Portland’ og Ole Christian Madsens ’Nordkraft’ synes at få det værste frem i folk. Her viser man menneskelige følelser ved at tatovere døde svin.

Men det fatale støder man som regel først på, når rejsen ender langt ude på bøhlandet eller i en bette provinsby befolket af særlinge, spøgelser, grimme mænd i små sko. Mærkelig nok har en smuk kvinde eller to det med at overvintre i udørkenen til benefice for den besøgende københavner.

Et syret mareridt
Jannik Johansens ’Mørke’, Søren Kragh-Jacobsens ’Mifunes sidste sang’, Kristian Levrings ’Den du frygter’ og Henrik Ruben Genz’ ’Frygtelig lykkelig’ er vidt forskellige film, men på dét punkt kan de enes.

Henrik Ruben Genz kommer endda selv fra Gram i Sønderjylland, der i ’Frygtelig lykkelig’ lægger fladt landskab til en befolkning af typer så landligt klistrede som i en film af David Lynch eller Coen-brødrene. Korrupte slyngler med en veludviklet sans for sort humor hele banden.

LÆS ARTIKELAnmelderne elsker ny Erling Jepsen-film

En psykolog kunne have sig en mellemstor privat fest med den kendsgerning, at det i mange tilfælde er instruktører med rod i provinsen, som med størst vellyst udmaler landlivet som et syret mareridt. Der er vist noget, der skal lægges afstand til!

Ondskab.  Ole Bornedal har samlet et usympatisk sammenrend af møgsvin og tabere i 'Fri os fra det pnde'. Foto fra filmenFri os fra de onde
Ole Bornedals ’Fri os fra det onde’ fra 2009 er det måske mest eklatante eksempel. Et mere usympatisk sammenrend af møgsvin og ondskabsfulde tabere end indbyggerne i den lille by, som Johannes vender hjem til med sin søn efter års fravær, skal man lede længe efter!

Et særligt ætsende raffinement var den altid meta-bevidste Bornedals valg af Jens Andersen til rollen som den voldelige Lasse. Jens Andersen havde nemlig indtil da været identisk med ’Polle fra Snave’.

En populær tv-reklamefigur skabt af Søren Fauli, som i 2002 til og med blev hovedperson i en spillefilm af samme Fauli. Her blev alt det mest bøvede og fordrukne i den danske provinskultur udlagt som afvæbnende godmodigt og en form for alternativ molbo-visdom.

Nynazisten og folkekirkepræsten
Anders Thomas Jensen kommer fra Frederiksværk, og det er måske provins nok til at fremelske et horn i siden. I hvert fald har en lige så grotesk som visuelt overdådig provins været rammen om samtlige de tre film, han selv har skrevet og instrueret.

I ’Blinkende lygter’ kom et hold måbende københavnerslyngler på provins-odyssé. I ’De grønne slagtere’ faldt lillebyens slagtere (Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas) for fristelsen til at sælge menneskekød for at holde forretningen flydende.

I ’Adams æbler’ udgjorde nogle af de smukkest tænkelige danske kornmarker og blysorte tordenskyer rammen om en idyllisk præstegårdshave. Handlingen var dog ikke udpræget idyllisk takket være Ulrich Thomsens nynazist, folkekirkepræstens tyrkertro og hjernesvulst samt et større arsenal af skydevåben.

Sønderjyske nuancer trods alt
Men er der da slet ikke nogen, der har noget pænt at sige om livet på landet i vore dage? Eller i det mindste noget nuanceret?

Erling Jepsens romaner udspiller sig i Sønderjylland, hvor man holder kortene tæt ind til kroppen. Man blander sig ikke. Og så florerer både incest og hustruvold. I modsætning til Henrik Ruben Genz’ kulsorte krimikomedie ’Frygtelig lykkelig’ holdt Peter Schønau Fog i ’Kunsten at græde i kor’ mere fokus på det svage og det sammensatte i sin menneskeskildring.

Den er gal med den selvmedlidende mælkemand og børnemisbruger spillet af Jesper Asholt, men Schønau Fog skildrer ikke et samfund, der er råddent ind til marven.

LÆS ARTIKELIncest og sort humor i ny dansk film

Kontrasten mellem en klassisk dansk bondeidyl og overgrebene er effektfuld uden at blive grotesk. Som i sin debut ’Lille Mænsk’ har Schønau Fog noget tilovers for menneskene. Det er måske fra hans hånd, man skal se en mere fair film om livet på landet?

Også Hella Joof udviser i ’Oh Happy Day’ og ’Se min smukke kjole’ en nysgerrighed over for livet i provinsen og de danske landskaber, som måske vil kaste mere af sig. Lone Scherfig gjorde det samme i ’Hjemve’ med manuskript af superjyden Niels Hausgaard.

Filmen blev ikke nogen succes hos hverken kritikere eller publikum. Men ikke fordi det pr. definition ikke kan betale sig at bevæge sig vest for Valby Bakke.

'Drømmen'.  Hos Niels Arden Oplev findes det onde hos skoleinspektøren, der repræsenterer Overdanmark. Foto fra filmenDrøm i opfyldelse
Både ’Frygtelig lykkelig’ og ’Kunsten at græde i kor’ blev solide succeser på trods af, at sidstnævnte måtte tekstes for dialekthæmmede. En af de senere års største danske biografsucceser er ’Drømmen’ fra 2006.

Her skildrede Niels Arden Oplev med selvbiografisk afsæt et bondeland med mange af de gamle skønhedsidealer i behold. Som markerne kan bølge og flaget smælde i vinden mod den blå himmel!

I ’Drømmen’ er det onde ikke af bondsk indavl. Skurken er skoleinspektøren spillet af en dæmonisk veloplagt Bent Mejding. Han repræsenterer det dannede Overdanmark, som er ved at rive ørerne af den 12-årige Frits.

Skildret med ømhed
Frits’ far lider af en psykisk sygdom, men forældreparret spillet af Jens Jørn Spottag og Anne-Grethe Bjarup Riis er som de fleste andre personer i filmen skildret med ømhed og indlevelse. Gården er ved at smuldre mellem hænderne på dem.

Pga. tidernes ugunst og uretfærdighed og faderens sygdom. Ikke fordi gården er ved at blive forvandlet til en tidstypisk grotesk kulisse i en ny dansk film.

Måske fordi Arden Oplev i sine første film ’Portland’ og ’Fukssvansen’ allerede havde fået udlevet dét behov.

LÆS OGSÅSuccesinstruktør dropper USA til fordel for Sdr. Omme

Man savner ikke fortidens idyllisering af livet på landet, men man savner at se film, hvor livet på landet får en fair behandling. At nogen fra den nye tid på egne præmisser genopfinder en Braad Thomsens eller en Morten Arnfreds indlevelse.

For man er da ærlig talt ved at være nysgerrig. Det kan da for pokker ikke være grotesk alt sammen derude på landet?

Der skete mildest talt også ting og sager i tv-serien ’Strisser på Samsø’. Tænk, at der kunne være så brodne kar på så lille en ø! Men billedet var alligevel ikke så lidt mere nuanceret, end når Ole Bornedal eller Erik Clausen sætter kursen mod det jyske og gi’r den gas.

Så længe man behandler provinsen som provins og ikke som virkelighed, vil man nok blive ved med at lave provinsielle film.