Til næste år bliver det muligt at møblere danske film og tv-serier med møbler fra Ikea, mobiltelefoner fra Nokia og biler fra Toyota mod betaling.

Og ifølge direktøren for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen er økonomien i dansk film efterhånden så skrabet, at man er nødt til som udgangspunkt at være positiv over for alt, hvad der kan hales ind af kroner og øre til at lave film for.

LÆS OGSÅ Medieforlig åbner for nye reklamepenge til TV 2

»Jeg har stor tillid til, at filminstruktørerne kan trække grænsen. Og om en børnefamilie i en film drager til BonBon-Land eller Fårup Sommerland har jo nok ikke stor betydning for filmens projekt. Men det er klart, at jo fattigere filmøkonomien bliver, jo længere kan den spiles ud. Og hvis manuskriptet skal rettes til, før et computerfirma vil smide hardware og penge i produktionen, så må instruktøren sætte hælene solidt i«, siger han.

Medieforliget
Det er det nye medieforlig, der åbner for produktplacering i dansk film og på danske tv-kanaler – bortset fra DR.

Produktionsselskaberne og TV 2 har længe efterlyst muligheden for at invitere virksomheder inden for på tv og film. Men filminstruktør Nils Malmros er nu ikke begejstret for udsigten til, at dansk film skal reklamefinansieres.

»Jeg synes, det er en kedelig tendens. Og hvis det bare ét sekund kommer til at påvirke det kunstneriske udtryk, så siger jeg totalt fra«, siger han.

LÆS OGSÅ Politikere kritiserer DR's skjulte reklamer

Men ifølge filminstituttets direktør er der tale om, at noget, der har været praksis i lang tid, nu bliver legaliseret.

»Det er min fornemmelse, at der foregår en del allerede, som bare ikke er særlig gennemsigtigt. Så det er en lovliggørelse af noget, som allerede finder sted i et vist omfang«, siger han. Og henviser til de alenlange rulletekster, der løber over lærredet, når filmen er slut.

»Hvis du ser, hvor mange der skal takkes i rulleteksterne – inklusive dem, der har leveret chips til premieren – så må man formode, at der har fundet en vis udveksling af tjenesteydelser sted. Og når man sidder og ser en tv-serie, så registrerer man da indimellem, at der sgu nok er en plan i, at de alle sammen taler i Nokia-telefoner«, siger han.

LÆS OGSÅ Firmaer køber sig ind i sangtekster

Da faderen i Nils Malmros’ film ’Skønheden og Udyret’ fra 1983 kørte i en Citroën-stationcar, »sagde det i den grad noget om den mand«, forklarer Malmros.

»Og så får vi da Citroën til at komme med en stationcar. Det er der ikke noget odiøst i. Men det må ikke være sådan, at man skal reklamefinansiere sine film«, siger han.

Undergrundsfilm får det sværere
Forbrugerrådet har tidligere taget afstand fra tilladelsen til produktplacering.

Ifølge rådet bryder det med det grundlæggende princip om, at man skal kunne se, hvad der er en reklame, så man har mulighed for at vælge det fra.

Filminstruktør Ole Christian Madsen mener, at produktplacering er en naturlig udvikling på grund af den økonomiske situation, dansk film er i lige nu.

»Og hvis man kan placere nogle produkter på en forsvarlig måde i en film, så er det en måde at skaffe flere penge på, og dem mangler vi i øjeblikket. Det er nyt i Danmark, men det har været sådan i England og USA i årevis. Man kunne også forestille sig, at det ville betyde en stærkere forbindelse mellem erhvervsliv og filmproduktion, og det ville ikke være dårligt, hvis de ville stille med noget risikovillig kapital«, siger han.

LÆS OGSÅ Fakta: Sådan ser fremtidens medielandskab ud

Instruktør Michael Noer mener, at tilladelsen til produktplacering formentlig betyder, at mindre, »indie-agtige undergrundsfilm« vil få det sværere i forhold til de store film.

»Fordi skellet mellem spekulation og hjerteblod bliver større. Men jeg kan ikke afvise, at jeg selv ville tage nogle produkter med, bare det først kommer på tale, når filmen er skrevet. Det er et problem, hvis man begynder at tænke i film, der kan skaffes penge til via produktplacering allerede i den kreative fase«, siger han.

Men spørgsmålet er, om firmaerne overhovedet vil være med, mener han.

LÆS OGSÅ Om kvalitet, konkurrence og kultur

»De firmaer, der virkelig har penge i Danmark, producerer øl, smør og legoklodser. Den bedste smørscene i filmhistorien er den i ’Sidste tango i Paris’, hvor Marlon Brando putter smør op i røven på Maria Schneider, før han boller hende. Og spørgsmålet er, om det er noget, Lurpak vil sponsorere. Det ville også være vildt, hvis Carlsberg sponsorerede en Ken Loach-film, som har masser af karakterer, der er gået under på grund af alkohol«, siger Michael Noer.

Og som han siger:

»Som instruktør skal man være opmærksom på, hvem der har final cut, for det er et problem, hvis ens løn er hængt op på, at man har et bestemt skud af legoklodserne med i voldtægtsscenen«.