Jeg er til filmfestival i Venedig, men på en måde er jeg stadigvæk en lille smule på Møn.

I den usynlige del af min bagage befinder sig nemlig den dejlige fornemmelse af lettelse, fordi det gik godt, da jeg i sidste weekend interviewede Haruki Murakami foran 250 mennesker ved arrangementet Verdenslitteratur på Møn.

Den notorisk pressesky Murakami er en af mine absolutte yndlingsforfattere, så det var mig magtpåliggende at løse opgaven ordentligt.

INTERVIEWMurakami: Det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt

En af de ting, der blev snakket om, var filmatiseringen af Murakamis ’Norwegian Wood’.

I 1987 blev bogen så gigantisk et gennembrud i Japan, at Murakami blev efterstræbt som et popidol og flygtede ud af landet for at få fred.

Han har flere gange afvist at lade romanen filmatisere, men da den laotiskfødte instruktør Tran Anh Hung (’Duften af den grønne papaya’ og ’Cyclo’) spurgte, fik han et ja.

Murakami forklarede på Møn, at han netop syntes, det var interessant, at instruktøren hverken var amerikansk eller europæisk, men repræsenterede et asiatisk blik.

Tran Anh Hung fik ikke Murakami til at skrive manuskriptet. Til gengæld mødtes de to mænd igennem et halvt år for at få tingene på plads.

Fryd for øjet
Fem dage senere sidder jeg så her i Palazzo del Cinema og ser slutresultatet af Tran Anh Hungs filmatisering af romanen, der i Japan har samme status som ’Den kroniske uskyld’ i Danmark.

En fortælling om ung kærlighed, bøvlet seksualitet, vanvid og selvmord.

Det er uhyre svært at filmatisere en roman, hvor så meget betydning hviler i tonefaldet, i sætningernes musik.

Man smiler uvilkårligt, når man genkender en af Murakamis karakteristiske sætninger, men i sin fåmælte filmatisering må Tran Anh Hung meget af tiden klare sig uden.

Den 133 minutter lange film er med sine grønne og hvide årstider blevet en fuldstændig fryd for øjet.

Længe om at komme i gang
Den er imidlertid også meget længe om at komme i gang og få etableret de komplicerede relationer mellem den unge mandlige hovedperson, Watanabe, og de tre kvinder Naoko, Midori og Reiko, som bliver bestemmende for hans liv.

Da ’Norwegian Wood’ i anden halvdel fortættes betragteligt, kan man for alvor nyde de fine præstationer fra de unge skuespillere.

Matsumaya Kenichi slog igennem i 2003 i Kiyoshi Kurasawas ’Bright Future’.

I ’Norwegian Wood’ rammer han som den både troskyldige og desillusionerede Watanabe det helt rigtige tonefald i sit spil over for især Kikuchi Rinko, der spillede den døve pige i Inarritus ’Babel’ og her er den psykisk udsatte Naoko.

Helt leve op til denne læsers store forventninger kan ’Norwegian Wood’ ikke, men det lykkedes Tran Anh Hung at skabe noget, der både er trofast og visuelt selvstændigt.

LÆS BOGANMELDELSE 'Norwegian wood' (2005)

Den endeløse konflikt i Mellemøsten
Et pusterum mellem to film tilbringer jeg gerne på en fortovscafé i selskab med en kop kaffe og International Herald Tribune.

Gårsdagens forsidehistorie handlede om Obamas forsøg på at hale de modstræbende parter i den israelsk-palæstinensiske konflikt til forhandlingsbordet for 117. gang.

Her kan man tale om et kompliceret forhold!

Så Julian Schnabels ’Miral’ kan næsten ikke være timet bedre.

Emnet er nemlig den endeløse konflikt set med palæstinensiske øjne, som den tog sig ud fra 1947 til Oslo-aftalen i 1993.

’Miral’ bliver fortalt gennem tre generationer palæstinensiske kvinder. Hiam Abbas (’Citronlunden’) spiller Hind Husseini.

LÆS ARTIKEL Tarantino står i spidsen i Venedig

Ved et tilfælde bliver hun ’mor’ for 55 forældreløse palæstinensiske børn efter krigen i 1948. Hun grundlægger et børnehjem og en kostskole og lever et langt liv som konstruktiv aktør omgivet af destruktive kræfter.

I 1978 ankommer en datter af incestofferet Nadia til skolen.

Miral vokser op og bliver en del af intifadagenerationen. Skiftevis i forgrund og baggrund følger filmen det israelske drama med besættelse og bosættelse, palæstinensisk håbløshed og interne stridigheder.

Farvelagt grundbog
Instruktøren Julian Schnabel er foruden at være instruktør af film som ’Basquiat’ og ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ berømt kunstmaler.

Han har en malers blik, men ikke et lige så naturligt greb om det episke. Der er store følelser på spil i det historiske drama, men jeg synes, det kniber med at få dem under huden.

LÆS OGSÅFilmfest i Venedig er i klemme mellem Toronto og Rom

Schnabel gør et heroisk forsøg på at fortælle om det komplicerede forhold mellem Israel og palæstinenserne. Imidlertid er det en film, som nok egner sig bedre til et publikum, der ved lidt mindre om mellemøstkonflikten end en garvet Herald Tribune-læser.

’Miral’ er et forsøg på at fortælle mellemøstkonflikten som personligt drama, der er både relevant, engageret og fortalt med omhu.

Ikke mindst i USA, hvor Israel-lobbyen er stærk og imam-angsten på fremmarch, tilbyder filmen et vigtigt andet blik, men bliver lidt for meget farvelagt grundbog efter min smag.