Vi er netop gået i gang med at interviewe Julian Schnabel om hans film ’Miral’, da tordenvejret over Lidoen antager gammeltestamentlige proportioner.

Filmen handler om det sprængfarlige forhold mellem israelere og palæstinensere, så det er en helt passende scenografi. Den bjørnestærke Schnabel prøver at overdøve tordenbragene, men da stormen truer med at vælte teltets stålskelet ned over bordet, må vi flygte. I stedet gennemfører vi et intensivt interview nærmest stående oven på instruktørens Schnabel-sko.

LÆS OGSÅ Murakami på film er fryd for øjet

Selv om disse rundbordsinterview er lidt af en velorganiseret pølsefabrik, kommer man faktisk tit tæt på. Den franske skuespiller Vincent Cassel får røbet sin fortid som stepdanser og snerrer i en sidebemærkning, at Luc Besson er en skiderik, fordi han er en instruktør, der ikke respekterer skuespillere.

Åbningsfilm
Darren Aronofsky røber, at han ikke havde tænkt over konsekvenserne, da han glad sagde ja til Venedig-boss Marco Müllers forespørgsel om at lade ’Black Swan’ være åbningsfilm. Men i ugerne op til festivalen sov Aronofsky og hans hold kun fire timer pr. nat for at nå det. Men nu nåede han det og ser lige så træt som lettet ud.

’Black Swan’ er blevet kaldt den bedste åbningsfilm i mange år.

LÆS OGSÅ Filmfest i Venedig er i klemme mellem Toronto og Rom

Også Natalie Portman ser træt ud, bare hun skal udtale navnet ’Black Swan’. Først knoklede hun et år med at forvandle sin barndoms balletlektioner til en fysisk troværdig ballerina. Petite Portman danser selv 90 procent af filmens scener. Hendes fysiske strabadser fra voldsomt vægttab til bøjede ribben og til målrettet at styrke selv de små muskler i tæerne kan sagtens hamle op med Robert De Niros berømte transformation fra fighter til fedeberg i ’Raging Bull’.

Piger, piller og sprut
Jeg kan studere stjernernes noprede hud, deres skønhedspletter, deres brystbehåring (altså for mændenes vedkommende). Men selvfølgelig ved jeg ikke noget om, hvordan de lever i virkeligheden. Ja, det vil sige, nu er jeg måske en lille smule klogere på det efter at have set Sofia Coppolas ’Somewhere’ om celebritetskulturens hule glamour. En skøn lille film, som på mange måder er i pagt med ’Lost In Translation’, der i 2003 gav Coppola og Scarlett Johanson et historisk gennembrud netop her i Venedig.

Som i ’Lost in Translation’ er der tale om en historie om en mand i et eksistentielt vakuum, som får et blidt, men bestemt, skub af en ung pige. ’Somewhere’ foregår dog i Californien og ikke i Japan, og hvor Bill Murray og Scarlett Johansson i ’Lost in Translation’ kun havde et symbolsk far-datter-forhold, handler ’Somewhere’ om filmstjernen Johnny Marco og hans 11-årige datter Cleo.

Johnny bor på virkelighedens stjernehotel Chateau Marmont. Her vælter han sig i piger, piller, sprut og tvillinger med speciale i stangdans og synkronstrip. Johnny lever i det hele taget som en forvokset, rastløs teenager, der uden selv at kunne se det er på vej mod afgrunden. På vej til at blive fortabt i det lækre limbo, der udgør rammerne i stjernelivets gnidningsløse knald, hvor villige piger, tjenende ånder og stakåndede medier curler alle knaster bort.

LÆS OGSÅ Amerikanske film invaderer Venedig

Johnnys problem er, at han egentlig ikke rigtigt er nogen. Som skuespiller er han en smækker teddybjørn med held i sprøjten. Som far er han mest fraværende. Som Casanova præsterer han at skvatte i søvn med hele hovedet begravet mellem benene på en blondine.

Det er ikke en film, hvor der sker så meget. Det starter med en mand, der kører i cirkler i sin sorte Ferrari. Da skæbnen tvinger ham til at tilbringe nogle uger sammen med sin datter, sker der måske noget? Han får måske for første gang øje på sin datter og hendes behov. I så fald har han en chance for at blive voksen. Finder Johnny en retning? I dette spændingsmoment ligger filmens beskedne suspense. Det er også nok, synes jeg. Der skal ikke meget drama til at få Coppolas underspillede humor og diskrete sårbarhed til at træde i karakter.

100 procent Sofia Coppola
Filmen er mindre mirakuløs end ’Lost In Translation’, men føles efter udstyrsstykket ’Marie Antoinette’ igen som 100 procent Sofia Coppola.

Jeg nyder hendes eminente sans for stil og scenografi, hendes øre for at bruge gode sange som karakterbeskrivelse og ikke mindst dyrke hendes underspillede humor og blide sarkasme, der aldrig undergraver solidariteten med hendes personer. Stephen Dorff får lov til at vise, at han har mindre naturlige anlæg for at spille middelmådig skuespiller, end man måske skulle tro, og Elle Fanning går stolt i sin storesøster Dakotas fodspor.

LÆS OGSÅ Natalie Portman åbner Venedig-festivalen

Men når ’Somewhere’ forekommer mig uendelig rørende, er det, fordi jeg fornemmer Sofia Coppolas længsel i hendes film. En lille pige, der bare gerne vil elskes af sin far og have hans opmærksomhed. Og imens hun venter, med genert nysgerrighed betragter verden og alle dens pudseløjerlige indbyggere med knivskarpt varmt og cool blik.

Det er selvfølgelig bare noget, jeg forestiller mig. Men i modsætning til de fleste andre har jeg faktisk muligheden for at spørge hende ligeud i morgen.