Annonce
Annonce
Annonce
Film 5. sep. 2010 KL. 13.14

Catherine Deneuve folder sig ud i raffineret komedie

Den franske diva stråler i vanvittig komedie af François Ozon.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

fakta

Den 67. Venedig Film Festival begyndte 1. september og slutter 11. september, hvor Guldløven uddeles.

»Ingen ved deres fulde fem vil da placere sådan en film i en af de store festivalers konkurrenceprogram«, tænker jeg uvilkårligt, da jeg fredag ved midnatstid er færdig med at se Carlo Mazzacuratos ’La Passione’.

Bevares, det er da en meget hyggelig lille komedie om en middelmådig midaldrende filminstruktør i en slem kattepine.

LÆS OGSÅI Venedig kommer man helt tæt på stjernerne

Da en vandskade i Giannis misligholdte hus i Toscana ødelægger en 500 år gammel fresko i kirken på den anden side af væggen, får han valget mellem at blive meldt til myndighederne eller instruere passionsspillet i den lille by Friulana.

Der er kun fire dage til langfredag, så det haster.

Det hele ender lykkeligt med en tyk indbrudstyv i rollen som Jesus. Som det hedder med en af filmens mere mindeværdige replikker: »I dag ville Jesus også have været en tyksak«.

Selv om Silvio Orlando med hundeøjnene er glimrende, er det en beskeden film. Som har endnu mindre med finere filmkunst at gøre end Ascanio Celestinis ’La Pecora Nera’.

Alle genrer er velkomne
Handler det bare som sædvanlig om, at italiensk film skal have sine 4-5 pladser i Venedigfilmfestivalens Guldløvekonkurrence uanset dagsformen?

Eller skal man snarere tage det meget bogstaveligt, når festivaldirektør Marco Müller i sit sidste år i chefstolen forfægter et filmsyn, hvor alle genrer er lige velkomne?

Det lyder meget postmoderne i hans mund, men er nok så meget et argument for en tilbagevenden til en tid, hvor filmkunst og underholdning var to sider af samme fedtemad.

LÆS OGSÅMurakami på film er fryd for øjet

Jeg synes sådan set, at film som ’Inception’ og ’Up’ er tegn på, at det allerede sker i stor stil i amerikansk film. Men at dømme efter årets program mener Müller det på en lidt anden måde. Det handler om den brede palet

Begejstret Tarantino
Den 67. filmfestival har et omfattende sideprogram, der hylder den uglesete italienske folkekomedie. Årets festival åbnede med pris og hyldest til Aurelio de Laurentiis, som foruden at producere internationale storfilm og have ejet fodboldklubben Napoli er kendt for sine populære italienske julekomedier.

Årets Guldløve for lang og tro tjeneste går til actionbraget John Woo. Japansk films absolut største knaldhætte, Takashi Miike, har ikke blot en ny film i konkurrencen, men får også vist to andre film.

Juryformand Quentin Tarantino er kendt for sin brede smag og har begejstret udtalt, at årets program er »all over the place«.

LÆS OGSÅTarantino skal stå i spidsen i Venedig

Men det efterlader et spørgsmål. Giver det overhovedet mening med en filmkonkurrence på højt plan, hvis nåleøjet bliver erstattet med bamsekram til alle?

Veloplagt Ozon
De to italienske konkurrencefilm hidtil er ikke gode varsler. Men for resten af pengene synes jeg, man må konstatere, at det brede filmsyn inspirerer.

I hvert fald virker det franske vidunderbarn François Ozon mere inspireret end længe i sin virkelig morsomme kitschkomedie ’Potiche’. Ikke siden ’Swimming Pool’ og ’8 kvinder’ har Ozon været i så fin form.

’Potiche’ betyder ’pyntekrukke’ eller ’trofæhustru’. Hun bliver spillet af ingen ringere end Catherine Deneuve. I en pragtfuld åbningsscene ser man hende jogge i en knaldrød træningsdragt fra 1970’erne, mens hun ser på de søde dyr i skoven og skriver små digte i sin lille notesbog.

LÆS OGSÅFilmfest i Venedig er i klemme mellem Toronto og Rom

Som en aggressiv fabrikants hustru og mor til to voksne børn er Suzanne kun til pynt. Pynte gør Catherine Deneuve selvfølgelig gevaldigt, men det er kun, fordi Suzanne har besluttet sig for at være lykkelig, at hun ikke er dybt ulykkelig.

Almodóvarklasse
Men det er 1970’erne, og nye vinde blæser, så de lange skjorteflipper blafrer. Der er arbejdskampe og kvindefrigørelse i luften. Da hendes koleriske, liderlige, nedladende og til overflod inkompetente husbond bliver sygemeldt efter at have været holdt som gidsel af vrede arbejdere, overtager Suzanne tøjlerne.

En ny tid oprinder, hvor samarbejde, gensidig respekt og ny inspiration får kapitalens løve og de arbejdende får til at græsse fredeligt ved siden af hinanden. Paraplyfabrikken blomstrer op – 47 år efter at Catherine Deneuve betog verden med ’Pigen med paraplyerne’.

Så let går det selvfølgelig ikke, men let og elegant er Ozonlaget hele vejen igennem. Der er decideret Almodóvarklasse over det, når Ozon genskaber 1970’erne i et raffineret orgie af kitsch.

LÆS OGSÅAmerikanske film invaderer Venedig

Og ganske som Almodóvar de senere år har placeret Penelope Cruz på en piedestal, sætter Ozon nu sin diva, Catherine Deneuve, til skue, så ikke et øje er tørt. Deneuve folder sig prægtigt ud med raffineret vid med en let duft af eros. Dagens skønhed på 67 år.

Oplagt kandidat
Omkring hende har Ozon med omhu skabt en række skønne karakterer, der i skikkelse af bl.a. Karin Viard, Fabrice Luchini og Jerémie Renier (fra Dardennebrødrenes ’L’Enfant’) giver tidsåndens mange ansigter liv og giftig munterhed.

Over for sig har Deneuve bl.a. Gérard Depardieu i rollen som kommunistisk borgmester med en fortid som sexet lastbilchauffør. Det skuespillende kødbjerg er i sit es, og at se den enorme Depardieu danse disco med Deneuve er simpelthen et syn for lattermilde guder.

Jeg har sjældent moret mig så godt til en konkurrencefilm noget sted. ’Potiche’ er ’camp’ i ordets bedste forstand. »Absolute queer«, konkluderer juryen bag årets Queer Lion 2010, der har indstillet ’Potiche’ som en af årets ti kandidater.

’Queer’ er Ozons film måske nok, men den er også en fuldstændig afvæbnende komedie om kvindefrigørelsen som et fundament for de moderne frihedsrettigheder. Hvis der skal sættes pris på en komedie i Venedig, mener jeg, at Deneuve er en oplagt kandidat, når der næste lørdag skal uddeles trofæer.