Jeg må indrømme, at Stephen Dorff ikke er en skuespiller, jeg har haft noget særligt forhold til.

Det selv om jeg har set ham i så forskellige film som Beatles-filmen ’Backbeat’, gangsterfilmen ’Public Enemies’ og action-vampyrfilmen ’Blade’, der skaffede ham en MTV-pris som årets bedste skurk.

Men det har ændret sig, efter jeg forleden så ham i Sofia Coppolas ’Somewhere’.

Her spiller Dorff helt fremragende en rådvild filmstjerne, der sidder på stjernehotellet Chateau Marmont i Los Angeles og fordriver tiden med damer og sprut. Uden rigtig at kunne forstå, hvorfor meningen med livet forekommer en anelse tyndbenet og uhåndgribelig.

»Den bedste rolle i min karriere«
Da jeg kort efter filmens fornemme modtagelse på filmfestivalen i Venedig sidder til interview-bords med Stephen Dorff, er han helt på det rene med, at rollen som Johnny Marco er en af den slags roller, der skiller før fra efter.

LÆS ARTIKEL Landskabsmaleriet får nyt liv i Venedig

»Hun gav mig den bedste rolle i min karriere på det helt rigtige tidspunkt. Jeg var på vej op igen og havde det fint nok med at spille i Michael Manns ’Public Enemies’. Men jeg var rundt på gulvet og søgende. Jeg ledte efter noget stærkere og mere voksent, da jeg ud af det blå fik en opringning fra Sofia, om jeg ville spille denne her filmstjerne på Chateau Marmont, der skal finde ud af det med sin 11-årige datter«.

Rollen kom på et tidspunkt, hvor Dorff længe havde sørget over sin højtelskede mor Nancys alt for tidlige død.

Det kan godt være Stephen Dorff er blevet lidt af en ekspert i slemme skurke, men han er ikke mere skurkagtig, end at han uden at ryste på stemmen siger ting som »min mor var min bedste ven«, »min mor betød alt for mig«, og »det gør stadig ondt hver eneste dag«.

»Jeg var glad og overrasket over at for at få tilbudt rollen«, fortæller han.

»Jeg fik rollen den samme dag, som min mor gik bort. På en eller anden måde følte jeg det, som om det var min mor, der passede på mig. Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg tror, ting sker på en bestemt måde. Dette var sådan en type, hun gerne ville have, jeg skulle spille. En med et hjerte og ikke bare en af de skurke, jeg ellers altid spillede! At se filmen her i Venedig med min bror, som sad og tudede, er på en måde en frisk ny start for mig og min familie efter nogle hårde år«.

LÆS ARTIKEL Catherine Deneuve folder sig ud i raffineret komedie

Filmens Johnny Marco har mange flotte tatoveringer. De fleste af dem viser sig at være Stephen Dorffs egne. Et flot træ og andre motiver snor sig op ad armene. Men nu er det ved at være nok.

I sin seneste film ’Immortals’ har han bar overkrop meget af tiden og måtte bruge et par timer i sminken hver dag for at få dækket tatoveringerne.

Om der også er tatoveringer, der skal tildækkes, når han spiller pornostjernen Dick Shadow i vennen Adam Sandlers pornokomedie ’Born To Be a Star’, melder historien ikke noget om.

»Kunne nemt være endt et mørkt sted«
Stephen Dorff er en ’movie brat’ vokset op i Hollywood omgivet af film og skuespillere. Dennis Hopper tog ham tidligt under sine vinger og introducerede ham til Jack Nicholson, og så fik Dorff en rolle i ’Blood and Wine’.

Han spillede hovedrollen i John Waters ’Cecil B. DeMented’, og hvert år ringer den spøjse instruktør ham op på hans fødselsdag og ønsker ham tillykke.

LÆS OGSÅ Iranske Panahi kom ikke til Venedig

Med mere end 30 film på bagen kender han livet som filmskuespiller, og han har ikke svært ved at genkende Johnny Marco, hans ensomhed, hans fortabthed og hans nedtursspiral.

»Efter min mor døde, kunne jeg nemt være endt et meget mørkt sted. Jeg var rasende på alting og troede ikke på noget som helst. Men så fik jeg rollen i ’Somewhere’ og følte, min mor havde givet mig en startbane. Som om hun havde sagt »kom så af sted og gør det, du er god til!«. Det sidste, hun ville have ønsket, var, at jeg var endt som sådan en Johnny Marco-type, der bliver arresteret og kommer på forsiden af tabloid-aviserne«.

Det er ensomt at være skuespiller
»At være skuespiller er i mine øjne en meget ensom og isoleret profession. Jeg kan sidde her med jer journalister og føre mig frem og føle, jeg har travlt. Så kommer næste film, og i tre måneder er jeg sammen med alle mulige fantastiske mennesker. Vi kommer tæt på hinanden. Og så er det bare forbi. Det er sørgeligt, når en film slutter. Så trasker jeg hjem til mit hus igen«, siger han.

»Men jeg har jo ikke noget job som sådan. Mit job er at lave film. Så indtil jeg finder en film, jeg vil lave, og produktionen får grønt lys, har jeg ikke noget at lave. Så sidder jeg bare og venter. Jeg ser min familie, besøger min bedstemor og spiller lidt klaver. Men det er frustrerende ikke at have et fast job. Jeg ringer til vennerne og spørger, om ikke vi skal spise frokost. Men de går jo til møder og skal i det hele taget passe deres arbejde«.

LÆS OGSÅI Venedig kommer man helt tæt på stjernerne

Så den 37-årige Stephen Dorff kender Johnny Marcos dilemmaer. Han har prøvet at være klasket på forsiderne som 18-årig og følt, han var den mest cool fyr på planeten.

»Der var masser af piger. Det var en drøm for en ung fyr. Men det kan samtidig være meget bedragerisk. Man kan blive lullet så langt ind i fantasien, at man næsten kan glemme, hvordan den virkelige verden ser ud«.

Han ved, hvordan det er, når der altid er 20 mennesker parat til at feste, når man kommer hjem. Han kender til filmstjernens høje levestandard. Uden at være en superstjerne i højeste lønklasse har han to huse og elsker at købe kunst.

»Og som regel er det de dårlige film, der gi’r flest penge«, konstaterer manden, der med nød og næppe undgik rollen som Jack i ’Titanic’.

Da jeg går videre ud i verden, er Stephen Dorff ikke bare et navn på endnu en skuespiller, men lidt mere.

LÆS ARTIKELMurakami på film er fryd for øjet