Jeg er ret vild med både film og fodbold.

Ken Loach forenede sidste år de to ting ved at satse på den tidligere Manchester United-stjerne Eric Cantona i ’Looking For Eric’.

LÆS ANMELDELSE Fransk fodboldbisse er usædvanligt rørende (5 hjerter)

Den normalt bloddryppende og seriøst udknaldede japanske instruktør Takashi Miike forener mere utraditionelt de to sportsgrene i ’13 Assassins’.

Her bliver det en yndet sport for hårdkogte samuraier at sparke rundt med den slagne modstanders hoved, som stod der Adidas i nakken på det.

Hovederne ruller og giver anledning til hovedregning i Miikes bedste film i adskillige år.

Bemærkelsesværdig ’normal’
13 snigmordere er selvfølgelig 6 mere end Kurosawas ’7 samuraier’, men alligevel skal man ikke være nogen ørn til hovedregning for at regne ud, at 13 er et ganske lille tal sammenlignet med den ualmindeligt nederdrægtige Shogun-kronprins Naritsugus 200 krigsmænd.

Som i ’7 samuraier’ har de gode samuraier forskanset sig i en landsby, men de har flere våben at gøre godt med.

Landsbyen er en dødsfælde med eksploderende huse og brændende bøfler på repertoiret.

’13 Assassins’ er et flot og heftigt bud på en klassisk samurai-film krydret med computereffekter og er bemærkelsesværdig ’normal’ for Miike.

LÆS OGSÅ Murakami på film er fryd for øjet

Filmen udspiller sig i en fredfyldt periode i 1800-tallet, hvor samurai-ånden er ved at uddø af al den fredsommelighed.

Det er Takashi Miike mand for at sætte en brat stopper for ved at pudse den lige så ædle som kampivrige Shinzaemon på den sadistiske Naritsugu og hans supersamurai Hanbei.

45 minutters blodbad
’13 Assassins’ er ikke nytænkende som Kitanos ’Zatoichi’, men er et herreslagsmål i sværvægtsklassen.

Uden at have taget tid gætter jeg på, at det larmende blodbad varer omkring 45 minutter uden et eneste minut uden dødsrallen og banesår.

At jeg så en lille listig gyde i Venedig ved navn Rio Ter Dei Assassini, er bare med til at forstærke den skumle atmosfære.

Bastant symbolik
Er 13 et lykketal for Takashi Miike, så er det til gengæld det stik modsatte for hovedpersonerne i Saverio Costanzos filmatisering af Paolo Giordanos bestseller ’Primtallenes ensomhed’.

13 er et ægte primtal. Et tal, som kun 1 og tallet selv går op i. Et primtal kan ikke deles i to.

Hvilket er den noget bastante symbolik i en fortælling om ensomhed og kærlighed, traumer, anoreksi og autisme. Alice og Mattia er to ’primtal’. De burde finde sammen, men står alene hver for sig.

LÆS OGSÅKinas kommunister fejrer fødselsdag med filmstjernerne

Alice er kvæstet efter en ulykke i barndommen, og Mattia har det heller ikke for godt. Som 8-årig var han delvis skyld i sin tvillingesøsters død. Nu er han et indesluttet talgeni.

Om der er tale om autisme eller traume eller en kombination, står hen i det uvisse. Hvad der står fast, er, at Costanzo efter ’Til minde om mig selv’ fra 2006 har lavet en velfungerende bestsellerfilmatisering.

Italiensk D.W. Griffith
Mere solidt end sensationelt er gennemsnittet for de italienske film, hvor et andet vigtigt tal er 150.

I 2011 er det 150 år siden, Italien blev samlet. Det fejrer Mario Martone på forkant med ’Noi Credamo’. En mere end tre timer lang episk fortælling om det moderne Italiens turbulente tilblivelse.

LÆS OGSÅCatherine Deneuve folder sig ud i raffineret komedie

Samlet i splid kunne være konklusionen på en aktuel italiensk version af ’En nations fødsel’.

En historisk labyrint af rævekager, snigmord, fanatisme og idealisme, hvor det kan være en anelse svært for en ikke-italiener at hitte rundt i savoyarder og bourboner.

Filmen ligner mere en vellavet tv-serie end Viscontis mesterværk ’Leoparden’, der fortæller en del af den samme historie. Men facit er igen et godt og solidt gennemsnit til årets italienske film.