Filmkulturen står i et afgørende historisk vadested.

Som filmjournalist på den 67. filmfestival i Venedig befinder jeg mig lige midt i det.

Man skulle måske ikke tro det, når man ser de mange filminteresserede slentre rundt og diskutere film med livlig italiensk gestik, men dette er et skæbnesvangert øjeblik for de levende billeders kunstart, den cinema, ikke mindst italienerne elsker så højt.

Den digitale teknologi har ikke kun skabt sjove computerfilm og vilde effekter. Også i Venedig toner drabelige advarsler frem på lærredet før hver film. Men piratkopieringen er ikke til at standse.

Hollywoods svar bliver endnu mere digitalisering, synkroniseret verdenspremiere og global markedsføring. De store film vil få premiere i store digitaliserede biografer over hele verden samtidig.

Man vil forståeligt nok ikke længere give piraterne arbejdsro. Så filmene vil ikke som tidligere få premiere i Danmark og Japan måneder eller halve år efter USA.

De vil få premiere samtidig, og det vil blive et verdensmarked domineret af film med et markedsføringsbudget på 100-200 millioner dollar.

Risikoen er helt oplagt en gigantisk homogenisering af filmsproget og biografkulturen, der vil kræve stor og bevidst indsats i de lande, som vil forsvare en national filmkunst.

Skizofren periode i filmfestivalens historie
Bedømt ud fra årets festivaler i Cannes og Venedig indebærer det en kulturrevolution, som allerede er i gang.

Festivalerne vil ikke længere være populære platforme for de amerikanske stjernefilm. Der var kun ganske få i Cannes. Og reelt kun én i Venedig.

Jeg tror, det betyder afslutningen på en guldrandet, men også skizofren periode i de store filmfestivalers historie. Hvor Hollywood dominerede ved både at levere underholdningen og holde sig uden for konkurrencen.

Filmfestivalerne vil fortsat handle om filmkunst. Pengene vil være mindre. Til gengæld vil filmfestivalerne kunne blive mere relevante end nogensinde.

Som en slags Noahs Ark for en kunstart, der i den digitaliserede syndflod i endnu højere grad vil blive overdøvet af action og animation fra Hollywood.

Festivaler hjælper de smalle film
Robert Lantos er producent på den canadiske film ’Barney’s Version’ med Paul Giamatti og Dustin Hoffman. Med et budget på 30 mio. dollar er det en film i den svære mellemklasse.

Det er ikke en billig independent-film, men det er heller ikke en studiefilm med et stort reklamebudget i ryggen.

»Uden store festivaler som Venedig og Toronto ville det have været umuligt at få ’Barney’s Version’ ud i verden. Vi har ikke noget stort reklamebudget. Men I sidder her«, siger Robert Lantos til den lille flok journalister rundt om bordet.

Vi går ind i en epoke, hvor det kommer til at kræve en aktiv indsats fra mange sider at holde biodiversiteten i live. Og filmfestivalernes rolle bliver at finde og nurse underskovens planter.

Som nok skal være der. For med det nye digitale Canon-filmkamera kan man nu lave film, som kan matche rigtig film, med et kamera til 2.000 dollar, hævder den amerikanske independent-veteran Monte Hellman, som har skudt sin ’Road To Nowhere’ med det billige kamera.

LÆS OGSÅI Venedig kommer man helt tæt på stjernerne

Venedig har tacklet den nye situation med større held end Cannes. Uden at droppe et kunstnerisk kvalitetskriterium har man i år vist spændende, sjove, kulørte, trælse og dødsensalvorlige film i én skøn forvirring.

Fra Darren Aronofskys intense balletdrama ’Black Swan’ til Francois Ozons kitschkomedie ’Potiche’.

To favoritfilm, som med Natalie Portman og Catherine Deneuve leverer to oplagte kandidater til bedste kvindelige hovedrolle sammen med Yakima Torres fra Abdellatif Kechiches ’Black Venus’.

LÆS OGSÅ Catherine Deneuve folder sig ud i raffineret komedie

Jeg synes også, at Sofia Coppolas cool ’Somewhere’ og Wang Bings barske ’The Ditch’ står skarpt. Ligesom jeg godt kan forstå, at mange i Venedig hepper på russiske Fedorchenkos ’Ovsyanki’.

Feltet blev ikke blev mindre åbent, da festivalen sluttede af med tyske Tom Tykwers ’Drei’ og ’Barney’s Version’.

’Drei’ er en moderne berlinerkærlighedskomedie. En trekantshistorie om alt fra biseksualitet til stamcelleforskning og testikelkræft. I stedet for den eneste ene handler det om dem alle tre.

Tykwer fisker lidt længe i rørte vande, før filmen fortætter sig, men ’Drei’ ender som endnu et forfriskende vittigt og et meget nutidigt indslag på en overraskende morsom filmfestival.

Paul Giamatti spiller en prægtig figur - igen
Mindre morsomt bliver det ikke, da ’Barney’s Version’ afslutter årets festival i Venedig. Richard J. Lewis’ filmatisering af den afdøde canadiske forfatter Mordechai Richlers sidste roman er en af den slags komedier, hvor det er sjovest, når det gør mest ondt.

Dustin Hoffman kunne (»for 30 år siden«, konstaterer filmens producent) have spillet hovedrollen som Barney Panofsky. Nu spiller Hoffman i stedet Barney’s far med munterhed.

Barney bliver spillet af Paul Giamatti. I en prægtig figur, der med sin sardoniske humor minder ikke så lidt om Giamattis Miles i vin-odysseen ’Sideways’.

LÆS INTERVIEW»Alt handler om, hvordan man ser ud«

Filmen handler om Barneys liv. En sårbar kyniker. En cigarrygende og whiskydrikkende romantiker med tre skilsmisser på måltavlen.

En mand med et blik for kunstnerisk kvalitet, som i sit produktionsselskab Truly Unnecesary Productions laver endeløse, elendige sæbeserier. Ikke mindst takket være Paul Giamatti er ’Barney’s Version’ blevet en rigtig klog komedie.

Jeg og mine fire vin- & litteraturvenner blev i sin tid inspireret af ’Sideways’ til at tage på vintur til Californien.

’Sideways’ var filmen, der gav den sarte drue Pinot Noir nyt liv og skød merlot-druen i sænk, bare fordi Miles ikke ville have »no fucking merlot!«. Så jeg må selvfølgelig spørge ’Miles’, da jeg får chancen:

»Drikker du Merlot i det virkelige liv?«.

»Jeg drikker hvad som helst, der bliver stillet på bordet foran mig«, kommer det prompte fra Paul Giamatti.

Hvilket jeg synes opsummerer filmfilosofien på den filmfestivalen i Venedig anno 2010 ganske udmærket.