Da producent Vinca Wiedemann gik på Filmskolen i 80’erne, sørgede man for at holde kæft med det, hvis man havde været inde og se en dansk film. Alle i miljøet var enige om, at danske film var pinlige og dårlige. For ti år siden kunne man ikke deltage i samtalen ved et middagsselskab, hvis man ikke havde set den seneste danske film.

Dansk films omdømme i befolkningen er ikke statisk. Og efter en dogmebølge, hvor folk strøg i biografen og spejlede deres virkelighed i den danske filmproduktion, tyder det på, at befolkningen har mistet tilliden til dansk film i de senere år.

I årevis kunne dansk film bryste sig af at stå for omkring 30 pct. af det samlede antal solgte biografbilletter. Men i 2009 og første halvår af 2010 er kun 17 pct. af billetsalget gået til danske film.

»Der har været for mange dårlige danske film. Og der skal uhyggeligt lidt til, før man som biografgænger oplever de danske film som et usikkert kort og i stedet vælger en amerikansk film, hvor man ved, hvad man får«, siger kreativ producent på Zentropa og tidligere filmkonsulent Vinca Wiedemann.

En bølge ebber ud
I dogmeperioden oplevede vi en ekstraordinær mængde af gode film og en generation af instruktører og skuespillere, der havde fat i den lange ende.

»Og så kører det lige pludselig. Men det siger sig selv, at en bølge ebber ud. Derfor er det de langsigtede strategier, der er vigtige. Nemlig at vi har et smidigt støttesystem, og at der sker fornyelse på Filmskolen«, siger Vinca Wiedemann.

LÆS OGSÅ Lav nu nogle sikre danske filmsucceser!

Og så er det danske filmmiljø heller ikke større, end at hvis nogle få nøglepersoner pludselig gør noget andet, så kan det virkelig mærkes.

»En række af de personer, der har markeret sig med gode film, er taget til udlandet i en periode – eksempelvis Lone Scherfig og Susanne Bier. Og andre har haft lyst til at prøve nye smallere veje – eksempelvis Thomas Vinterberg og Per Fly«.

Nærværet
Ifølge direktør for filminstituttet Henrik Bo Nielsen har oplevelsen af nærvær i forhold til danskernes eget liv og situation været fraværende i en række film: »Det er stort set umuligt at lave dokumentarfilm til biograferne, men når man gør det interessant og nærværende som i ’Armadillo’, kvitterer 120.000 mennesker ved at gå ind og se den. Og når det lykkes Susanne Bier at lave en film som ’Hævnen’ med kant og dilemmaer på dagsordenen, så valfarter folk i biografen«.

Han tilføjer, at der globalt set er en trend i kulturforbruget, der betyder, at de store begivenheder bliver større og de smallere begivenheder bliver endnu smallere. Og det betyder, at alt det i midten får det sværere – også i biograferne.

LÆS OGSÅ Oppositionen vil forenkle filmstøtten

Ifølge filmklipper og tidligere filmkonsulent Kasper Leick skal man vende tilbage til nogle af de nære film, som også prægede dansk film for nogle år siden:

»De film, der lykkes i øjeblikket, er dem, der holder fast i det, der er meget dansk. Nemlig film som ’R’ af Tobias Lindholm og Michael Noer, ’Sandheden om mænd’ af Nikolaj Arcel og ’Applaus’ af Martin Pieter Zandvliet. De spejler danske konflikter og genkendelige relationer og har en dansk tilgang til historierne, som jeg synes, man skal holde fast i. I stedet for at blive imponeret af, hvad man kan, hvis man laver nogle amerikanske genregreb«.

Film skal ses i fjernsynet
Behovet for at se vores eget liv og vores egen virkelighed reflekteret er ikke ophørt. Det bliver bare dækket et andet sted – nemlig på tv, mener filminstruktør Niels Gråbøl, der i fjor lavede filmen ’Gaven’ med et budget på bare syv mio. kr. Den blev set af beskedne 16.000.

»Mængden af dansk fiktion i tv er så stor og velproduceret, at danskernes behov bliver opfyldt hjemme foran fjernsynet. De år, hvor det gik formidabelt for dansk film, var under dogmebølgen, som på en måde havde karakter af en serie. Og alle mennesker er glade for serier. Så de gik også ind og så den næste dogmefilm og følte, at det var en opfølger til noget, man kendte i forvejen«, siger han.

Med dogme blev det en trend at se danske film. Og den trend er slut nu, siger Niels Gråbøl: »Danskerne er trætte af at se små, billige film. Det skal være en film som ’Hævnen’ af Susanne Bier, der er helt oppe at ringe, før de gider at gå i biografen. Og derfor skal man producere færre og dyrere film, end man gør i dag. Efter dogme er man bare blevet ved med at lave billige film. Og det går ud over kvaliteten og omhyggeligheden«.

Guld i skraldespandene
Skuespilleren Sonja Richter spillede hovedrollen i Per Flys ’Kvinden der drømte om en mand’, men kan ikke længere leve af at lave film, hvis hun skal nøjes med at være med i de film, hun finder interessante. Derfor laver hun mere og mere teater.

»Der bliver lavet for mange kompromis-film. Jeg får mange manuskripter ind ad døren og er rystet over, hvor svært det er blevet at lave gode film i Danmark. De bedste projekter er ofte dem, der ikke bliver til noget. Det er ærgerligt, at der ligger guld i skraldespandene. Og vi har masser af muligheder for at lave film på en anden måde og tilbyde noget andet end de amerikanske film«, siger hun.

LÆS OGSÅ Instruktører kræver mere frihed til dansk film

En enkelt dansk producent har nu forstået at sno sig i det vanskelige marked og præsteret tre succeser på stribe. Nemlig Ronnie Fridthjof fra Fridthjof Film, der står bag ’Blå mænd’, der blev set af 450.000 mennesker, ’Julefrokosten’, der blev set af 180.000, og dokumentarfilmen ’Armadillo’, der er den næstmest sete danske dokumentarfilm i biograferne.

Differentiering i lancering
Da Mick Øgendahls ’Blå mænd’ skulle lanceres, brugte Ronnie Fridthjof både Facebook og tog på turné med filmen rundt om i landet, hvor Øgendahl optrådte med et lille stand-up-show inden filmen. Og da Nordisk Film sagde nej tak til at distribuere ’Armadillo’, fordi de ikke mente, den kunne sælge, lykkedes det ham at argumentere sig frem til, at de i stedet sendte den ud i 60 kopier.

»Men hvis jeg ikke havde stået på sømmet i forhold til Nordisk Film, så var den måske endt med at blive set af under 10.000 mennesker«, siger han.Billetter.  Per Flys 'Kvinden, der drømte om en mand' er set af 28.000. PR-foto fra filmen: Per Arnesen

Et andet problem er ifølge Ronnie Fridthjof, at man bruger 1-2 mio. kr. på lancering af alle film i stedet for at differentiere mellem filmene: »Kun 4.500 mennesker har set Mikkel Munch-Fals’ fantastiske film ’Smukke mennesker’, hvilket er latterligt.

Hvis den var blevet smidt ud i 80 kopier og havde fået en anden plakat end én, hvor der sidder to triste mennesker i hver sin ende af en bænk, så var det gået helt anderledes. Men det kræver, at der er nogen, der gider at gå ud og spørge 1.000 mennesker, hvad de synes om den plakat«.

Støtteordningen fejler
Lanceringen har altså en del af skylden for de halvkedelige resultater det seneste par år, men ifølge Ronnie Fridthjof har det også bare været »et dårligt fodboldår«.

»Der har været nogle smuttere. Men at Per Flys film ’Kvinden der drømte om en mand’ kun solgte 28.000 billetter, betyder jo ikke, at han er blevet dårligere til at lave film. Han ramte bare ikke lige tonen i denne her film«.

LÆS OGSÅ Festen er ved at være slut for dansk film

Ifølge filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen er Per Flys film også et eksempel på, at det nuværende støttesystem ikke indbyder til, at man udvikler filmen på dens egne præmisser, men at filmen bliver passet ind i det støttesystem, der nu engang er. Der er tre hovedveje til den danske filmstøtte. 60/40-ordningen skal tage sig af de kommercielle film, filmkonsulentordningen tager sig af de mere kunstneriske projekter, og New Danish Screen tager sig af talenterne.

»Og pludselig optræder Per Fly på 60/40-ordningen med en film, der viser sig at være voldsomt eksperimenterende. Når Per Flys film ligger der, viser det, at der er noget galt. Grunden til, at han søgte 60/40-ordningen, er, at der var penge og han havde en trilogi i ryggen, der gjorde, at han strøg lige gennem ordningens pointsystem for tidligere bedrifter. Og så ender man med at måtte skære projektet til, så det passer ind i kasserne«, siger han.

LÆS OGSÅ Er filmproducenter dårlige købmænd?

Henrik Bo Nielsen har været formand for det udvalg, der i den forløbne uge afleverede en rapport til brug for forhandlingerne om den kommende filmaftale, der bl.a. anbefaler, at 60/40-ordningen afløses af et mere smidigt system.

»Der er en enorm stivhed i 60/40-ordningen, og så er det svært for os at rette ind og ændre strategi, alt efter hvad der sker i markedet eller i branchen. Det tog os syv måneder at få en råfilmpulje på plads og et år at få grønt lys til et animationsinitiativ, fordi det krævede en særskilt politisk aftale«, siger han.

Ufærdige film ender i biografen
Ifølge Vinca Wiedemann har man skubbet flere og flere penge over i 60/40-ordningen til trods for, at der er flere ansøgere på konsulentordningen. Det sker bl.a., fordi tv-stationerne helst vil have kommercielle film. Så en række film, som burde have været i konsulenthænder, er endt i 60/40-ordningen. Og det har også betydet, at film, der ikke var færdigudviklede, er endt i biografen.

»Fordi der ikke har været et fagligt kvalificeret og lyttende menneske, der har fulgt projektet fra sidelinjen gennem udviklingen. Og så er der også en række af de film, der har fået støtte under talentordningen New Danish Screen, der aldrig skulle have været i biografen, men måske bare vist på tv og dvd. De har også været med til at give et billede af nogle film, der ikke holdt niveauet«, siger hun.Kilde:  Danmarks Statistik.
Mick Øgendahls kommende film ’Alle for én’ har fået afslag på støtte i 60/40-ordningen, selv om Ronnie Fridthjof har søgt tre gange. Og selv om det er holdet bag ’Blå mænd’, der har lavet den. I stedet har filmen fået et lille tilskud fra konsulentordningen.

»Det vil sige, at en hammerkommerciel film er rykket ind under konsulentordningen, fordi der sad nogle anonyme læsere på 60/40-ordningen, som vi ikke kunne få i tale, og som ikke syntes, at historien hang sammen. Men Mick Øgendahl kunne slå en prut på et stykke papir og sætte det op i biografen, og alligevel ville der være 100.000, der gik ind og så det«, siger han.

Tiden fra før 1990
Ifølge filminstruktør Michael Noer, der står bag spillefilmen ’R’, er dansk film ganske enkelt vendt tilbage til niveauet fra før dogmebølgen: »Før 1990 var det film som ’Op på fars hat’, der trak folk i biografen, og så var der en understrøm af smallere film, der havde sværere ved at klare sig.

Og det er lidt det samme, vi er vendt tilbage til nu. Problemet er bare, at der er for mange af de store kommercielle film, der har været for dårlige og for letbenede. De har ikke været i stand til at skabe en kult eller en debat omkring sig, og så mister folk tilliden og tør ikke tage chancen en anden gang«.

LÆS OGSÅ S vil give små biografer kontant støtte

Men før man får skrevet ’krise’ ud over hele væggen, skal man ifølge direktør i Nimbus Film Birgitte Hald også huske, at der stadig laves mange gode og stærke danske film.

»Det går altid i bølger, og det skal nok komme op igen. Dansk film står stærkt, men vi kan ikke forvente at alle danske film kan sælge 200.000 billetter som markedet er lige nu. Og så må vi bare holde fast i, at der skal tages chancer, udvikles nye talenter og fortælles nye historier på nye måder. Og dansk film er altså stadig internationalt på landkortet i et omfang som vores lands størrelse slet ikke tilskriver«.