Annonce
Annonce
Annonce
Film 22. nov. 2010 KL. 18.12

Snip snap snude, det sidste Disney-eventyr er ude

Disney har lavet sin sidste prinsessefilm og varsler en ny animationsæra.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den sidste frø har kysset den sidste prinsesse i Disneys magiske eventyrverden.

Animationsfilmen 'Tangled' er nemlig det sidste 'prinsesseeventyr' fra Disney i meget, meget lang tid.

»Film og genrer har en vis levetid. De (animerede eventyrfilm, red) kommer måske tilbage engang i fremtiden, men vi har ingen musicals eller eventyr linet op«, siger Pixar Animation-bossen Ed Catmull, der styrer Disney Animation sammen med John Lasseter til Los Angeles Times.

Og for at eksemplificere har Catmull og Lasseter for nylig givet dødsstødet til to eventyrfilm i produktion, 'Snedronningen' og 'Jack og bønnestagen'.

LÆS OGSÅDisney: »Vi skaber noget, der virkelig eksisterer«

Dermed slutter en æra, der begyndte med 'Snehvide' i 1937 og siden har budt på en række klassiske eventyrfilm, der har begejstret på tværs af generationerne som 'Tornerose', 'Skønheden og udyret', 'Aladdin' og 'Den lille havfrue' for bare at nævne nogle få.

Film skal appellere bredt i dag
Men i dagens USA hedder Disney-heltene ikke Ariel, Jasmin eller Pocahontas.

De hedder Buzz Lightyear og Woody (fra 'Toy Story'), kaptajn Jack Sparrow (fra 'Pirates of the Caribbean') og Hannah Montana. Eller de er superhelte fra det bugnende Marvel-bagkatalog, som Disney erhvervede for nylig.

Alle figurer, der appellerer bredt, og som det er muligt at bygge et lukrativt merchandise-univers op omkring.

Disneys seneste prinsessefilm 'Prinsessen og frøen' blev en fiasko trods pæne anmeldelser. Årsagen: Den appellerede til et for snævert publikum: Små piger.

LÆS OGSÅ Ny Disney er lidt for artig

»Når piger er fem eller seks år gamle, gider de ikke være prinsesser. Så vil de være hotte og cool, fordi det er det, de tror, samfundet sætter pris på«, siger Dafna Lemish fra radio- og tv-fakultetet på Southern Illinois University til Los Angeles Times.

Rapunzel fik en makeover
Disney har da også gjort sig store anstrengelser for at få 'Tangled' til at appellere til andre end små piger med prinsessedrømme.

For det første nulstillede Catmull og Lasseter projektet i 2008 og satte et nyt hold i spidsen for animationen. Alt forudgående arbejde blev skrottet, og den Oscar-vindende komponist Alan Menken blev bedt om at lave fem sange til filmen, der nu blev til en musical. Men ikke en 'Skønheden og udyret'-slags musical. Denne er inspireret af Joni Mitchell-musik!

For det andet blev den oprindelige titel 'Rapunzel' ændret til det mere kønsneutrale 'Tangled', der betyder filtret sammen, og som både spiller på Rapunzels hår og hendes flugt-forhold til tyven Flynn Rider.

For det tredje markedsføres filmen hovedsageligt på Flynn Rider, fordi hans flabede fremtoning ventes at appellere bredere end pussenussede Rapunzel.

'Tangled' får premiere i USA på onsdag og kommer til Danmark til februar under titlen ''To på flugt - Et hårrejsende eventyr'.