BERLINALE 2011

Omkring 400 film bliver vist på filmfestivalen i Berlin, der foregår fra 10. til 20. februar.

De mest prestigefyldte priser er Guldbjørnen og Sølvbjørnen.

Hjemme i sit teenageværelse i Risskov sad unge Rune Schjøtt på de lange søndagsaftener og lod Tine Brylds beroligende stemme i radioprogrammet ’Tværs’ fortælle ham, at der fandtes mange andre unge, for hvem livet heller ikke formede sig som en forfriskende svømmetur i en brusende bæk af idel lykke.

En aften ringede en pige ind og snakkede med Danmarks mest kendte socialrådgiver.

»Pigen fortalte, at hun hverken var pæn eller sexet, fordi hun var handikappet. Der var ingen drenge, der ville have noget med hende at gøre. Tine Bryld blev på sin karakteristiske måde ved med at opmuntre hende:

»Gå hen til spejlet og se på dig selv, så kan du se, at du er pæn. Du skal bare tage dig sammen og tro på det«, lød en af hendes anbefalinger.

Men pigen svarede: »Det kan jeg ikke, for jeg er blind«. Da gik det op for Tine Bryld, at der virkelig var et problem her, og hun havde faktisk ikke rigtig noget svar til pigen«.

Gennem årene stod telefonsamtalen i radioen stadig lysende klar for Rune Schjøtt. Så klar, at den begyndte at vokse sig til en film, da han blev voksen. En film om unge med skavanker eller svagheder.

»Jeg led selv af forhudsforsnævring i min ungdom, og det var et stort, tungt problem for mig. For hvordan skulle jeg finde en pige, som ville være sammen med mig«, husker Rune Schjøtt.

Taber-film
I dag er han i Berlin for at vise sin debutfilm ’Skyskraber’ til hele verden i konkurrencen for ungdomsfilm. Rune Schjøtt har også selv skrevet manuskriptet til filmen.

Den handler om en blind pige og en dreng med forhudsforsnævring, der gennem groteske og absurde oplevelser i en dansk landsby finder lykken og troen på sig selv sammen.

LÆS OGSÅDansk kæmpebjørn klappet ud i Berlin

Et filmisk eventyr, spundet af en ulykkelig, selvoplevet virkelighed.

»Det kan du godt sige, ja. Jeg håber i hvert fald, at min film bliver et skulderklap til taberne, dem, som har det svært, så de kan se, at det godt kan lade sig gøre at overvinde problemer, som forekommer uoverskuelige«, siger Rune Schjøtt.

Skyld og skam
I filmen vokser drengen Jon (Lukas Schwarz Thorsteinsson) op i en atmosfære af tung skyld. Som lille forårsager Jon en trafikulykke, hvori hans ellers promiskuøse far (Morten Suurballe) mister sin pik.

Som straf lader faderen, der bestyrer landsbyens stærkt moralske lokalradio, sin søn vokse op i en form for evig uskyld, mens hans mor (Rikke Louise Andersson) drikker så heftigt, at hendes diagnoser som dyrlæge er mildt sagt tvivlsomme.

På den anden side af gaden ligger købmandsbutikken, hvis konstant smilende indehaver (Lars Brygmann) har en blind datter, Edith (Marta Holm), som Jon er hemmeligt forelsket i.

Men Edith er langt mere fremmelig end den barnlige Jon og vil bare gerne have en af de lokale drenge til at tage hendes mødom, så hun kan føle sig som en rigtig kvinde.

Filmen bæres oppe af en egen barok humor.

»Det er vældig tæt på virkeligheden. Det eneste, jeg har fundet på, er, at faderen mister sin diller«, siger Rune Schjøtt.

For at finde en passende ramme for sin film kørte han rundt på Fyn, indtil han kom til den sydfynske landsby Højrup.

I filmens optik er vi langt fra sydfynsk idyl i en mørk og konstant tåget eller diset virkelighed, hvor en nedlagt fabrik symboliserer alle de tabte drømme, ambitioner.

Endnu en gang synes en dansk film at vise, at der er underligt og lidt uhyggeligt ude på landet.

»Vi optog filmen i november, så det var dystert. Det minder sådan lidt om at være på landet i Polen. Men jeg kan forsikre dig for, at der var langt værre og mere uhyggeligt i Højrup, end filmen giver indtryk af. Vi boede i et af de huse, man ser i filmen, og der er intet, der er overdrevet. Det er et rigtig råt sted med bussen ind til byen som eneste flugtrute væk fra et liv, hvor fjernsynet betyder alt. Der var ikke engang et skur ved bussens stoppested. Det byggede vi, så vi kunne rive det ned igen«, siger Rune Schjøtt.

Magisk spil
I hans film er der dog også en egen mørk poesi over det helt stillestående liv på landet med de blå stråler fra fjernsynet som pejlemærker eller nødblus mellem de parcelhuse, der ligger som øde øer hen ad landsbyens hovedgade.

Den dunkelt mættede billedside er skabt af fotografen Marcel Zyskind, der har arbejdet sammen med den britiske veteran Michael Winterbottom i talrige film.

»Jeg har det selv blandet med livet på landet. Halvdelen af tiden vil jeg enormt gerne flytte derud, og resten af tiden er jeg skræmt ved tanken. Vi danskere vil gerne se landsbyerne som sådan noget ’Vinterbyøster’ julekalenderidyl, men det findes jo ikke mere. Kun hvis man har en rig fantasi, kan man skabe tilværelsen derude om til et eventyr«, mener instruktøren.

To unge talenter
Det unge par i centrum er nærmest magiske i hovedrollerne. Lukas Thorsteinsson, der var med i TV 2’s julekalender i 2008, har en nænsom skyhed i sit spil, der giver filmen en varm ømhed midt i al den trykkende dysterhed, og Marta Holm spiller blind med så stor overbevisning, at mange, der har set filmen, tror, at hun faktisk er blind.

»Det er helt fantastiske bedrifter af de to unge i hovedrollerne. Jeg er lykkelig over deres indsats og over hele holdets bidrag«, siger Rune Schjøtt.

Instruktøren har også det store held, at hans gode ven, sangeren fra rockbandet Mew, Jonas Bjerre, har skrevet musikken til filmen. En perlerække af sange med en på en gang forfriskende og følsom pondus, der er med til at løfte filmen op til en stor oplevelse.

En hyldest til tvivlerne
»Jeg har ingen anelse om, hvordan man vil reagere på filmen hjemme i Danmark eller her i Berlin. Den er ikke særlig dansk på den hverdagsagtige måde, og nogle vil måske synes, at den er politisk. Jeg håber selv, at man kan se den som en hyldest til tvivlerne. Dem, som ikke bare tager stilling med det samme, men faktisk tænker sig om og ikke bare falder for lette argumenter og massiv politisk påvirkning. Dem er der brug for i denne verden«, mener Rune Schjøtt.

LÆS OGSÅ Berlinale: »Men hvad så hvis ens mor er lækker, ung og med på den værste?«

Hans film er blevet sammenlignet med svenske Lasse Hallströms ’Gilbert Grape’ fra 1993, og det er Rune Schjøtt glad for.

»Jeg havde ikke filmen præsent, men da nogen sammenlignede de to, fik jeg set den, og det er en god sammenligning. Der er sammenfald i det absurde og eventyrlige«, mener Rune Schjøtt.

’Skyskraber’ får danmarkspremiere til maj. I Berlin deltager den i lighed med Heidi Maria Faissts ’Frit fald’ i konkurrencen for film for unge over 14 år.