BERLINALE 2011

Omkring 400 film bliver vist på filmfestivalen i Berlin, der foregår fra 10. til 20. februar.

De mest prestigefyldte priser er Guldbjørnen og Sølvbjørnen.

Sandheden om kærlighed er vist en af dem, vi aldrig finder.

Nogle mennesker lykkes med at danne par, mens andre forliser de bedste følelser, et menneske kan opleve, og ender i bitter adskillelse. Hvorfor det forholder sig sådan, er et af de mysterier i menneskelivet, man kan lave film om. Mange film.

Hvis nogen tror, at man ved at hoppe op ad den røde løber til hovedkvarteret for Berlinalen, som en slags springbræt til den store kærlighed, er de gået forkert i byen. Helt forkert.

Den røde farve skal snarere tages som en advarsel om, at vi lige om lidt vil snuble i kærligheden på den fordømte løber. Og ramle lige ind i den skilsmissestatistik, der er ganske imponerende for bidragene i filmfestivalens hovedkonkurrence.

Utroskab
Den kulminerede for min del onsdag med Andres Veiels alt andet end sensationslystne forspil til historien om terroristerne, der blev det tyske samfunds hovedfjende som Rote Armee Fraktion, ’Wer wenn nichts wir’ (’Hvis ikke os, hvem så’).

Andres Veiel fortæller i et helt anderledes roligt og tempo og med en betragteligt dybere psykologi end den hæsblæsende thriller ’Der Baader Meinhof Komplex’ fra 2008 om terrorcellens rødder og baggrund.

LÆS OGSÅ Kultinstruktøren Greenaway laver romantisk komedie

Selv om overskriften over denne artikel er en stramning af Andres Veiels trekantsdrama mellem parret Gudrun Ensslin og Bernward Vesper og den udefra kommende brushane Andreas Baader, er der noget om snakken.

Ifølge filmen bliver hun nemlig så led og ked af sin elskede Bernward Vespers talrige sidespring, at hun er åben for den stormende forelskelse i Andreas Baader, der på en måde fødte RAF og satte gang i gruppens aktiviteter.

I kærlighedens navn
Disse unge elskende fik en mission, tog et ansvar og kørte sig selv ud over kanten, mens Bernward Vesper blev gal af savn og jalousi.

Alt sammen i kærlighedens navn. Modsat så mange andre pardannelser på en filmfestival, der lader forelskelsens stærke blitzlys tone ud i den endeløse række af ens dage og nætter, tryghedens diktat byder.

LÆS OGSÅ Berlinale: »Det eneste, jeg har fundet på, er, at faderen mister sin diller«

Som nu for eksempel parret i amerikanske Miranda Julys anden spillefilm, ’The Future’.

I en af den slags historier uden rygrad, man i halvfemserne kaldte slacker movies, keder parret Sophie (Miranda July) og Jason (Hamish Linklater) sig sammen i en hverdag så akavet og anonym, at deres godmorgenhilsen er »Hello person«.

Om at tage ansvar
Som så mange andre af hovedpersonerne i Berlinalens film (og i helt almindelige hovedpersoners liv uden for filmverdenen) kan eller vil de ikke blive voksne og tage ansvar for deres eget liv. Så de bestemmer sig for at hjemtage en skadet kat for at få et formål med tilværelsen.

Men ak og ve, denne afgrundsdybe beslutning får snart alt til at ramle i en af de mest underfundigt ulykkelige og alligevel morsomme kærlighedshistorier, man vil opleve på film.

LÆS OGSÅ Farlig dansk film vinder fredspris i Berlin

Også festivalens vinderfavorit, iranske ’Jodaeiye Nader az Simin’ (’Nader og Simins skilsmisse’), er omdrejningspunktet et brud. Ikke affødt af tilfrosne følelser. Nej, et truende brud som følge af omstændighederne i et diktatur uden frihed for borgerne.

Så blev kærligheden og dens mange skilsmisser pludselig alvorlige og politiske. I den situation bliver man nødt til selv at tage ansvar, at handle. Måske kan vi andre nå at tage vare på hinandens liv og love stories på vej op ad den røde advarselsløber, inden de bliver til kærlighed eller terrorisme? Kærlighed er trods alt i sig selv en terrorist. I hvert fald i film.