BERLINALE 2011

Omkring 400 film bliver vist på filmfestivalen i Berlin, der foregår fra 10. til 20. februar.

De mest prestigefyldte priser er Guldbjørnen og Sølvbjørnen.

Så snart han ankommer i taxa til sit hotel, tager han en anden vogn tilbage til lufthavnen.

Fra da af udvikler hans besøg sig til en halsbrækkende jagt på liv, død og ikke mindst en identitet. For hans papirer og pas ender hurtigt under isflagerne i en forfrossen flod, Spree.

Velkommen til Berlin, mein Herr!

Action-sukker på toppen
Det er ganske vist ved at være mange møre dage, siden jeg selv ankom til den tyske hovedstad.

Og selv om jeg på ingen måde kan påstå at have fået en så hektisk og ødelæggende velkomst som Liam Neeson i filmen ’Unknown Identity’, der fik lov at afslutte festivalen Berlinalen som lidt actionfyldt sukker på forudgående dages medicin, forstår jeg til fulde, hvordan han har det.

For man kan meget let komme i tvivl om, hvem man selv er, hvad man foretager sig, og ikke mindst hvad man eventuelt måtte være i stand til at mene efter dage og nætter, der ruller forbi en som film på lærreder så gigantiske, at ens egen mentale bagage af følelser og tanker opløses.

Man er en lille bitte brik, en bifigur i al den alvor, der ramler ned over tilskuerne til tilværelsens store dramaer fra biograflærrederne som et eksistentielt godstog, nogen har afsporet godt og grundigt.

LÆS OGSÅCoen-brødrene åbnede en alvorlig Berlinale

Lidt ligesom vores små forfrosne eller overophedede liv her på kloden, mens vi afventer en form for sandhed om, hvad der egentlig foregår med de der klimaforandringer og den der økonomiske krise.

Er det ikke, som om vi går lidt stille med dørene, holder vejret lidt og taler sagte i en uudtalt, men ikke desto mindre konstant present desperation?

Vores store, stille desperation
Hvis jeg nu påstår, at de tre følgende ord er en strålende overskrift over dette års version af den store nordeuropæiske filmfestival Berlinalen, hvad siger De mon så:

’Bizim Büyük Çaresizliðimiz’?

At nu må ham Jensen godt få sit store, dumme hoved op af flasken med tyrkisk raki og flå kebabben ud af kæften, så vi forstår, hvad han siger? Modtaget. Så prøver vi med den engelske oversættelse af den film, det hele handler om: ’Our Great Despair’. Det giver bedre mening, ikke sandt?

I sig selv et så forsvindende ligegyldigt tysk-tyrkisk kærlighedsepos af Seyfi Teoma, at man kun kan undre sig over, hvad den søde lille tingest dog laver i hovedkonkurrencen på en af verdens førende filmfestivaler.

Men lad det nu ligge – for det gælder desværre hovedparten af de 16 film i bemeldte konkurrence. Der jo for resten blev afgjort i aftes med diverse bjørnepriser langt efter avisens deadline, hvorfor jeg lige snakker (uden) om noget andet i denne artikel.

LÆS MEREIransk film vandt alt på Berlinalen

For egentlig er titlen på filmen, ’Vores store desperation’, langt bedre end selve værket. I hvert fald som overskrift over en Berlinale, præget og i nogle tilfælde direkte plaget af den alvorstunge desperation.

Symptomatisk afskedsfilm
I eksempelvis det, der kandiderer til at være en af filmhistoriens længste åbningsscener, slæber en gammel mand og en lige så gammel hest sig frem gennem et barskt landskab i en nådesløs storm.

Modvinden pisker gennem de sort-hvide billeder, og en violin stormer med i den ungarske veterans Béla Tarrs (bebudede) afskedsfilm, ’A torinói ló’ (’Den torinske hest’).

En film på to en halv time om hesten, manden og hans datter, der skiftevis kigger ud ad vinduet på det triste landskab eller forsøger at åbne døren i den stærke storm. De eneste rekvisitter er et par skamler, et bord, et par senge, to tallerkener, en gryde og to kogte kartofler, der pilles med og spises med fingrene.

Så jordstrygende minimalt og arkaisk afmålt kan livet tage sig ud på film.

Umiddelbart selvfølgelig dødkedeligt og nærmest provokerende i sin pure afvisning af alt menneskeskabt tant, fjas og underholdning. Men også tungt ladede billeder af den slags, der bliver ved at kalde på eftertanke og dukke op både i drøm og virkelighed, når man selv kæmper sig gennem den isnende vind, der har præget Berlin i de forløbne ti dage.

Nietzsches hest
Ifølge den overlevering, Béla Tarr citerer i optakten til filmen, så den tyske filosof Friedrich Wilhelm Nietzsche 3. januar i 1889, hvordan en kusk piskede sin hest foran sin drosche på Piazza Carlo Alberto, netop da Nietzsche kom forbi.

I raseri og medfølelse løb han over pladsen og lagde sine arme om det plagede dyrs hals, inden han selv kollapsede for aldrig at blive sig selv igen.

Han led af sindssyge og døde halvandet år efter det skæbnesvangre møde med hesten og kusken i Torino.

»Hvad der skete med hesten, ved vi intet om«, som speakeren lakonisk meddeler i Béla Tarrs fim, der kan ses som et forsøg på at fortælle krikkens videre historie.

For mig fremstår filmen med sin forblæste venten på ingenting, en kogt kartoffel eller en eller anden underlig udefineret trussel udefra (nogle sigøjnere, der lusker rundt uden for det isolerede husmandssted i filmen) mere som et billede af vort kollektive sind her i vinteren 2011.

Det perfekte bagtæppe
Sådan kan det i hvert fald opleves at bevæge sig rundt i byen Berlin, hvis historie og udseende under Berlinalen gjorde den til det helt rigtige sted at præsentere film som Ralph Fiennes’ kuldslåede krigsepos med Shakespeare som manuskriptforfatter, ’Coriolanus’, og thrilleren ved navn ’Unknown Identity’.

I den film er Berlin kulissen med sin råhed, sin graffiti, sin storslåede udstrækning og sin næsten altid rolige, eftertænksomme atmosfære.

LÆS OGSÅNazisterne i Det Tredje Rige filmede i 3D-format

Berlin.

En by, der intet vinder i umiddelbar skønhed eller idyl, men som tværtimod er så grim, at man er nødt til at gå bag dens facader for at finde det smukke og charmen. Også på den led er storbyen den perfekte baggrund for sin festival og alle os, der har levet et arkaisk og helt stillestående liv med den i 10 dage.

Filmstress
Tidligt op om morgenen på 33. etage på Hotel Park Inn på Alexanderplatz og konstatere, at endnu en grå morgen har lagt sig som en fugtig dyne over det udstrakte, urbane landskab, kæmpe sig ud og langsommeligt ned med elevatoren og gå de tunge skridt over den gigantiske plads og ned til det trygge U2-tog mod Potsdamer Platz.

Hvor vi i slanger, klynger eller kølig isolation nærmer os den daglige kamp i Berlinale Palatz.

Kampen gennem køer op ad trapperne, kampen for de yderste siddepladser, der er populære hos rastløse filmskribenter med alt for mange deadlines, kampen for at kunne se hen over kæmpen på rækken foran og kampen for at finde en position i sædet, så ens godt slidte bagdel ikke protesterer alt for voldsomt.

For slet ikke at tale om kampen for at undgå at falde i søvn på det sted i en film, hvor der langt om længe sker et eller andet eller ligefrem falder en replik, der står centralt i tomheden.

De kampe er også en del af det at være til filmfestival med et program på 385 film, der egentlig alle ser fristende ud, når man læser beskrivelserne af dem. Gosh, man nåede endnu en gang kun brøkdele af det. Og formentlig de forkerte brøkdele.

Det er til at få stress af.

Tilbage til virkeligheden
Egentlig forunderligt, at 10 så forudsigelige dage med så mange forudsigelige film, endeløs ventetid i endeløse køer og uanede mængder hurtig junkfood kan føles som stress? Skylden kan ikke skydes på filmene, der stort set alle sammen rullede langsomt forbi, ligesom hverdagene har det med at gøre hjemme i ’virkeligheden’.

Nej, livet er, hvad vi selv gør det til, og ikke, hvad vi ser andre gestalte i et så stort illusionsnummer som en film.

LÆS OGSÅBerlinale: »Det eneste, jeg har fundet på, er, at faderen mister sin diller«

Så mens jeg haster over Potsdamer Platz en sidste gang for at nå kaffen fra kiosken nede på sporet, U2 og ’Achtung Baby’, et flagrende kik i aviserne i den overfyldte kupe, elevatoren til 33. etage og deadline, vil jeg glæde mig over, at Berlinale nummer 61 i hvert fald ikke havde noget på programmet – action eller sex, for eksempel – der kunne give nogen hjertestop.

Nå, ja, men det er vel også værd at glæde sig over – på vej tilbage til virkeligheden.